Nye, tonstunge navne til A Colossal Weekend 2023

For syvende gang byder A Colossal Weekend musikinteresserede, metalnørder og andre eventyrlystne op til dans, når tung, mørk og alternativ niche-musik river VEGA fra hinanden fire dage i streg. Find partoutbilletter her.

De stammer fra Brighton og spiller groovy rockmusik på småsmadrede forstærkere. Og så er InTechnicolour dygtige til at skrive farverige sange. Teknisk dygtige musikere, som de er, laver de musik, der er så fjernt fra deres (farveløse) lønarbejde som muligt. Så her har du tilbagelænede grooves, dynamiske vokaler og dybt tilfredsstillende riffs.

Hunter Ravenna Hunt-Hendrix, frontkvinden i Liturgy, spiller denne aften solo.

Som et vildbarn af en musikalsk trekant – math, jazz og post-rock – spiller Codices riffs af hymnodiske dimensioner, skriver delikate melodier, skifter metrik og tempo, og skaber agiterende spændingsopbygninger. Ren instrumental trolddomskunst som her parres med moden, emotionel kraft, og så bliver musikken af den slags, der tryllebinder.

En polymath er en person med bred viden og uddannelse, ikke kun inden for matematik, som math-metal betegnelsen antyder. Vel er komplekse strukturer, teknisk dygtighed og præcision i de metriske lag former for viden i sig selv, men disse er også midler til udforskning af tilværelsens mange, ubegribelige dimensioner. Der er altid noget nyt at lære om livet og døden fra
Poly-Math-trioen, når de kombinerer prog med post-punk i deres sortklædte konfettikanon.

Albummet Reminisce (2023) sætter mættet og drømmende post rock til den idé, at ethvert kærlighedsforhold, uanset hvor smertefuld, fortjener et liv med alt, hvad der hører med af forelskelse, tvivl, adskillelse, sorg og lettelse. Hvad er en havfrue (’mermaid’)? En forførerske, en lykkebringer? På albummet And the Raging Winds Do Blow (2021), fortæller en voiceover balladen “The Mermaid” (fra midten af det 19.årh.), der lader os vide, at havfruer varsler storm og skibbrud. Og det er hér, hvor havfruerne drukner (where mermaids drown) de arme søfolk.

Musik med fornemmelsen af iboende undergang, men alligevel emotionelt opløftet, når den sørgmodige industrialisme kobles med elementer af genfortryllelse. Den tunge lyd af en container, der trækkes og skubbes gennem mudderet. De musikalske flader hos Sum of R flyder frem og tilbage, og blandes elegant i form af glitrende vibrationer og sorte hvirvler. Reto Mäder har selskab af Jukka Rämänen på trommer og and vokalisten Marko Neuman, begge fra den finske psych-scene.

Soundtracket til en pilgrimsfærd til det Neo-babyloniske rige, en tidsrejse til urtidernes forsvundne civilisationer og glemte guddomme. Det er den korte version af, hvad der er på spil i Wyatt E.s visionære, drone-prægede, ceremonielle doom. Fra selvpålagt anonymitet er bandet trådt oven jorde som et eftertragtet liveband. Deres andet album, āl bēlūti dārû (the eternal city, 2022) er mikset af doom-metallens gudfar, Billy Anderson (Sleep, Om, Melvins). Har man så brug for flere anbefalinger?

Kvartettens version af nuanceret, teknisk grindcore har godt fat i den voksende fanbase, alt imens bandet fortsat udvikler sig og vokser som en musikalsk tornado. Pupil Slicer er nådesløse i deres i udforskning af det soniske mayhems dissonante hjørner. De udgav albummet Mirrors i 2021 og har et nyt album på vej, hvor de viser nye sider af deres eksplosive vanvidskreativitet.

Med riffet som transportmiddel tager Astrosaur lytteren med til multiversets parallelle dimensioner. Deres verdensklasse post-rockede guitarspil faser ind og ud af hyperspace som et rumskib, der med halsbrækkende, rifftastisk hastighed lader dig opleve, hvad det ydre rum lyder som. I deres psykedeliske prog-episke kompositioner kæles der for alle detaljer, selv ned til den mindste quark.

Tokyos lydforstærker-tilbedende eksperimentelle metalinstitution, også kendt som Boris, har jammet løs på musikalske ideer siden 1992, og hele tiden søgt nye veje for at løfte publikum i lyd. Vejene har været brolagt med drone-torden, filmiske opbygninger, heavy metal psykedelia, rasende punk-vibrationer og berusende absurditeter. På deres seneste album (Dear, 2017) revitaliserer trioen sig selv i udforskningen af riffets minimalistiske nuancer på et maksimalistisk lydniveau.

EYES’ nye album, Congratulations, er en sarkastisk applaus til konspirationsteoretikernes sandheder, som ikke kan debatteres, til din yndlingsby, der fyldes med pænhed, pis og lort og til de rige, der suger planeten tør og efterlader mindre til samfundets unge generationer.

Tears of Fire spiller for de døde. Deres musik er hverken underholdning eller kunstnerisk eksperiment, men en hyldest til de ikke-levende. Tidligere var Tears of Fire et black metal band, og deres første koncert i 1999 blev afbrudt af det iranske sikkerhedspoliti, som arresterede flere bandmedlemmer. Da de blev gendannet i 2016, skiftede de gear i retning af iransk depressiv funeral doom. Når de går på scenen, bliver det nok mindre koncert og mere begravelse.