Reportagen The Phantom of VEGA skrev Klaus Lynggaard til jubilæumsbogen VEGA Live, som blev udgivet i anledning af VEGAs 10års jubilæum i 2006. Tag turen tilbage til et næsten helt nyåbnet VEGA i 1996, og far lidt vild sammen med skribenten.
I taxaen sagde jeg til chaufføren, at jeg skulle til VEGA. Han gloede bare på mig. Ja, fortsatte jeg, ovre på Enghavevej. Han kiggede igen på mig på den der måde, som folk gør, når man nævner noget for dem, de ikke har hørt om. De tror simpelt hen ikke på det eksisterer.
Så sagde jeg de forløsende ord: ”Det gamle Folkets Hus”. Han lyste op og spurgte interesseret: ”Er de begyndt at have banko igen derovre?” Nej, forklarede jeg, det var lavet om til spillested. Han gloede mistroisk på mig og vi talte ikke mere sammen, før han satte mig af foran Enghavevej 40.
Udefra lignede det nærmest en bunker. En førerbunker, måske, men stadigvæk en bunker. I ugerne op til havde jeg besøgt en veninde derinde, som havde kontor et sted inde i det kontorhelvede, VEGA også er. Det så ikke ud til de ville blive færdige til tiden. Håndværkere, byggerod, uoverskueligt kaos var det indtryk, man fik med derfra.
Men nu skulle stedet sparkes i gang, oven i købet med to af mine yndlingskunstnere; eels med E i Lille VEGA og derefter Beck i Store VEGA. Eller var det omvendt? Hvorom alting er, begge navne, der diskret anviste nye veje for rockmusikken, efter at den store grungebølge var begyndt at ligne et par skvulp i vandkanten.
Det første, der slog én, efter man endelig blev lukket ind, var, hvor smuk bygningen var indvendig. Respekt til den eller dem, der besluttede at bevare interiøret i sin oprindelige form, fremfor at påbegynde en bekostelig og meningsløs ombygning af stedet. Som min ven, arkitekten, senere påpegede: ”Det smukkeste monument over den østeuropæiske kommunismes æstetik, der er sat i København”.
Med sin gennemført mørkebrune – men stilige! – farvelægning kunne man for sit indre øje snildt se en ung Jens Otto Krag skride gennem en af salene, på vej op til en talerstol for at fremlægge partiets valgprogram engang i 50’erne. Eller en flok gigtplagede pensionister bøjet over bankopladerne i 70’erne.
På den anden side kunne man også nemt se Slayer indtage en af scenerne som det koppel helvedeshunde, de nu engang er. Taknemmelige og fleksible rum, man øjeblikkeligt holdt af. Det skadede ikke sagen, at lyden var tiptop i orden. Det var det spillested, vi havde sukket og længtes efter, det er helt sikkert. Vi tog øjeblikkelig VEGA til os.
Da den ene koncert var slut, blev vi af en VEGA-medarbejder ført gennem en sand labyrint af trapper i forskudte niveauer og ind og ud gennem døre for at komme fra det ene VEGA til det andet; fra den ene koncert til den næste. På vejen passerede vi et toilet og jeg gled bagom flokken for at besørge. Da jeg kom ud fra toilettet, bemærkede jeg straks stilheden omkring mig. Hurtigt efterfulgt af bevistheden om, at jeg ikke anede hvad der var syd og nord, op og ned.
Jeg begyndte at gå, på må og få. I begyndelsen med en krilrende fornemmelse af at være på forbudte veje, hvilket hurtigt afløstes af irritation over hele tiden at dreje om et hjørne, kun for at opdage, at der åbnede sig et hav af muligheder, hvis ikke man stødte ind i en låst dør og måtte vende om.
Til sidst blev irritationen afløst af gemen grundangst! Hvad nu, hvis jeg aldrig fandt ud, men måtte henslæbe mit liv som et udtæret spøgelse i VEGAs labyrintiske system af gange i bizart forskudte niveauer? The Phantom of VEGA! Jeg begyndte at råbe. Hallo. Hallo. HALLO! Er her nogen? Ingenting. Intet svar. Kun stilhed, flere trapper, flere gange, flere aflåste døre. Og den der uhyggeligt synkende fornemmelse af, at hér havde jeg vist været før! Og hér! Ikke nok med jeg var fortabt, jeg gik i cirkler. Lidet koncentriske og lige så ulogiske som min af panik fuldstændig smadrede stedsans, men ikke desto mindre... cirkler!
Da jeg var næsten grædefærdig, mødte jeg en pige med et viskestykke slået om livet og et travlt udtryk i ansigtet. Kun med opbydelsen af al min viljestyrke undlod jeg at falde på knæ foran hende og slå mine arme om hendes ben, for at trygle hende om at føre mig bort fra VEGA. For altid. For aldrig at vende tilbage. Heldigvis var hun typisk dansk og ved synet af mig, udbrød hun uden venlighed eller tegn på indladenhed: ”Hvad helvede laver du her?”.
Åh, lykken er et uvenligt ansigt, når man er faret vild. Jeg kunne have kysset hendes ubehøvlede mund, men nøjedes med at forklare hende situationen. Hun kiggede på mig, som den idiot hun åbenlyst tog mig for, drejede om på hælen med mig efter sig som en hund, der godt ved, dén har været uartig. Tredive sekunder senere skubbede hun en dør op og pegede: ”Dér!” Og jeg var tilbage i en af koncertsalene, konfus, men lykkelig. ”Tak!” råbte jeg efter hendes ryg, men hun så sig ikke tilbage, ænsede mig ikke. Livet er selvklart for kort til idioter.
Siden har jeg besøgt VEGA utallige gange og dets gennemført mørkebrune interiør indgyder mig stadig følelsen af velvære. Igen ifølge min ven, arkitekten, er skønhed den bedste forebyggelse mod hærværk. Lyden fra scenen er stadig god. Og personalet er som tommelfingerregel meget venligere end pigen med viskestykket om livet, der reddede min røv den fatale aften.
Nu om stunder bruger jeg kun de officielle indgange og fortabes jeg i VEGA, er det kun foran scenerne. Thi VEGA er musikkens tjener på alle niveauer og tilmed i ordets allermest noble betydning. Og tak for det.
Af Klaus Lynggaard, forfatter, digter, musikkritiker, foredragsholder, DJ, sangskriver og skribent ved Weekendavisen.
