Publikum bliver revet godt rundt i de hårde genrer, når When COPENHELL Freezes Over 2019 blænder op for en håndfuld spirende, danske bands fra hard-rockens og metallens sorte, beskidte muld.
Sunless Dawn
Vinderne af Danish Wacken Metal Battle i 2016 har netop udgivet deres debutplade, Timeweaver, som både er en fremragende opvisning i progressivt dødsmetal samt en fascinerende rejse gennem tid og rum.
Cold Night For Alligators
Bandet har netop udgivet deres andet album, Fervor, hvorpå de fortsætter med deres tunge og tekniske metalcore, som forgrener sig ud i et utal af spændende musikalske retninger. Det er fyldt med overraskelser og udfordringer af genrekonventionerne.
Tainted Lady
Den jyske kvintet Tainted Lady, der gæstede COPENHELL 2018, spiller hård rebelrock båret af flotte melodier, lækre riffs og lirede soloer med inspiration fra alt fra Beatles og Led Zeppelin til Deep Purple og Guns ’n’ Roses. Du kan regne med, at luftguitaren bliver slidt godt ned.
Xenoblight
Ekstremmetalbandet Xenoblight vandt Danish Wacken Metal Battle 2018. Det er med stor fornøjelse, at vi kan byde dem velkommen til When COPENHELL Freezes Over 2019, hvor de på ny kan sprede deres uhæmmede vildskab.