Ofte stillede spørgsmål
{{faq.Name}}

{{faq.Name}}

{{faq.Answer}}

I The Minds of 99s relativt korte levetid har de allerede spillet i VEGA fem gange

En gang i Lille VEGA og fire gang i Store VEGA med tre december-shows i kalenderen. Og bandet hører til på Vesterbro. Flere af medlemmerne bor her, de har deres øvelokale i området og så er Enghavevej 40 hjemmebane for The Minds of 99.

I anledning af bandets næste hjemmebane-shows, den 27, 28 og 29. december, svarede Louis Barnholdt Clausen (trommer), Jacob Bech Hansen (synths) og Niels Brandt (vokal) på et par spørgsmål.


Betyder hjemmebanefordel noget for jer?


Jacob Bech Hansen (JBH): ”Jeg synes, der er to ting. Den ene ting er, når du spiller hjemme, så får du noget forærende i form af stemning. Det er ligesom med fodboldhold, når du tropper op i Parken og er FCK, så har du noget medvind i ryggen. Men hvis du fejler...Der er visse forventninger til, når du spiller på hjemmebane.”

Louis Barnholdt Clausen (LBC): ”Du vil eddermame ikke skuffe dit hjemmebanepublikum.”

Niels Brandt (NB): ”Snakker vi om fodbold eller musik nu?”

JBH: ”Jeg har det som om, at det er lidt det samme. Lad os nu sige, at du har spillet en eller anden rigtig god koncert i Jylland et sted. Københavnerkoncerten ligger i slutningen af touren, og så er det et træt band, der vender hjem! Hvis det er det, folk får, så tror jeg, at de bliver skuffede. Der er en vis forventning til at levere på et vist niveau, når du tropper op i Parken eller i VEGA.”

NB: ”Vores hjemmebane er VEGA. Alle de koncerter, vi har holdt herinde, har været magiske på en eller anden måde.”

JBH/LBC: ”Ja!”

NB: ”Så VEGA betyder rigtig meget for os. De koncerter, vi har afholdt her, betyder rigtig meget for os. Og de har været rimelig skelsættende på hver deres måde. Det er nogle, vi husker. Det er jo en milepæl at komme og sælge Lille VEGA ud første gang. Så var det en milepæl at få en udsolgt Store VEGA, og så var det en milepæl at få to udsolgte i Store VEGA. Fordi VEGA er det bedste spillested i Danmark. Det er et af de bedste spillesteder i Europa. Så I kan godt være glade for, at det er vores hjemmebane.”


I fodbold er publikum den tolvte mand på banen. Har I det sådan, at publikum er den sjette mand i bandet?


NB: ”Helt sikkert. Sådan har det været, og sådan er det helt sikkert her.Det er, den følelse vi har. Der har været enormt meget energi og enormt meget kærlighed i VEGA. En god synergi.”

Har I nogensinde lavet et selvmål?

JBH: ”På forårsturen det år vi skulle åbne Orange. Det var første koncert på touren og samme dag, som det blev offentliggjort, at vi skulle åbne Orange. På Posten i Odense.Der var knapt hundrede mennesker. Hvis der overhovedet var så mange. Ny produktion, nye sange, stor session, der skulle afvikles for første gang.”NB: ”Louis skulle ind og tænde for loopet.”

LBC: ”Det var første gang, vi havde rigtigt backingtrack med.”

NB: ”Vi havde flyttet det hele over på en computer og fået nogle af de nye sange fra Liber med. Louis havde glemt at tænde for sangen, og så ville den bare ikke tænde.”

LBC: ”Der sker bare ingenting overhovedet.”

NB: ”Der skete ingenting, og der er helt stille. Vi andre står ude bagved og venter på at komme ind, og så er der en, som siger: ’Held og lykke på Roskilde’.”LBC: ”Held og lykke på Orange.”

JBH: "Man var så klar til at gå i gang og ventede bare på, at der blev sagt 1-2-3-4. Og der gik bare længere og længere tid. Man kiggede på Louis og kunne bare se…..”

LBC: ”At alt var galt.”

JBH: ”Det føltes lidt som et selvmål.”

LBC: ”Jeg synes, det var genialt med ham, som lavede det comic relief. Det var ikke et selvmål. Han lavede en tunnel på os. Men samtidigt har jeg det som om, at det var lidt hjerteligt gjort. Hvis der var blevet ved med at være helt stille, så havde det været værre.”


I fodbold opererer man med forlænget spilletid. Til koncerter har man ekstranumre. Hvordan arbejder I med ekstra numre, når I bygger jeres sæt?

JB: ”Det er faktisk forskelligt.”

LBC: ”Hvis koncerten indtil da har haft nok smæk på, så kan man godt tage et stille ekstranummer, så ser vi lige hinanden i øjnene, inden det slutter. Og ved andre koncerter så er det bare sidste pis den skal have.”

NB: ”For os er ekstranumre lidt en sjov ting, og kun noget vi har gjort på spillesteder. Jeg ser os stadigt som et forholdsvist nyt orkester, og vi begyndte først at turnere for tre år siden. I den første tid spiller man meget korte sæt - 25 minutter helt energisk. Det er vi stadig meget præget af. Vi kommer ind, og så spiller vi fucking bare vores sange og skrider igen. Det har været vores tilgang, så det med ekstranumre har været sådan lidt en sjov ting, fordi vi bedst bare kan lide at forlade et brændende hus på en eller anden måde. Bare skride. Det er der også noget fedt i.”


JBH: ”På en eller anden måde så er den forlængede spilletid ikke ekstranumrene. Det er der, hvor man har vundet ligaen. Det er jo en fejring af publikum. Ekstranumre er en fejring af publikum, så det er et eller andet, hvor der er endnu større synergi mellem bandet og publikum, så det er der, hvor du går ud og hilser, smider trøjen og kysser alle dem, der har båret dig på deres hænder.”



LBC: ”Der kan du tale om det sjette medlem eller den tolvte spiller, fordi det er dem, der afgør det. Vi spiller ikke ekstranumre for at gøre det. Det er kun, hvis folk insisterer på det.”NB: ”Det er publikum, det slutter om. Vi går aldrig ud, hvis ikke vi føler, at vi har fortjent det. Hvis vi selv føler, at vi har gjort det godt nok, og aftenen kan bære det, så går vi ud og gør det.”

Mere om The Minds Of 99