Gennem sin karriere har TR/ST altid dyrket en distinkt og uefterlignelig lyd, som dykker ned i et univers af beskidt industrial og strobe-belyst electropop. Robert Alfons’ særegne stemme fører lytteren gennem sange, der giver danselyst og trang til gråd på én og samme tid.
I februar landede singlerne, ”Gone” og ”Unbleached” fra TR/STs næste album The Destroyer, der udkommer den 19. april. To dage efter spiller han koncert i Lille VEGA, så sandsynligheden for, at der er nye sange på setlisten er god.
”Unbleached” er skrevet med Maya Postepski, fra electropop-bandet Austra, som Alfons’ startede TR/ST sammen med tilbage i 2012. Fans har skullet vente fem år på det nye album. Den mellemliggende periode har sangeren brugt på at finde et nyt perspektiv. Alfons følte sig nødsaget til at konfrontere sine dæmoner, og dette har resulteret i ny musik, der både er mørkere og mere dramatisk end tidligere. Til Billboard har han udtalt, at indspilningsprocessen endte med at være helende.
"I think I just knew the process and product of going about whatever I did next was going to have to be different. So the process was really about healing myself and then experimenting with different ideas about what a song I would put out would be."
The Destroyer kommer til at består af to dele. Første del beskriver Alfons som meget intens, nærmest promiskuøs i sin lyd og mere tempofyldt end hans tidligere materiale. Anden del af The Destroyer udkommer senere på året. De 16 nye sange, der bliver fordelt på de to album, er indspillet løbende gennem de sidste par år. Nogle i Los Angeles og andre i isolation i hjemlandet Canada, hvor han lod sig inspirere af den altomsluttende natur.
Beslutningen om at dele albummet op i to dele tog lang tid at træffe for Alfons. Men han endte med at dele de 16 sange i håbet om, at de blev lettere at tilgå og mere lyttet til.Som lytter og publikum føler han sig selv mere distraheret end nogensinde, og for ham ville et album med 16 sange være svært at forholde sig til i dets helhed. Singlen ”Gone” opsummerer ifølge Alfons stemningen på ’hele’ albummet.
Sangen handler om at ligge i stilhed og indse, at man ikke står ved sig selv. I stedet stod Robert Alfons med tankemønstre af skam, skyld og forsøg på at tilgive sig selv. ”Gone” fortæller historien om den indsigt samt, hvordan sangen blev startskuddet til resten af albummet.