Ofte stillede spørgsmål
{{faq.Name}}

{{faq.Name}}

{{faq.Answer}}

Med autotune og samples af Justin Timberlake har Siamese skabt sig en helt særegen lyd

Det københavnske band Siamese har netop udgivet deres fjerde album Shameless, der med autotune og samples af Justin Timberlake gør op med de traditionerne inden for hardrock / metal.

Siamese ønsker ikke være bagudskuende, den danske rockscene skal udfordres og rykkes ved. Siameses karismatiske forsanger Mirza Radonjica fortæller herunder mere om de nye poppede sondringer i det mørke metal-univers.

Med den nye lyd har det fremadstormende band skåret ind til benet og forsøgt at skabe et stilrent og fokuseret udtryk. Ligesom musikken er blevet finkæmmet, har navnet også fået en overhaling, så det fungerer bedre internationalt. Det hele skete tilbage i 2012, hvor bandet havde udgivet deres andet album og havde vundet GAFFA prisen for årets danske hardrock-udgivelse.

Samtidig begyndte guitarist og sangskriver Andreas Kryger at skrive mere hip hop og pop. Han har skrevet sange til store danske popartister som Guldreng og Christopher. Det betød også for Siamese, at deres centerakse i sangskrivningen blev dygtig til at producere pop samtidig med, at de var et rockband, som hele tiden søgte grænser. Mirza Radonjicas arbejde i pladebranchen kombineret med Krygers intensiverende arbejde med poppen skubbede bandet ind på nye uudforskede territorier.

”Jeg tror hele tiden, vi har været bevidste om at prøve at lave noget der var temmelig originalt både med pladen Breathe:See:Move, som udkom i 2012, hvor vi har en violin inkorporeret i alt det vi lavede dengang. Men også bare bryde med traditionerne, jeg huske, at vi har lavet et par GAFFA interviews, hvor vi blev spurgt ind til de her ting, og det der med at stå ved, at man bruger autotune meget bevidst i sin lyd, som man præsenterer i det her meget autentiske rock-univers.”

EDM og Justin Timberlake

Arbejdsgangen ændrede sig også markant på det seneste album. Hvor bandet førhen stod i øvelokalet og jammede sig frem, hvor arbejdet med to sange kunne tage et år, så foregår det hele foran computeren nu. Radonjica og Kryger arbejder ud fra ganske få akkorder og melodier, som de klipper sammen til en række melodier. Og derefter bliver der forfattet tekst. Forestillingen om de ”traditionelle” måder at tilgå sangskrivning og produktion er blevet skiftet ud med en mere enkelt tilgang til processerne.

”Det gjorde bare, at processen gik hurtig. Jeg kan huske, da vi skrev de to første plader, var der et tidspunkt, hvor vi skrev to sange på et år, fordi vi ikke kunne blive enige, og der var fem meninger. Det er at bryde med de tanker om, at man skal have en guitar-rørforstærker og alle de her ting. Det er ikke nødvendigt længere. Vores lyttere er pisse ligeglade, og du kan ikke høre forskel.”

Hele albummet er indspillet på en computer. Trommer og guitar er plugget direkte til computeren. Det er kun vokalen, der er indspillet i en mikrofon. Det har gjort det væsentligt billigere for bandet, at arbejde med albummet og derfor har de kunne bruge budgettet på det visuelle udtryk og promotion. Fokus er skiftet for Siamese og nu fokuserer de på ting, som gør at deres musik kan komme bredere ud.

Siamese er ikke blege for at låne hist og her fra hiphop, EDM og pop. De prøver at presse det ned i deres unikke rock-univers samtidig med, at de ikke er bange for at tage hele passager fra andre sange. På singlen ”Tunnelvision” er en hel passage taget fra Justin Timberlake. Titlen på Siameses nye album passer godt i tråd med tilblivelsen af sangene, for bandet har turdet meget.

”I musik er der to ting, der er vigtige for at slå igennem. Gode sange og originalitet. Især inden for rock. Hvis du ser på, hvem der har slået igennem inden for de sidste mange år, bands som Ghost, Volbeat og Gojira, så er det simpelthen, fordi det er pisse originalt, det de har gang i. Og hvis man ikke siger, at Volbeat er originalt, så har man sgu ikke rigtig lyttet til, hvad de laver. Der er ikke nogen, der laver det, de laver. Der er ikke nogen, der har den lyd. Det er det, vi gerne vil.”


En million streams og kommende Japan turné


Ved siden af rampelyset er Mirza Radonjica en særdeles aktiv debattør, der i et debatindlæg til GAFFA for nogle år siden efterlyste visioner og fornyelse fra danske rockbands. Indlægget skabte en stor debat omkring den danske musikscene og mundede ud i, at forsangeren forlod sit arbejde for at starte sit eget management selskab.

”Jeg lavede mit eget selskab og management for netop at prøve at gøre noget ved det her. Jeg kan forstå, når jeg læser debatindlægget i dag, at det var meget skarpskåret, og det var også ”overdrivelse fremmer forståelse”, men vi lavede en festival og hver gang vi fik ansøgninger ind, så lød det bare som noget, man har hørt 100 gange før. Der var ikke noget at hente.”

Siamese har i den grad haft succes med deres pop-eksperimenter. De er netop blevet signet af det store amerikanske pladeselskab Artery Recordings, deres singler bliver flittigt streamet på Spotify og inden længe tager bandet på turné i Japan.

”De ting vi lavede i 13,14 og 15 er måske mere almindelige nu, end de var for bare to år siden. Jeg kan godt mærke, at efter vi har skabt så mange ting, så begynder respekten og accepten at være meget større og vi kan mærke, at vores musik bliver hørt meget. Et af vores numre har en million streams, det er der ikke mange danske bands, der har inden for denne her genre. Det er nemmere nu, end det var i 2012.”

Mere om Siamese