Vi har brugt de seneste måneder på at genopdage og finde nye afkroge af internettet med en ren overflod af musikalsk vellyd. Nedenfor finder du anbefalinger til fem forskellige kanaler, hvor du kan streame og sikre den gode stemning selv, når nu det danske sommervejr ikke viser sig fra sin bedste side.
Sæt tempoet helt ned, smæk de hyggesok-beklædte fødder op og træk uldtæppet helt op om ørene, inden du trykker play på Mahogany Sessions. Du kan nyde akustiske sessions på deres kanaler med bl.a. Alice Phoebe Lou, Ásgeir og Alex Vargas.
For nyligt optrådte The Blaze i fire kilometers højde på toppen af de franske alper for livestreaming-kanalen Cercle, hvilket mildest talt tog pusten fra os - og det var ikke på grund af det lavere ilttryk. Oplev deres stream på egen krop eller gå på jagt på Cercles kanal, der byder på den ene vilde lokation efter den anden.
The Circle Sessions er et overflødighedshorn af vellyd. Vi kan på det varmeste anbefale at cirkulere om Jacob Banks', Hoziers eller
Lewis Calpaldis sessions, der alle tre har delt deres uigendrivelige talenter med os i VEGA adskillige gange.
I et årti har Cardinal Sessions bragt en hel særlig intimitet frem i deres livesessions med bands fra hele verden, der kun består af vokaler og akustiske instrumenter. Du kan starte med Big Thiefs "Replaced" eller
tre af girl in reds sange.
Siden 2009 har Sofar Sounds opbygget et globalt fællesskab af musikelskere ved at skabe intime optrædener på unikke lokationer. Sofar shows transformerer hverdagssteder, som stuer og tagterrasser, til venues for hemmelige livekoncerter. Hør fx Billie Eilishs show, der også har spillet i VEGA.
Fotos: Rasmus B.S Hansen & Nicolai Bransholm.