Den unge musiker sagde farvel til venner og familie, efterlod et ganske velbetalt job og solgte alle sine ejendele for, at hellige sig en tilværelse på musikkens, langstrakte veje. Han har spillet koncerter overalt i verden.
Fra Japan til Canada og fra Danmark til Mexico, hvor ham og rejsekammeraten Passenger var til en ekstravagant celebrity-fest med pytoner, en jaguar og præsidentens datter.
Vi har i forbindelse med Stu Larsens koncert i Lille VEGA den 20. september taget en snak med den talentfulde sangskriver om livet på landevejene.
Hvornår besluttede du dig for, at du ville gå musikvejen?
”For omkring ti år siden. Tidligere har jeg har arbejdet syv år i et supermarked og så i en bank i tre år. Livet var meget komfortabelt, meget let. Jeg skrev musik som en hobby i weekenderne og spillede et par shows i ny og næ. Men jeg nåede til et punkt, hvor jeg tænkte, er det her mit liv?
Så jeg gav alle mine ting væk. Beholdte naturligvis guitar og computeren. Jeg lovede mig selv, at jeg ville spille musik i to år, fordi jeg vidste, at efter en måned ville jeg sikkert fise hjem igen.”
Kan du huske, hvordan du havde det, da du tog beslutningen?
”Jeg var meget bange. Men det føltes, som det rigtige at prøve at leve af at spille musik. Men den første dag, da jeg kørte væk fra min lejlighed, tænkte jeg, det her en kæmpe fejl. Jeg græd og tænkte, det her kommer ikke til at fungere. Men dag for dag blev det bedre.”
Var der en særlig begivenhed, der gjorde det klart for dig, at du skulle dedikere dit liv til at skrive og producere musik?
”Første stop var New Zealand. Jeg skulle spille på en lille festival og et par shows efterfølgende. Men jeg havde booket seks uger, fordi jeg tænkte, at hvis jeg blev i Australien, så ville jeg bare sondere omkring min hjemby og ende op med at være hos familie og venner. Det var en fantastisk beslutning at blive seks uger, for jeg mødte så mange folk, som hjalp med koncerter på cafeer eller kendte til steder, hvor jeg kunne spille. Efterfølgende turnerede jeg i Japan, Europa og Nordamerika. Skridt for skridt.”
Har du et godt råd til dem, som overvejer at gøre det samme som dig?
”Lad være med at tøve, fordi det forhindrer mange folk i at gøre de ting, de gerne vil. De begynder at overveje, måske skulle jeg ikke gøre det alligevel. Det er ikke sikkert at det lykkedes. Den tøven stopper ca. 90 procent af folk fra at gøre det. Lær mens du rejser og være åben overfor, hvad der sker på din vej.”
Hvordan føles at tilhøre landevejene? Føler du aldrig et behov for, at have et sted du kan kalde hjem, og hvor du kan absorbere alle de indtryk som tourlivet giver?
”Da jeg forlod min lejlighed og solgte mine ting, følte jeg mig så fri, for jeg havde ingenting, som holdte mig tilbage. Men i løbet af årerne har jeg samlet små ting fra de lande, jeg har rejst i. Små, specielle ting som jeg opbevarer hos min mor. Min hjerne tænker konstant, en dag vil jeg have et hus, hvor alle de her ting er. Jeg kan ikke lade være med at tænke, at jeg vil høre den her plade fra Spanien eller drikke af mit ølkrus fra Tyskland. Jeg elsker eventyret. Det er fantastisk at se verden og møde folk.”
Har du nogle særlige rutiner på de lange turneer?
”Det er jo kun mig. Jeg har ikke en lydtekniker eller tourmanager med. Så mine rutiner består af at høre podcasts. Jeg hører dem, mens jeg kører. Det får mig til at glemme alt andet. Og så skal jeg have god kaffe, det er vigtigt. Kaffe og sushi er de to ting, som jeg leder efter i alle byer. Hvis jeg har det, så er jeg glad.”
Hvad er det vildeste minde du har fra dine rejser?
”Det bedste og vildeste minde var til en fest i 2013 med Mike Rosenberg (Passenger) i Mexico City. Det var næsten som en scene fra Hangover-filmene. Der var pytonslanger, masser af livvagter, skydevåben og præsidentens datter, som hældte tequila ned i halsen på os.Klokken fem om morgen ender vi med at sidde og kæle med en jaguar, som til sidst bidder sig fast i nakken på mig, og en bodyguard hiver sin pistol frem for at skyde den. Jaguarens træner panikker, jeg panikker og Mike spekulerer på, hvordan fanden han skal fortælle mine forældre, at jeg døde til fest med en jaguar i Mexico City. Men træneren kom løbende med en stor bøf og smed den hen til jaguaren, og jeg løb skrigende væk som en lille pige.”
Har du et favorit land at turnere i?
”Af en eller anden grund er shows i Canada og især i Montreal ganske særlige. Publikum der er ligesom i Danmark. Danmark er også i min top fem uden tvivl. Folk i København og Montreal er af en eller anden grund så støttende og varme. Jeg forstår ikke helt hvorfor og hvordan det sker. Men det øjeblik jeg træder ind på scenen i København eller Montreal så føles det bare godt.”
Du har turneret intensivt i adskillige år, hvordan vedligeholder du den intime nerve, når du performer efter så mange shows?
