Ofte stillede spørgsmål
{{faq.Name}}

{{faq.Name}}

{{faq.Answer}}

The Lone Bellow flyttede fra Brooklyn til Nashville af nød - men endte i fornemt selskab med countrymusikkens legender

Det er ikke uden grund, at Nashville bliver kaldt Music City. Selvom byen i det nordlige Tennessee ikke tæller meget mere end 600.000 indbyggere, og således langtfra kan måle sig med USA’s millionstore metropoler, har den i snart 100 år tiltrukket musikere fra alle hjørner af verden.

Drømmefabrikken i Nashville

Det var her, Hank Williams og adskillige af countrymusikkens andre store legender jagtede både drømme og dæmoner. Det var her, Elvis slog sine musikalske folder, før han flyttede til nærliggende Memphis, og det var her - uden sammenligning i øvrigt - at en purung Taylor Swift indspillede sine første pladderromantiske sange om teenagekærlighedens luner. Nashville er med andre ord en drømmefabrik og et slaraffenland af indspilningsstudier, pladeselskaber og spillesteder.

Men det var nu ikke på grund af byens mange musikalske muligheder, medlemmerne af The Lone Bellow for lidt over et år siden valgte at forlade Brooklyn og flytte deres respektive familier til Nashville. Det var af ren og skær nød.

“Vi har turneret virkelig meget de seneste år, og vi var efterhånden nået til den erkendelse, at hvis vi ville tilbringe mere tid sammen med vores familier, så skulle vi flytte til Nashville. Rent geografisk ville det fungere bedre for os som band og familiemennesker at bo mere centralt i USA end Brooklyn”, fortæller forsanger, guitarist og sangskriver Zach Williams.

Fra New York til Tennesse

Ikke desto mindre var det en svær beslutning at forlade New York-bydelen, og Zach Williams, Brian Elmquist og Kanene Donehey Pipkin var også et års tid om rent faktisk at tage skridtet og flytte til sydstaten Tennessee.

“Alle vores venner var jo i Brooklyn. Men hver gang, jeg kom hjem fra turne, ville mine børn lyde en smule anderledes, se en smule anderledes ud, end de gjorde, før jeg tog afsted. Og de seneste år er boligpriserne i Brooklyn steget så meget, at bydelen nu er mindst lige så dyr som Manhattan, og det har drevet mange af vores venner ud af byen. De havde simpelthen ikke længere råd til at bo her, og eftersom vi alligevel turnerede så meget, gav det god mening for os at flytte”, fortæller Zach Williams.

Nashvilles sorte producer-får

Der skulle heller ikke gå længe før The Lone Bellow fik adgangsbillet til byens fineste musikalske selskab. Deres tredje album Walk Into a Storm, der udkom tidligere på efteråret, er produceret af Dave Cobb, som alene indenfor de seneste fire-fem år har stået bag succesfulde - og i enkelte tilfælde Grammy-vindende albums - fra blandt andre Jason Isbell, Sturgill Simpson og VEGA-aktuelle Colter Wall. Dave Cobb er med andre ord blevet Nashvilles go-to-guy, hvis du som The Lone Bellow og førnævnte artister ønsker at udforske og udfordre countrymusikkens grænser og konventioner.

“Han er virkelig god til at fange energien i et studie, og selvom hans lyd er all over the place, så formår han at hjælpe dig med at finde din egen lyd. Han er født i Savannah i Georgia, men har boet mange år i Los Angelels. Da han så kom til byen for nogle år siden, var det med en masse inspirationer i bagagen, The Beatles og den slags, som du ikke møder hos Nashvilles mere klassiske countrymusikere. På den måde er han lidt af et sort får blandt byens producere.”


Legendarisk musikmiljø og naboer

På trods af ulemperne ved at rykke et helt band og medfølgende familier næsten 1500 kilometer i sydvestlig retning, har beslutningen om at slå sig ned i Nashville også vist sig at være en gevinst for The Lone Bellow. Her mødte de et spirende musikermiljø, der rummede meget mere end honkytonk-barernes blinkende neonskilte på Lower Broadway, Nashvilles famøse festgade:

“Det er jo bare en turistfælde, lige som Times Square i New York. I East Nashville er der et virkelig sammentømret og nært miljø, hvor folk bakker hinanden op. Min nabo er forsangeren fra Cage The Elephant og Brittany (Howard) fra Alabama Shakes hænger ud på den samme bar som mig. Der er virkelig mange forskellige musikgenrer her i byen. Ikke kun country. Som jeg ser det, gjorde Jack White en kæmpe forskel, da han rykkede Third Man Records herned fra Detroit tilbage i 2009.”

Walk Into a Storm
er desuden indspillet i de såkaldte RCA Studios, der må betegnes som noget nær helligt land for countrymusikken. Studiet, der ligger på Music Row, et villakvarter i udkanten af downtown Nashville, som huser byens store pladeselskaber, blev i sin tid bygget af guitaristen, pladeselskabsbossen og country-pioneeren Chet Atkins, så Elvis kunne få sit eget indspilningsstudie. Siden har det lagt vægge og spolebånd til stort set hele countrymusikkens katalog af klassikere, fra Patsy Clines “Crazy” til Dolly Partons “Jolene”. Og nu også The Lone Bellows tredje album, hvilket i den grad imponerede Zach Williams egen bedstefar.

“Du ved, hvordan gamle mennesker altid fortæller de samme tre-fire historier igen og igen? Da jeg sagde til ham, at vi skulle indspille i RCA Studios, fortalte han, at han som ung var taget til Nashville, hvor han brød ind i studierne for at trykke (bluegrass-legenden) Bill Monroes hånd. Så det var en stor ære at få lov til at indspille der. Du kunne mærke ånden og spøgelserne.”

Mere om The Lone Bellow