En lind strøm af amerikansk sommervarme breder sig, når The Nude Party sættes på anlægget. Der er skruet op for humoristisk og nostalgisk retro-stemning i bandets blanding af 70’er inspireret folk-rock & glitter-country. De lange lyse sommerdage er lige om hjørnet. Vinduerne rulles ned, og du kan nyde køreturen og ferie med en rejse igennem The Nude Partys nyeste album, Rides On, som udkom i marts.
Siddende på en solbeskinnet veranda i Los Angeles, Californien, fortæller forsanger og guitarist i The Nude Party, Patton Magee, om albummet og deres aktuelle turné i dette interview med VEGA. I løbet af sommeren 2023 skal de på Europatour, og det er første gang, de besøger Danmark for at spille koncert.
Der bliver hældt vintagebrun 60-70’er æstetik udover Lille VEGA den 8. juni, når Patton og de resterende seks bandmedlemmer fra The Nude Party går på scenen iklædt deminsuits med rhinsten. Den første single “Ride On” og dertilhørende musikvideo er den perfekte introduktion til albummet. Med et glimt i øjet er røverhistorierne klar til at udspille sig:
The Nude Party begyndte som et ungt garagerockband. De dyrkede en fælles kærlighed til bl.a. Creedence Clearwater Revival og store dele af The British Invasion. I næsten et årti har det New York-baserede rockband fyldt radiofrekvenser og koncertprogrammer. Da pandemien ramte, ændrede tilværelsen sig, og gruppen var pludselig ude af stand til at rejse og optræde med det foregående anmelderroste album, Midnight Manor (2020).
Den påtvungne situation skabte dog en helt ny og givende sangskrivnings- og studieproces for The Nude Party. En ny æra i bandets lyd, tilgang og metoder indtrådte, og om den seneste skæring siger Patton:
I deres selvbyggede studie i Catskill Mountains, NY, og i selskab med deres nære ven og tekniker Matt Horner havde de tid til fordybelse, detaljer og leg. Det var nyt for dem at være i eget studie og producere på egen hånd.
Rides On blev skabt i en periode uden hverken et ydre eller indre pres. De tillod sig at følge den naturlige strøm i studiet. Albummet blomstrer af et hav af stemninger og mix af genrer. Det skabte nye perspektiver at fjerne fokus fra live-oplevelsen og i stedet dykke ned i lytte-oplevelsen i studiet. Bevægelsen bragte bandet endnu tættere på hinanden og deres musikalske kerne.
I både indspilningsprocessen og post-recordings af Rides On er de dykket længere ned i lyden af deres egne B-sider med multi-tracking, post- og overdubs i mange lag. Den musikalske kemi er stærk og vokser i takt med, at de som fællesskab og band tør udforske nye stilarter og metoder.
The Nude Party er et band i bevægelse. De har søgt en naturligt levende tilgang i studiet, hvor rockens klassiske dyder tilsættes doser af doser af country, 80’er rumklangsguitarer, store flader og spraglet psych-arrangementer. Alle bandets medlemmer har bidraget til kompositionerne, og det mangfoldige udtryk høres især i sangen ”Sold Out of Love”.
Den åbne, nysgerrige tilgang i studiet har givet albummet dybde og varme. Der er tilføjet en dimension til lytteroplevelsen, hvor The Nude Party forener live-lyd med en gennemført produktion. En sideløbende sanselighed fra studietekniske detaljer og det levende elektriske buzz fra instrumenterne og musikerne.
Nu er tiden inde til at lade udgivelsen af Rides On kulminere med livekoncerter i store dele af verdenen. De vil ride på bølgen af et stærkt bagkatalog af sange og samtidig bringe nye erfaringer og ny musik.