Den 13. september udgav den engelske kvintet sit sjette album med den passende titel, Metronomy Forever. Metronomy blev dannet for tyve år siden i 1999 og har et prangende bagkatalog af anmelderroste albums og formidable singler.
Den 29. oktober kan du opleve bandet, der er kendt for sine energiske shows og dansable samt detaljerige sange, når de engelske feststartere besøger Store VEGA og får den gamle sal til at glemme alt om regnefulde efterårsdage.
“The Look” er første single og breakout-hit på gruppens andet album, The English Riviera - albummet, hvor Joseph Mount, manden bag Metronomy, endelig fandt sin stemme. Nummeret oser af en intens stemning, der fortæller skrøbelige historier om hjertesorger og klaustrofobi i provinsen.
Metronomy er en electropop-kvintet fra England, som består af frontmand og producer Joseph Mount samt de fire musikere Oscar Cash (saxofon, guitar og keyboard), Anna Prior (trommer og sang), Olugbenga Adelekan (bas og sang) og Michael Lovett (keyboard og guitar).
”The Look” har tæt på 92 millioner afspilninger på Spotify, og er en ualmindelig catchy sang, der er garant for en herlig svingom på dansegulvet, trods sit knap så morsomme tema.
”Salted Caramel Ice Cream” er anden single fra den seneste udgivelse Metronomy Forever. Det er en certificeret electropop-banger, der parrer bandets dunkende, elektroniske produktion med en sangstruktur alla traditionel blues. Resultatet er helt vidunderligt.
Den komiske musikvideo centrerer sig om en stand-off mellem to konkurrerende isbutikker, og der er ingen tvivl om hvilken smag af is, der er den mest populære. Videoen er instrueret af Joseph Mount, og har bandmedlemmerne i rollerne som indehaverne af de to isbutikker.
Metronomy Forever, der spænder over 17 numre, blev til efter at Mount flyttede fra den engelske landidyl til pulserende Paris. Albummet afspejler ikke kun Mounts nye kapitel i en ny by, men alt hvad, der har inspireret Metronomy i sin karriere indtil videre.
”Love Letters” er en blandt få sange fra albummet med samme titel, der sætter hofterne på arbejde. Albummet er en mørk, minimalistisk fundering over break ups. Et rigtigt konceptalbum. Musikvideoen er instruereret af Michel Gondry og skudt i et take. I videoen optræder bandet i matchende bordeauxfarvede blazere og sorte rullekraver bag en hullet kulisse dekoreret til at transportere dem til forskellige scener. Michel Gondry har også instrueret videoer for bl.a. Paul McCartney, Radiohead, White Stripes og Björk.
”Love Letters” var nomineret til Best Pop Video (UK) og Best Art Direction ved UK Music Video Awards i 2014 samt Best Dancefloor Filler ved NME Awards i 2015. Den vandt godt nok ikke, men måske den får prisen den 29. oktober i Store VEGA.