Det begyndte at tage fart tilbage i slut 80'erne på undergrundsscenen Glasgow. I byens trøsteløse gader, havde Margaret Thatchers neokonservative reformer kastet en mørk armodig skygge over den førhen så prægtige havneby. Men i små kælderrum og på tilrøgede klubber, begyndte en ny genredefinerende lyd at brage ud af højtalerne. Og i 1986 udkom det tydeligste bevis på, at Glasgow på et kulturelt plan var i gang med at rejse sig som en fugl Fønix i form af NME-kassettebåndet C86.
På båndet var en samling powerpopsange spækket med elguitarer og smukke melodilinjer. Det var en fejring af den selvbeviste primitive tilgang til musikken, der lagde kimen til indierocken som vi kender den i dag.
De tre venner Norman Blake, Raymond McGinley og Gerard Love fra Bellshill startede deres musikalske eventyr tilbage i 1989 sammen med bands som The Jesus and Mary Chain og Primal Scream.
Blake og McGinley havde spillet i bandet Boy Hairdressers og mødte Love til en Dinosaur Jr. koncert, hvor de hurtigt besluttede sig for at danne et band. Projektet blev døbt og Teenage Fanclub har i løbet af de sidste 30 år turneret med Nirvana og Radiohead. Benjamin Gibbard har indspillet et coveralbum af deres mesterlige album, Bandwagonesque og Liam Gallagher har kaldt dem: ”Det næstbedste band i verden (efter Oasis selvfølgelig).”
Vi har i forbindelse med bandets koncert i VEGA den 25. april taget en snak med guitarist og sangskriver Raymond McGinley om trioens magiske udgivelser, venskabet og jagten på den perfekte popsang.
Object reference not set to an instance of an object.
Sidste år udgav bandet fem remasterede versioner af deres udgivelser på det myteomspundne, engelske pladeselskab Creation Records. Bandets helt store gennembrud Bandwagonesques katapulterede sammen med Primal Screams vanvittige Scremadelica og My Bloody Valentines mastodontiske Loveless britisk indierock ud i den musikalske hemisfære
I forbindelse med genudgivelserne besluttede bandet at samle de gamle venner i form af Brendan O´Hare, Paul Quinn og Finley MacDonald, der i løbet af karrieren har været en del af fanklubben. I løbet af tre nætter spillede bandet 75 sange på udsolgte klubber i hjembyen Glasgow. McGinley fortæller:
Bandets nostalgiske tilbageblik har fået anmeldere til på ny at dykke ned i bandets fem, forunderlige album, og endnu en gang bliver Teenage Fanclub hyldet for deres eminente, skarpskårede popsange. Longlivevinyl.net skrev bl.a.: “It’s also worth noting just how consistent the Bellshill indie rockers have been over the past quarter of a century; they’ve barely put a foot wrong since their quiet emergence in the early 90s.”
For McGinley har genbesøget været en svær øvelse og indebåret en vis ængstelse for at gennemlytningen ville afsløre fejl og mangler i produktionerne. Men samtidig vækkede det også glæde hos den karismatiske guitarist.
Der hviler en stoisk ro over Teenage Fanclub. Bandet kørte op gennem 90´erne parløb med grungen og støjrockens buldrende ungdomsoprør, men hvor intern splid, magtkampe og heroin satte en brat stopper for den ene part, fortsatte kammerateriet og popeksperimenterne i Teenage Fanclub.
"Vi er ikke særligt rock 'n' roll. Vi tager hverken stoffer eller prøver at korrumpere unge mennesker. Virkelig trist, men sandt.” Fortalte Peter O´Hare i et interview med Los Angeles Times i 1993.
Love, McGinley og Blake har alle bidraget med deres signifikante lyd i sangskrivningsprocessen og de tre venner har gennem tre årtier udvist en unik og harmonisk evne til at samarbejde. McGinley fortæller:
I august meddelte de, at Gerard Love havde forladt bandet. Trioen var uenige om turneplanen og på ganske udramatisk vis fortsatte Blake og McGinley uden deres kammerat. Det kan virke sørgmodigt, at 30 års venskabsvandring er nået til en korsvej, men hele rejsen til indiepoppens tinder, har været brolagt med en umiddelbarhed til at gøre, hvad der føles bedst i klubben.
I februar udgav bandet deres første single uden Love i Teenage Fanclub. Nummeret er første skud fra et kommende album, og singlen sætter en tyk, fed streg under bandets evige jagt på den perfekte popsang. For i klubben er intet vigtigere end den gode melodi, som McGinley understreger i en pressemeddelelse fra 1993:
“Vi siger ofte, at det er nemt at lave et album, der er svært at lytte til. Vi vil bare gerne lave gode popalbum, og så er det ligegyldigt, hvad de bliver betegnet som.”
