Ofte stillede spørgsmål
{{faq.Name}}

{{faq.Name}}

{{faq.Answer}}


Den danske hiphop-sværvægter Pede B har gennem en årrække sammen med sin faste følgesvend DJ Noize leveret skarptskårne hiphop-perler på en snor. Gennem et vanvittigt flow og velreflekteret, lyrisk blik antænder han spillesteder med lige dele højintensitet og nærvær. Den 18. marts er han klar med sit A-game i Store VEGA, nye bangers og et vildt entourage af gæstemusikere.

Vi har i den forbindelse taget en snak med Pede B om rimsmedens benspænd i sangskrivningen og et samfundskritiske blik på pandemiens indtog.


Produktiv som et japansk lyntog

Siden Corona satte en klods om benet på alt og alle tilbage i marts 2020, har Pede B brugt tiden i studiet. Hele tre album er det blevet til fra hans rasende pen. Albummet Gudskelov fra 2020 startede tretrinsraketten, der blev skarpt af det Tue Track-producerede album Gumbo fra sommeren sidste år, og Lydbror sluttede året af som en smuk hiphop-sløjfe. Pede B fortæller:

“Det har været vigtig for mig i Corona-tiden og sige ok, så skruer vi bare tempoet op. Når vi ikke kan spille særligt mange koncerter, så må vi bare arbejde meget hårdere i studiet.” 


Pede Bs spilleregler

Pede B har som få sat et markant aftryk på dansksproget hiphop med et hav af velanmeldte album og som tre gange vinder af MCs Fight Night. Gennem en misundelsesværdig arbejdsiver samt en konstant higen efter at forfine sit håndværk, fortsætter den 38-årige med at betage både publikum og anmeldere. Måden hvorpå Pede B arbejder med sine sange, er ud fra række dogmatikker og spilleregler for processen, hvor det musikalske udgangspunkt altid har været det samme:

“Min måde at prøve at undgå at blive ham, der laver den samme plade igen og igen, er at jeg putter en masse dogmer ned over mine albums. Så der er en ny forskrift, der er et ny sæt regler, der er nye ting, der gør sig gældende, når jeg prøver at lave en ny plade.”

Pede B tilføjer:

“Jeg tror det er farligt at være ham, der jager at være aktuel hele tiden. For så bliver man lidt det, som vi jokede om for ti år siden og kaldte bølgeryttere. Nu skal alle lave grime, nu skal alle dancehall, nu skal alle lave Kato-musik. Så løber alle rundt i alle retninger. Problemet med at skifte retning hele tiden er, at du aldrig rigtig bliver god til noget.”


Det samme gør sig gældende på det seneste album, Lydbror. Albummet er dannet på en bund af sprøde samples fra den danske sangskriver Lydmors farverige elektroniske bagkatalog. Sidste gang Pede B og DJ Noize dyppede tæerne i andre musikalske andedamme, var da de skrev pladen Vi Hjerte Alberte i 2012. Her tog de Albertes sange under kyndig og kærlig behandling. Om arbejdet med Lydbror fortæller Pede B:

“Det sjovt som producer at udfordre sig selv til kun at tage fra en artists bagkatalog i stedet for den almindelig hiphop-tradition, hvor man står og graver i støvede plader eller finder underlige samples på YouTube. Det er fedt at udfordre sig selv på den måde.”


Hiphoppens samfundsrevser

Lydbror stikker Pede B ud af den lyriske mælkevej. Ifølge rapperen er det længe siden, at han har arbejdet konceptuelt med sin sangskrivning. Hvert nummer har en anderledes ide og indgangsvinkel. Det har han været ret stædig omkring, hvilket han fortæller i et interview til Gaffa. Endnu et glimrende dogmatisk træk, der som har resulteret i et album fyldt af forunderlige refleksioner over forskellige samfundstendenser, indre dæmoner og livet som far.

På nummeret “Melder mig ud” reflekterer Pede B over pandemien og den stigende polarisering, der sker i samfundet. En polarisering der trækker fronterne så groft op, at den efterlader et ingenmandsland mellem de yderliggående meninger. Det er et opgør med en debatkultur på de sociale medier, som har glemt nuancerne i kampen i forsøget på at overtrumfe modstanderens argumenter:

“Vi har en tendens til at glemme nuancerne, det har jeg også selv, men vi kommer nok for tiden meget til at bruge sociale medier, når det handler om diskussioner til at have vores egne holdninger og forsøge at kæmpe os frem til, at de er de rigtige holdninger, fremfor måske at høre, hvad andre mennesker har at bidrage med.”


Et andet glimrende blik på samfundets tendenser kommer på nummeret “På den anden side”, som er skrevet i samarbejde med Pede Bs åndelige storebror 5-Dob. Pede B endevender igen en semirådden debatkultur gennem skarptskårne vers, der konstant vender argumenterne omkring racisme og legalisering af cannabis. Pede B fortæller:

“Jeg snakker i tredje vers i nummeret om cannabis. Det er helt klart, at jeg går ind for legalisering af cannabis. Jeg kan ikke se, hvordan alkohol kan være tilladt i vores samfund, når cannabis ikke er det. Men samtidig synes jeg, det er en skændsel, at vi aldrig nogensinde har debatten omkring et sundt forhold til cannabis.

“Jeg er træt af en alt eller intet-kultur. Hvor det enten skal handle om, at det enten er det værste i hele verden og man aldrig kunne finde på af at røre ved det, eller også ryger du nærmest bong til morgenmad.”



Flow-slaget om Store VEGA

Albummet Lydbror står som en velklingende vidnesbyrd på Pede Bs unikke evne til hele tiden at rykke de musikalske grænser, både hvad angår lydbilleder og tekstskrivning. Den 18. marts affyrer han den lyriske konfettikanon i Store VEGA:

“Det bliver en kæmpestor fest både på og bag scenen, og det tror jeg man kan mærke på os.”

Arkiv
18 Hiphop

Pede B

support — Nixen

fredag — Store VEGA18. mar.