Lakoniske talestrømme og skarpe guitarriffs fra Dry Cleaning

Den anmelderroste artrock-kvartet DryCleaning hviler ikke på laurbærrene. Præcis halvandet år efter London-bandets debutalbum, New Long Leg, blev modtaget med en gennemgribende hyldest, ser opfølgeren Stumpwork dagens lys til oktober.

Har man en sød tand for stram, ekspressionistisk rocklyd, er man ganske enkelt blevet forkælet de seneste fem-ti år af bands som Shame, IDLES og Fontaines D.C., der alle har tilført nyt og spændende liv til rocklandskabet. I samme liga finder man DryCleaning, der fusionerer heftig post-punk æstetik med vuggende rytmik, krydret på fantastisk vis af surrealistisk spoken word fra gruppens frontkvinde-skråsteg-poetisk nonsense extraordinaire, Florence Shaw.

Hendes lakoniske og intime strøm af ord – tag bare “a woman in Aviators firing a bazooka” eller “I just want to put something positive into the world, but it’s hard because I’m so full of poisonous rage” som eksempler – knejser over et stejlt bjerg af guitarriffs og soniske teksturer, og resultatet er et af de mest forfriskende og uforudsigelige, som rocken er blevet begavet med i nyere tid.