5. november 2021 - Når Mikael Simpson udgiver Live At VEGA, er det ikke bare hans første live-lp, men også den første i en helt ny serie med optagelser fra VEGA, som vi står bag.
”Jeg er stolt af at få lov at skyde serien i gang,” fortæller Mikael Simpson og uddyber, at koncerten, der ligger til grund for lp’en, fandt sted den 11. oktober 2019 i Store VEGA og var en ganske særlig oplevelse for ham.
”Dén aften betød rigtig meget for mig af flere grunde: Der var udsolgt – eller tæt på – og publikum sang med på mange af sangene. Når jeg lukkede øjnene og hørte det, var jeg meget bevæget over, at de kunne teksterne udenad. Men det betød også meget for mig, at det muligvis var sidste gang, at jeg kunne samle Sølvstorm, altså at alle medlemmer kunne og havde mulighed for at deltage på samme tid,” siger Mikael Simpson med henvisning til hans formidable backingband, som han selv oplever som en åben konstellation, der kan variere i medlemmer, fremfor et fast band.
Dén aften i Store VEGA indtog Mikael Simpson og Sølvstorm – alias Georg Rune Andersen, Asger Baden, Niclas Tange, Frithjof Toksvig og Anders Trentemøller – scenen på Vesterbro i stærkeste opstilling og spillede som en sand orkan. Det var en magisk aften. For det store publikum og for Mikael Simpson.
”Jeg har spillet med Trentemøller på Glastonbury og Coachella, jeg har spillet på Det Kongelige Teater med Jørgen Leth-projektet, og jeg har været rundt her i landet og besøgt de fleste steder, men det er altid noget særligt på VEGA. Huset bærer på så mange historier, også fra sin tid som Folkets Hus, og man fornemmer det, straks man kommer ind på den store scene,” fortæller Mikael Simpson og fortsætter:
”Jeg har måske spillet der ti gange siden den første gang i maj 2003 i Lille VEGA, hvor jeg var del af en triplekoncert med Superjeg og Junior Senior, og dét, jeg især godt kan lide ved VEGA, er, at det er et spillested og ikke en multihal.”
Udgivelsen har ventet på bedre tider
Mikael Simpsons seneste besøg på en af VEGAs scener fandt som sagt sted i efteråret 2019, bare nogle måneder før den store covid-19-nedlukning, og er altså nu foreviget på lp’en Live At VEGA.
Pladen indeholder i alt ti af Mikael Simpsons sange, og flere af dem hører til blandt hans mest elskede, hvis man spørger publikum. De er alle hentet fra hans studieplader; én er fra De ti skud (2004), tre fra Stille og uroligt (2006), fire fra Slaar skaar (2009) og to fra Noget laant, noget blaat (2011), men i sagens natur er de i anderledes levende udgaver på den nye lp, hvor han også får mulighed for at ride en personlig kæphest.
”Jeg ville have et nummer med på pladen, hvor jeg beder publikum om at holde deres kæft, for jeg forstår simpelthen ikke, hvorfor det er blevet så moderne at samtale under koncerter. Hvis det fortsætter, må vi jo gøre koncerterne kortere,” lyder advarslen fra Mikael Simpson, som var overrasket, men også både glad og stolt, da han hørte, at VEGA ønskede at udgive netop dén koncert som den første i husets nye serie med live-lp’er.
”Jeg er meget, meget beæret, for jeg har set så mange koncerter i VEGA igennem årene og på samtlige tre etager, ovenikøbet også nede i kælderen, så det er en kæmpe ære, at de overhovedet tænker på mig som noget kvalitativt, som er værd at samle på,” siger Mikael Simpson og tilføjer, at han havde forventet, at mange andre navne ville komme før ham i serien.
Live At VEGA med Mikael Simpson & Sølvstorm er således den første live-lp, som vi vil udgive i en helt ny serie, VEGA VINYL.
Ny serie på vej med koncerter
”Vi er særligt glade for at kunne åbne serien med en live-lp med Mikael Simpson, da han repræsenterer mange sider af musikkens levende væsen; han er en klassisk sanger og sangskriver, men spiller også elektrisk rock og har samtidig store berøringsflader med den elektroniske musik, og derved personificerer han det, vi gerne vil med serien: At udgive liveplader med det bedste fra de genrer, vi præsenterer live på vores scener,” fortæller VEGAs direktør Steen Jørgensen.
Optagelsen udkommer på vinyl (og kun vinyl) den 10. december 2021 i et begrænset oplag på bare 500 eksemplarer, som alle vil indeholde et originalt tryk med et fotografi fra koncerten, taget af den internationalt anerkendte fotograf Søren Solkær.
Pladen kan købes via vegashop.dk