Ofte stillede spørgsmål
{{faq.Name}}

{{faq.Name}}

{{faq.Answer}}



Kulturjournalist Chris Pedersen genbesøger sin ungdom i begyndelsen af 90’erne i anledning af Psyched Up Janis’ 30 års fødselsdagskoncert. En tid, der (næsten) tilhørte en generation, som var fyldt af længsel, venten og pjusket grunge og mest var alternativ.

Det var let at være outsider i begyndelsen 90’erne, eller det var let at ligne en outsider i begyndelsen af 90’erne. Det handlede meget om håret. Pjusket og tørt med langt pandehår, der gerne måtte filtrere udsynet i toner af blå, pink, hvis ikke det var afbleget eller kulsort. Ikke på en moderne måde med naturlige brune undertoner. Men sort på sådan en iskold og helt jævn måde, der kunne minde om dukkehår, og som ikke kostede meget mere 39,95 kr. i Matas.




Mit eget hår lugtede altid lifligt af citron i de år. 15-16 år gammel med halvlange lokker, som jeg vaskede dagligt i citronsaft for derefter at tynge det med DAX Wax fra den røde dåse for at få det der sløve look, der stod i stærk kontrast til fodbolddrengene i klassen, med deres logo-t-shirts og kortfrisure, som stadig trak veksler på Michael Laudrups blanke 80'er-bølger. De grinede altid meget, tjattede til hinanden eller småsloges, så de nogle gange smeltede sammen til en stor levende organisme af nye kondisko, sweatere i skarpe farver og mørke cowboybukser uden huller. Det virkede let at være en del af organismen, men det var til gengæld ikke så let finde sin egen organisme, hvis ikke man var en sportsnørd, dér ude på landet, hvor jeg kom fra.

Internettet var stadig ved at blive opfundet, mobiltelefonen eksisterede kun på TV, og man skulle stadig finde hinanden helt fysisk. For at blive venner, kærester, bekendte eller elskere.

I 1993 var jeg på Midtfyns Festival for første gang med et par skolekammerater. Vi hørte The Black Crowes og Faith No More og Joan Baez, vi røg tjald, og jeg trådte ovenpå en lort uden foran mit telt. Jeg kan huske det tydeligt, fordi jeg havde bare tæer, og fordi jeg bemærkede, at der ikke var nogle dyr på festivalpladsen. Mine Levi’s var farvede grønne, og jeg havde sådan en karkludsanorak på, som jeg havde stjålet i en butik i Odense, hvor jeg skulle starte i gymnasiet efter sommerferien. Efter lorten blev mine fødder placeret i et par sorte Dr. Martens, som vandrede mange kilometer på festivalpladsen, hvis de altså ikke stod oppe ved en af opslagstavlerne. Sådan nogle tårnagtige objekter, hvor man kunne skrive en seddel til sine venner eller folk, som man havde mødt til en af koncerterne.

”Vi ventede sammen inden Faith No More i går. Du havde langt hår og de smukkeste blå øjne. Vi talte om Nirvana og om Douglas Couplands Generation X. Jeg kan ikke huske dit navn, men jeg har aldrig før mødt en som dig. Jeg står her i aften kl. 18. Kom.”


90’erne var et tidspunkt, hvor ungdommen ventede meget. Især hvis man var vokset op på landet. Det tog lang tid før en film ramte den lokale biograf, den lokale pladebutik solgte kun pop og røvballe-rock, og de cool magasiner nåede slet ikke frem. Måske man slet ikke vidste, at man savnede dem, men om søndagen på P4 i P1, der blev man klar over, at der var noget eller nogen som man savnede, hvis man var en af outsiderne.

Sådan havde jeg det hvert fald, når jeg tændte for Det elektriske barometer, og lod radioen sætte stemningen på mit værelse med de svampemalede blå vægge, et par vinflasker med stearinlys i og en stor kluntet lænestol, som jeg havde fundet i en container og bugseret tværs igennem byen ovenpå hovedet. Ikke uden en vis portion passiv-aggressiv stolthed.

Den sad jeg i, når jeg lyttede til bands som The Cure, Her Personal Pain, Beck og Psyched up Janis. Her var man fælles om at være utilpasset og skæv. Fælles om at være ensom, på sådan rar måde, der vidnede om, at man trods alt ikke var Palle alene i verden, selvom det kunne føles sådan.

”Et barometerhit vil altid være et nummer, der har en eller anden form for smerte i sig”, har sangerinden Jomi Massage siden sagt. Men lyden var også defineret af en arrigskab eller aggression, hvor døden ofte var meget nærværende. ”I died in my teens,” sang Sune Rose Wagner med sin smukt, affekterede stemme og ramte stemningen på kornet: at man var så utilpasset en teenager, at det var lige til at dø af. Man var ’stucked’ med det, og det var ’fucked up’.


Især pladebutikkerne var et godt sted at finde nye venner. Moby Disc hed min foretrukne i Odense, hvor tiden forsvandt til lyden af Seattle-rock. Pladerne var fordelt efter bandnavne og genre, og der stod ikke ’grunge’ på papskiven, der adskilte de forskellige men ’alternativ’ som en modsætning til den kommercielle musikscene. ’Indie’ var også en betegnelse både for musik og for de uafhængige filmskabere, der særligt tog fat i en flakkende og illusionsløs ungdomskultur, som diskuterede Star Wars, heroinmisbrug og forbrugskritik i samme åndedrag. Som de to kammerater Dante og Randal i Clerks, som arbejder i henholdsvis en dagligvarebutik og en video-udlejning og som har et liv, der lyder præcist ligeså udsigtsløst som det er. ”Jeg skulle ikke engang have været her,” lyder en af replikkerne.

90’erne var i det hele taget ikke så lette at navigere i som ungt menneske, hvis ikke man ikke følte sig som en del af de pæne middelklasse-værdier. Bare kig på forskellen mellem TV-serierne Beverly Hills 90210 og My So Called Life. Sidstnævnte om den mutte Angela Chase, som hader sine forældre og elsker ternede skjorter, rødfarvet pagehår og skolens badboy Jordan Catalano. Det kan godt være, at der var mere drama mellem Brenda og Dylan i Beverly Hills, men der var til gengæld 1000 gange flere følelser på spil i den unge Angela personificeret af Claire Danes. Det var der bare ikke så mange seere i, men de var til gengæld hardcore fans, som kunne bruge serien både som samtalepartner og identitetsmarkør, ligesom man kunne bruge pladebutikker og gamle koncert-T-shirts.

Og det er det her mærkværdig ikke-sted, der på mange måder definerer start-90’erne, og den lyd som Psyched up Janis repræsenterer. En melankolsk stilleståen og en aggression uden mål. Som Sune Synger i The Stars are Out; ”I'm stuck with you and I can't explain”.

En skarpere beskrivelse af den forbandede ungdom findes ikke, når man sidder fast, og bare venter på at blive gammel nok til finde sin egen vej.

ARKIV
06 Alternativ rock

Psyched Up Janis

support — Carsten Holm & Camilla Jane Lea, Kajsa Vala + The Bowdashes

onsdag — Store VEGA06. nov.