Mørk, frenetisk og eksperimenterende post-punk gennemstrømmer Whispering Sons ’ sange. I front for det belgiske band bølger Fenne Kuppens dybe vokal, der sammen med en fremdrivende instrumentering efterlader lytteren i tilstand af let uro. Den uro omsættes i livesammenhæng til et medrivende og energisk sceneshow.

I løbet af de seneste år har bandet langsomt, men sikkert flyttet deres egne grænser. Hvor deres debutalbum Image (2018) var teatralsk, fokuserede deres efterfølgende plade Several Others (2021) mere på deres største styrke: ren, uforfalsket intensitet.

Deres tredje album fra i år, The Great Calm, har måske overrasket Whispering Sons-tilhængere. Det er nemlig mindre mørkt end Several Others og mindre storslået end Image. Albummet er måske mere opløftende og legende, men den ildevarslende undertone ligger stadig på lur.

De tolv sange vibrerer mellem styrke, energi og skønhed, så lytteren aldrig har mulighed for at kede sig. “Dragging” er intens, “Still” er helt intim og “Poor Girl” fluktuerer mellem det subtile og energiske, mens den i sin tekst skifter perspektiv og næsten selvdestruer i sit crescendo.

Forsanger Fenne Kuppens fortæller om pladen: "The record is more hopeful, there’s more beauty in it. Our last album was very dark and always very destructive. I guess this one is still a bit destructive, but there's hope in that destruction.”