Siden 2013 har Douglas Dare blandet klassisk, kammerpop, folk og avantgarde med blændende effekt og med en opsigtsvækkende stemme. Hans engleagtige tredje album Milkteeth fra februar 2020 var en dyb personlig hyldest til længsel og accept.

Nu er Dare klar med sit fjerde album, Omni, der udkommer til maj og som er en dristig genfødsel. Dare er nemlig gået væk fra de akustiske instrumenter, især klaveret som han voksede op med. Han har i stedet bytte dem ud med synths og trommemaskiner.

Hvis der var en uskyld over Milkteeth, hvor Douglas genbesøger sin barndom, så lyder Omni som en frigørelse. Albummets berusende trance og obsidiate industrielle understrømme er inspireret af de dunkende dansegulve, han har besøgt gennem årene, fra Adonis i London til Berghain i Berlin. "De klubber er en virkelig vigtig del af at blive den, jeg er nu," siger han. "Jeg har altid været tiltrukket af rave-musik. Det er en del af mig, som de fleste mennesker ikke kender endnu."

Omni er gennemsyret af den form for behændig historiefortælling, fejende strygere, elegante kontraster og eventyrlig atmosfære, der markerer Douglas som en afgørende og enestående stemme. Det er ikke ofte, man hører en struttende electro-banger, der kunne være taget direkte ud af 90'ernes Soho, med vokal-loops inspireret af den amerikanske eksperimentalist Meredith Monk.