Selv når det ruskende efterår og den bidende kolde vinter omslutter København, så vil sveden stadig hagle i VEGA. Kalenderen er pakket til randen med metalaftener af dimensioner, der får det til at runge i væggene længe efter koncerterne er slut.
September byder på Helmet, Deafheaven + Touché Amoré og Between The Burried And Me. Inden året går på hæld, har Ufomammut, Aborted + Emtombed A.D. + Baest, Leprous og MONO taget over. Få en lynintroduktion til deres musikalske mørke i denne feature.
Til september kan du opleve Page Hamilton svinge metal-taktstokken, når Helmet fejrer 30 året for deres innovative post-hardcore-karriere. Helmet er en forrygende cocktail af punk og metal. Bandet er notorisk kendt for deres imponerende kræftudladning på scenen, der efterlader publikum i en døs af eufori.
L.A.-baserede Deafheaven forbinder black metallens skånselsløse instrumentering med shoegazens fyldige, drømmende lydlandskaber i en hårdtslående cocktail. De får selskab af Touché Amoré, der gennem de seneste 10 år har været repræsentanter for post hardcore-genrens melodiske, ærlige og empatiske sider.
Det progressive metalband Between The Buried And Me udgav sidste år to konceptalbum, Automata I og Automata II, som er skabt ud fra en idé om at kunne se andre folks drømme. Bandet har turneret verden rundt med koryfæer som Lamb of God, Mastodon og Hatebreed.
Det er i år 20 år siden, at trioen bag Ufomammut fandt sammen, og det fejrer det italienske band med en europæisk jubilæums-tour. De har gennem årene udviklet et univers, der tager udgangspunkt i doom metal, men også strækker sig gennem prog og psych rock.
Store VEGA bliver pakket ind i sorte klæder, dobbeltpedaler og afgrundsdyb growl, når tre hæsblæsende bands brager ind på scenen. Dødsveteranerne i Aborted har siden 1995 leveret brutal deathgrind, mens Entombed A.D. har sat sig tungt på den svenske metalscene med deres unikke genreblanding af dødsmetal og punkede inspirationer. Det fremadstormende band Baests potente sange er en tour de force i old-school dødsmetal spækket med afgrundsdyb growl, dobbeltpedaler og sataniske guitarriffs.
Norske Leprous har gennem de seneste år arbejdet sig frem som et af de mest eklektiske navne på den progressive metalscene. Bands som Tool, Opeth, Between the Buried & Me og Mastodon var i nullerne bannerførere for at blande metallen med et alsidigt udvalg af inspirationskilder. Men det er for alvor Leprous, der nu markerer sig på den scene anført af forsanger Einar Solberg og guitarist Tor Oddmund Suhrke.
MONO har udgivet 10 studiealbum på deres 20 års lange rejse gennem instrumentalrockens lys og mørke. Bandet har haft flere udsolgte koncerter i VEGA, hvor de har skabt grandiose lydbilleder, der cementerede deres status som et af de helt store navne inden for postrock og neoclassical. Siden deres spæde start tilbage i 1999, hvor opsætningen bestod af guitar, bas og trommer har det japanske band eksperimenteret med over 30 instrumenter. På det seneste, Nowhere Now Here, tilføjes der tunge lydflader af synthesizere.