VEGA|ARTS er et nyt visionært initiativ, der kobler Danmarks vigtigste spillested med ambitiøs og grænsesøgende samtidskunst i en undersøgelse af hvilke kunstneriske oplevelser brudfladerne mellem de kunstneriske felter og publikum kan generere. Over en etårig periode (maj 2019 til maj 2020) vil VEGA|ARTS inkludere performances, installationer, udstillinger, talks, workshops og tematiske greb, der over en aften eller weekend kobler samtidskunstens hybride og performative praksisser med koncertens intense, intime og kulturelle rum.
De deltagende kunstnere er: Kristoffer Akselbo, Sidsel Christensen (NO), Lilibeth Cuenca Rasmussen, Sophie Dupont, Jeannette Ehlers, Christian Falsnaes, Jenny Gräf Sheppard (DK/US), Kosmologym (DK/US/UK/NO), Jakob Kudsk Steensen, Marie Kølbæk Iversen, Ragnhild May, Ursula Nistrup, Hans Rosenström (FIN), Helle Siljeholm (NO), Søren Thilo Funder, Tori Wrånes (NO), YOKE
I løbet af perioden præsenterer vi både nye og modificerede værker samtidigt med, at vi inviterer musikere i vores program til at samarbejde med kunstnerne om værker, der udvider den sanselige oplevelse, det er at gå til koncert.
“Målet er at VEGA|ARTS aktiverer et spændingsfelt mellem musik og billedkunst – skabe tværkulturelle situationer, der formår at tale ud over sit eget felt og skabe nye udfordrende og grænseoverskridende oplevelser for kroppen, hovedet og samværet." (Kurator for VEGA|ARTS, Matthias Hvass Borello)
“VEGA har gennem flere år eksperimenteret og samarbejdet med Københavns forskellige professionelle kunstaktører og kulturbærere. Det er bl.a. blevet til flere iscenesatte totalfester hvor grænsen mellem teater og livemusik ophæves. Med VEGA|ARTS tager vi et skridt videre og begynder et nyt udviklingsspor fra bunden med Matthias Borello som kurator og med både kendte og nye samarbejdspartnere; og i fællesskab udarbejder vi helt nye events og oplevelser, hvor musik og kunst forenes." (Program- og udviklingschef Lene Vive Christiansen)
VEGA|ARTS er støttet af Statens Kunstfond - Bikubenfonden - Augustinus Fonden - Nordisk Kulturfond