Boundaries har muligvis kun været aktive siden starten af 2017, men de kan allerede nu tilbyde lytteren gribende skæringer af mørk, melodisk post-punk.
Bandet har fået omtale både internationalt og nationalt, hvor bl.a. P6 BEAT har kastet sin kærlighed på post-punkkvintetten.
Kvintetten formår på unik vis at forene harmoniske sangstrukturer i et vildt inferno af energiske guitarer og trommerytmer. Musikhjemmesiden GF Rock kvitterede med fem, velfortjente stjerner til bandets debutep og skrev: ”Boundaries viser at der er bund i foretagendet. Der er måske kølig distance i overmål, men der er også variation i udtrykket og plads til både støj og melodier.”
De har netop udsendt deres selvbetitlede debut-ep og er samtidig aktuel med videoen til ”Push”. Det er et brusende nummer, der skubber sig fremad med påtrængenhed og snirklede guitarlinjer. Videoen fanger sangens puls, og hele pakken bærer en blændende aura af uro.