Med sin lækre, hæse gospelvokal, indflydelser fra R&B samt rockede elementer er Jacob Banks en pioner inden for soulmusikken, og han formår at samle folk på tværs af generationer med sin inddragende lyd.
Jacob Banks debuterede i 2013 med ep’en The Monologue, og siden er det kun gået fremad for soul-talentet. På lidt over et år er briten gået fra at spille et udsolgt Ideal Bar til et udsolgt Lille VEGA, og nu står han klar til at indtage scenen i Store VEGA. De tre livesessions fra den fremadstormende sanger, som du kan se nedenfor, efterlader os med kæben på gulvet.
“Say Something” er et cover af A Great Big Worlds kæmpehit fra 2013. Her havde den amerikanske duo fået ingen ringere end Christina Aguilera med på vokal, men det kan diskuteres, om Jacob Banks’ fortolkning muligvis overgår originalen.
Singlen "Unknown (To You)" var oprindeligt med på ep’en The Paradox fra 2015, men blev genudgivet sidste efterår som single til debutalbummet The Village.
“I can write a song today and something can happen later down the line that gives that song new meaning to me.” Fortæller Jacob Banks om singlen. Denne akustiske version gør os simpelthen bløde som smør.
Banks’ dybe brummen klæder de fløjlsbløde soulballader, som han er kendt for, men sangeren har adskillige nuancer. På ”Mercy” viser han, at han også mestrer hits med mere smæk på tempoet.