Ofte stillede spørgsmål
{{faq.Name}}

{{faq.Name}}

{{faq.Answer}}

Han er barn af den nye verdensorden i hiphoppen, hvor grænser krydses og regler brydes og inspirerer alle fra Drake til Drogba

I hiphoppens barndom kunne de fleste bølger, der gik verden rundt, spores tilbage til New York og senere Los Angeles. Det ændrede sig med årene, så også Miami, Houston, Atlanta og sågar London var byer med deres egen særegne hiphop-lyd. Alligevel havde de det tilfælles, at der altid var en snert af inspiration fra de oprindelige epicentre i musikken.

Global og totalt lokal

Sådan er det ikke nødvendigvis mere. Hiphop er både blevet global og totalt lokal, så nu kan musikken opstå alle steder og gensidigt inspirere hinanden. Sådan er det også i Danmark.

Men har du nogensinde spekuleret på, hvor den nye lyd af autotune, gadeslang, tung bas og fængende melodier, der pludselig dukkede op i dansk hiphop hos Gilli, S!vas og Sleiman kommer fra? Svaret har tråde til både Afrika og Sydamerika, men pt. er det faktisk franske MHD, der er den direkte inspirationskilde.

En ny lyd, der kopieres verden over

Bag forkortelsen MHD gemmer sig den 22-årige Mohamed Sylla, halvt senegaleser, halvt guineaner, vokset op i en forstad til Paris. I karrierens begyndelse lavede han mere konventionel hiphop, men hurtigt blev hans rødder i Afrika en vigtig del af udtrykket. Han slog sit navn fast med “Afro-Trap”-udgivelserne, der ligesom S!vas gjorde herhjemme med “Gratis Reklame", blev lanceret udenom systemet.
Ikke overraskende kan man høre spor af Atlanta-trappens digitale rowdy bas, men der er i ligeså høj grad indflydelser fra Nigerias musikalske revolution og grime-rapperne i London.

På hans første albumudgivelse, den selvbetitlede MHD fra 2016 har han sågar gode gamle Angélique Kidjo med. Det har ført til en helt ny lyd, der er karakteristisk for MHD og kopieres verden over. Og det er ikke bare lyden der kopieres. Hans signatur-dansetrin “La Mouv” udføres af alle fra Drake til Didier Drogba.

En gave til dansk hiphop

Den danske producer Hennedub, der står for produktionerne til nogle af Gilli, Kesi og Noah Carters største hits, har også fået ørerne op for den franske scene. Han betragter Frankrig som lidt af en gave til dansk hiphop:

“Frankrig har vendt op og ned på hvad vi betragter som hiphop i Danmark, og gjort dansk rap meget mere melodisk og catchy, deraf de mange afrobeat-hits herhjemme. Gilli var den første til at introducere fransk rap for mig for flere år siden. Det åbnede op for, at alting ikke behøvede at være så dystert og hårdt, men tracksne i stedet kunne have pænere akkordrundgange og mere dansabel rytmik.”


På en måde er ringen fra fransk til dansk hiphop og tilbage sluttet, for Hennedub er for nylig blevet bedt om at sende beats til netop MHD, der således kan få et dansk islæt i sin farverige musik.

Han forudsiger, at det bliver en energisk koncert, og har man lyttet til MHDs musik er man nok tilbøjelig til at give ham ret. Dermed bliver det et spændende første møde mellem Danmark og Le Petit Prince, når MHD for første gang skal stå på scenen den 28. oktober i Store VEGA


Mere om MHD