Vellyds-krammerne står i kø for at omslutte dig i alt fra storladne stadium-ballader til de helt intime, akustiske sange. Der er altid nye sange på sætlisten og gamle kendinge, så du kan gå på juleferie med et smil af genkendelsens glæde.
Nordmanden udsendte sidste år albummet All These Things, hvor han demonstrer dybden af sit lydunivers. Den melodiske elegance er fast inventar, men den nye udgivelse byder både på mere tempofyldte sange og neddæmpede, sfæriske melodiforløb. Det hele bliver bundet sammen af sangerens urokkelige vokal. I september udkom singlen ”45”, som måske også er at finde på sætlisten.
Thomas Dybdahl har efterhånden en næsten tyveårig karriere bag sig samt utallige koncerter, og han har lært, at hver aften på scenen ikke altid kan være lige intens:
”Derfor sætter jeg også pris på de steder og gange, hvor ting falder på plads. Det er lidt sådan med mig og VEGA, at det er en lovestory, fordi det altid er faldet på plads.”
”Man bliver altid lidt nervøs for, hvordan kemien bliver, hvordan man bliver taget i mod. Men jeg synes, at folk tog imod os med åbne arme, var varme og velkommende. Måske kan de lære at genkende bandet på samme måde, som de kendte det forrige. Og så ved jeg, at det først og fremmest, er sangene, som er vigtige. Sidste år manglede vi snekonfetti, så big big sorry. Det skal aldrig ske igen!”
Nordmanden fortsætter halvsmilende med at undskylde for imaginære tilhørende, mens han glæder sig over at møde mange af de samme mennesker til koncerterne. Hvordan han i merchboden ofte møder gæster, som har været til syv af julekoncerterne (ingen er helt sikre på, om det er ottende eller niende gang i år, at Dybdahl og co. spreder hygge i Store VEGA).
På trods af det traditionsrige i at have spillet et show i VEGA i slutningen af december de sidste mange år, så forsøger Thomas Dybdahl altid at gøre én ting anderledes i løbet af showet. Og årets koncert bliver måske ekstra spicy.
”Jeg har haft nye gæster med, jeg havde et nyt band i fjor. Året før var afsked med det gamle band, men med alle som nogensinde har spillet i bandet. Jeg har lavet utroligt mange morsomme ting i København med et strygeorkester. Så jeg tænker, at hvis jeg kan få Chili Klaus til at være på scenen, før vi går på scenen og lave en lille workshop…”
Thomas Dybdahl afbryder sig selv med et grin og fortæller, at han for nogle år siden var med i en chilispisningskonkurrence i Stavanger sammen med Chili Klaus. Det er var eftersigende helt forfærdeligt. Men meget sjovt. Sangeren holdt dog ikke ud hele vejen gennem de forskellige chili-sorter.
”I chickend out. Jeg skulle rejse med et long haul flight dagen efter til Los Angeles. Jeg trak mig lidt tidligt for jeg vidste, at ellers ville dagen efter være et helvede. Så jeg ved ikke, hvordan det er at holde ud til allersidst. Jeg tror, det er crazy.”
Udover at finde på én ny ting til hvert show har sangeren ikke nogen rutiner for at komme i stemning til december-showet. Han er dog afhængig af at øve nok op til koncerten.
”Den værste mood killer er usikkerhed. Hvis man ikke har øvet nok, så bliver man nervøs og usikker, så er det mere på lykke og held, om det går godt eller ej. Men hvis man bare øver nok, så ved man, at det går godt. Det skal sidde i ubevidstheden, så man ikke skal tænke over det. Så man kan miste sig selv i øjeblikket. Hvis man ikke kan det, så kan publikum heller ikke.”
At gøre noget halvt er ikke en mulighed for Thomas Dybdahl, når det kommer til musikken. Det er for ham så emotionelt - nærmest kun følelser - at han ikke kan drage publikum ind i sin verden, hvis han ikke gør det 100 procent. Heldigvis virker den tilgang for publikum.
”Jeg har fået et kærlighedsforhold til København og det københavnske publikum. Jeg er ikke under nogen illusion om, at det er en uforbeholden ting. Jeg har har været super heldig. Spiller man gode koncerter, så kommer folk igen næste år. Jeg er super glad og taknemmelig for, at jeg har kunnet have en kombination af loyalt publikum og lidt held til, at jeg kunne fortsætte med at spille de samme gode koncerter.”
Livefotos: Rasmus B. S Hansen, Jesper Edvardsen og Kristian Gade.