Dengang verden stadig var uskyldig, Corona kun var en øl og Covid-19 ikke en del af vores ordforråd, fik Peter Sommer en kop kaffe på balkonen i Store VEGA i anledning af sit nye album, Stærk Strøm Hen Over Ujævn Bund. Med usprittede hænder så han tilbage på de sidste år med Tiggerne, deres betydning for ham og om at være nærmest lykkelig for tålmodighed og vedholdenhed – her 15 år inde i karrieren.
I knirkende læderjakke og lidt halvfrossen efter et interview i et vindkoldt hjørne af Amager hoppede han 11 år tilbage i tiden. Til dengang han sammen med Tiggerne brugte mellem 45-50 dage i studiet på at indspille albummet til Til Rotterne, Til Kragerne, Til Hundene. Der var plads til at dumme sig nok til at pladen blev en realitet. Peter Sommer taler om et mørke og et problematisk sind i sangene, og bandet havde de musikalske muskler til at sende det ordentligt afsted.
Men det betød ikke at de fortsatte deres samarbejde efter Til Rotterne, Til Kragerne, Til Hundene. Kun et par stykker fra bandet var med på den elektroniske plade Alt Forladt, indtil de igen fandt sammen, og Tiggerne igen triggede en masse godt for Peter Sommer med albummet Elskede at Drømme, Drømmer Om At Elske.
"Grunden til at vi står og synes, vi er et godt sted. Det er den plade. Det med at få ringet rundt og spørge: 'Hey vil I med igen?' Og det ville alle uden alt for meget tøven."
Sangeren afbryder sin egen talestrøm med et lille fnis og smiler sig gennem næste minde.
"Man fik den der forsoningsenergi. Det var ren optur. Det var en plade, som var delt i to, mellem dem og jazzdub-duoen Bremer/McCoy, men Tiggernes bidrag blev de sange, som kom i radioen, og vi tog ud og spillede rigtigt meget for folk. Vi endte på Orange Scene - egentlig overcastede - men vi kunne stå der og vi kunne stå der sammen. Det gav sgu sådan lidt jet fuel i blodet at have den sammen.”
Trubadur er ikke et adelsmærke
Udover Tiggerne peger Peter Sommer også på, at han har været god til at have de rigtige mennesker omkring sig for at nå til, hvor han er i dag. Blandt andre Henrik Balling, som har produceret flere plader for ham og et godt set up via sit pladeselskab. Og så har der også være en del tålmodighedsarbejde involveret for ham selv for at finde sig tilpas på scenen.
Han startede med, at folk kneb øjnene sammen, når de hørte ham synge. Det var ikke et adelsmærke at blive kaldt trubadur, og han brød sig ikke om at skulle sige alt muligt livsklogt mellem numrene. Men på trods af det føltes hårdt, blev Peter Sommer stående og med vedholdenhed og knofedt blev det godt at gå ind på scenen. Sammen med Simon Kvamm spillede han masse koncerter i De Eneste To-regi og med Palle Hjorth spillede han en masse intime shows i på mindre steder og i kirker.
“Det at stå forrest på scenen og skal forsøge at komme ud over den der scenekant for nu at bruge klicheen. Og turde at kigge folk i øjnene og gøre dig selv tydelig overfor dem. Det er besværligt. Og det kræver. Der er nogen naturtalenter, som bare kan det der. Michael Jackson var det sikkert, men vi er mange, der ikke er Michael Jackson. Så jeg har jo øvet mig for åbent tæppe i 15 år for at kunne det. Og spillet whatever 1000 koncerter for at kunne det. Man kunne være stoppet så mange gange. Ikke at jeg har lyst til det eller det har været tæt på - slet ikke. Men jeg synes alligevel, at man høster lidt af at have gjort det nu.”
Karrieren på den anden side af Valby Bakke
Ved at blive stående derude på den famøse kant har Peter Sommer fundet en helt anden arbejdsglæde. Det handler ikke om at komme ud og køre med drengene, få nogle smøger og en masse bajere. Det handler i stedet om at blive ved med at finde nye skjulte hjørner og talenter hos hinanden. At dygtiggøre sig og tage interessen for musikerlivet seriøst. Han glæder sig over, at karrieren ikke endte med “Valby Bakke”.
“Det at kunne opleve at være i sådant et arbejdsliv i sådan en branche i sådan en karriere, og så det ikke bare blower up fra starten af og så bare dør langsomt. For vi blowede da lidt op, da vi kom ud med ”Valby Bakke”. Men så begyndte det sådan at blive normalt, men nu synes jeg faktisk, at vi har fået lov til at dygtiggøre os. Og er virkelig gode. Kæmpe udråbstegn! Jeg synes det er ret exceptionelt, at man ikke er blevet kylet af. Det har aldrig været federe. Det er meget godt at kunne sige det efter så mange år. Gosh jeg lyder gammel.”
At skrive sange føles for Peter Sommer stadig vigtigt og har været med til altid at drive ham videre mod den enestående følelse han får, når alting rammer helt rent. De gange, hvor han starter på arbejdet kl. 20.00 med ingenting på papiret og et kvarter senere, så er det hele løst. Det sker ikke hver gang, men når det gør, føles det som om, at hele verden drejer sig om sangen.
Troen på publikum vil det godt
“Det opdagede jeg, første gang jeg skrev en tekst, der hedder “8660”. Jeg havde haft en guitar, som jeg havde lånt fra en sambo i to timer. Jeg sad med noget papir foran mig og skrev noget tekst, nogle akkorder. Prøvede at synge det sammen. En kop kaffe, askebæger og cigaretter. Da tænkte jeg, det her vil jeg også synes er fedt, når jeg er 45. At sætte mig foran et bord - nu uden cigaretter - med kaffe, guitar, papir. Det er ligesom det der er mit. Som er mit lille rum. Det er ret enestående at have det. Det er mit håndværk.”
Fra i starten at have svært ved at finde ud af, hvor han skulle gøre af sig selv, når publikum klappede. Hvor fandt Peter Sommer en grimasse, som kunne passe til det? Til nu hvor der er en naturlighed i hans tilstedeværelse på scenen. Sang-håndværkeren står veltilpas i bifaldet og er sådan nærmest lykkelig.
“Lad mig citere den gode Steffen Brandt. I forhold til at være på scenen og have det mere end fedt med at stå der og glæde sig til det og ville fylde det ud, så er jeg tæt på nærmest lykkelig omkring det, fordi at det i mange år var noget som var besværligt, svært at kontrollere. Det handler om tiltro til sig selv, tiltro til de mennesker, som står omkring en på scenen. Men også tiltro til at publikum faktisk vil det godt og er kommet for noget godt. Jeg havde en tendens til dengang jeg startede med at finde 2-3 stykker, der blevet slæbt med af deres koner og så stod jeg bare og kiggede på dem en hel koncert. Tricket er måske ikke at kigge på dem, men at prøve at kigge på nogle af dem, der står med armene oppe over hovedet og så blive med dem. Sådan en helt simpel ting. Det er rimeligt langt ude. Livet er skørt.”
