Countrymusikkens kvinder har en lang og stolt men ikke desto mindre udskældt tradition for at gå direkte i flæsket på tidens store tabuer. Uanset hvad det måtte koste på karrieren.
Loretta Lynn sang om glæden ved p-piller på "The Pill", hvilket ellers ikke var noget oplagt emnevalg for en kvindelig countryartist i 1972, Martina McBride futtede sin voldelige ægtemand af på "Independence Day", og Dolly Parton hankede op i egen barm og tog nogle af genrens første feministiske skridt på "Just Because I'm A Woman".
Og selvom der er løbet mange tårer gennem åen siden de dage, hvor kvinder hurtigt kunne få det halve af Nashville og omegn på nakken, er 12 Stories ikke desto mindre en mere modig plade end nogen anden på denne side af Dixie Chicks.
I det hele taget er 12 Stories et velafrettet los i æggestokkene på den amerikanske middelklasse og dens evige symptombehandling på sin egen elendighed.
Sangen "Pray To Jesus" handler om religion, lottogevinster og den velsignede overbevisning på, at førstnævnte må være den lige vej til sidstnævnte, så længe vi bare husker vores aftenbøn. På "Take A Little Pill" er vi med helt inde i middelklassemødrenes pillemisbrug, og på "Just Like Him" deler vi seng med endnu en voldelig ægtemand.
Hvis nogen troede, at countrymusik efterhånden kun handlede om bøvede bonderøve og duller i korte cowboyshorts, så spil 12 Stories for dem.
Der har i alle dage været diskussioner om autencitet versus forandring i countrymusikken. Det er en kulturkamp, der går flere årtier tilbage, til længe før nogen overhovedet vidste, hvem Taylor Swift var, og hvad hun en dag ville betyde for countrymusikkens udvikling (eller afvikling, alt afhængigt af, hvilken side, du er på).
På den måde vil der altid være dem, der mener, at moderne country efterhånden er uden sjæl og autencitet, og dem, der mener, at man, for nu at citere countrylegenden Waylon Jennings så nogenlunde korrekt, ikke altid behøver at spille country på samme måde, som Hank Williams ville have gjort det, men gerne må rykke lidt ved genrens barrierer.
Heldigvis er Nashville i dag også fyldt med musikere og sangere, der ubesværet favner begge dele, fra det traditionalistiske til det moderne, og få gør det bedre end Brandy Clark. Nøjagtig som med VEGA-aktuelle Sturgill Simpson er hun hverken det ene eller det andet, men derimod det bedste fra to verdener. Countrymusikkens fortid og fremtid i én og samme person.
Countrymusikkens store force er dens evne til at fortælle den store historie ud fra det lille øjeblik. Som ægtemanden, der møder sin smukke eks-kæreste, og misser chancen for at tage sin kone i hånden og vise, at det er hende, han vil have. Det kan lyde simpelt, måske ligefrem på grænsen til det banale, men det er countrymusikkens - og i særdeleshed Brandy Clarks - store kunst at kunne sende følelser - de små såvel som store - direkte ind i sindet og sjælens hulrum.
Selvom Brandy Clark har flere store hits på CV'et - "Follow Your Arrow", som hun har skrevet sammen med Kacey Musgraves, samt "Stripes", hvor det kun er et spørgsmål om modemæssig forfængelighed, der afholder hende fra at skyde sin utro ægtemand, er det "Hold My Hand", der i særdeleshed viser Brandy Clarks sans for både detaljer og følelser.
Var sangen udkommet i 1963 fremfor 2013, havde den skrevet sig direkte ind på de første sider af countrymusikkens historiebøger.
