Ofte stillede spørgsmål
{{faq.Name}}

{{faq.Name}}

{{faq.Answer}}

Punken blev født i en garage i Detroit i starten af 70´erne med bandet Death, men blev voksen i hænderne på Storbritanniens tabte arbejderklasse. Bands som The Clash og Sex Pistols lagde en helt ny kurs i slutningen af årtiet med deres aktivistiske slagsange mod neoliberalistiske strømninger, der hærgede gennem landet og et Commonwealth i forfald.

Få år efter knopspirede post-punkbands som Siouxie and the Banshees, Wire, Joy Division og Gang of Four, der eksperimenterede med punkens udtryk, med mere komplekse sangstrukturer, elektroniske virkemidler og elementer fra både funken og jazzen.

Det er sket flere gange gennem musikhistorien, at outsiderne med de potente guitarer og den rasende pen er steget op fra undergrunden for at blæse vagt i gevær mod tingenes tilstand. Og denne nærmest cykliske tilstand viser sig igen. I løbet af de seneste år er flere DIY-postpunk-bands endnu en gang opsteget fra den britiske undergrund for at sætte hjemlandet og verdens vakkelvorne tilstand under lup.

Med bands som Shame, Idles, Caves, Porridge Radio og Fontaines D.C. er anmeldernes blik endnu en gang rettet mod Storbritannien.

Den 29. oktober kan du opleve Shame i VEGA, og næste år bliver det Fontaines D.C.s tur. Vi har derfor taget et dyk ned i postpunk-kronprinsernes slagkraftige og politisk revsende postpunk-eksperimenter.




Shame
- Det unge pub-band

Det var på Queens Head Pub i Brixton, at de unge postpunk-aspiranter mødte hinanden i teenagealderen. Baren, der er rockbandet Fat White Familys stamsted, blev et samlingspunkt for de unge outsidere, der dyrkede de gamle DIY-postpunk dyder, fremfor at tage narko og høre techno, som deres klassekammerater gjorde, fortæller forsanger Charlie Steen i et interview med The Guardian:

“Lots of people we knew at school were into popping pills and going to techno nights. But then we started meeting these people who were engaged with something we didn’t think existed.”

Sammen med bands som HMLTD, Goat Girl og Dead Pretties skabte Shame en massiv hype for DIY-rockscenen i Sydlondon. De fik lov til at øve i et lille slidt værelse ovenpå pubben, hvor de mødtes hver dag. De var endnu ikke gamle nok til at drikke alkohol, og Charlie Steen havde ikke råd til en mikrofon, da de begyndte at fylde nætterne ud på den nærtliggende beværtning, The Windmill, med kaskader af ungdommelig postpunk.


Kort tid efter fik de tilbudt både professionel studietid og en kontrakt hos det mægtige indie-pladeselskab Dead Oceans. Da debutalbummet, Songs of Praise, udkom i 2018, blev kvintetten rost til skyerne, og anmeldere stod i kø for at udnævne dem som postpunkens nye frontmænd.

I bandets kakofoniske lydbillede, der føres an af Charlie Steens raspende vokal, bliver emner om immigration, Brexit og ulighed endevendt med lige dele ironi og indignation. På nummeret “Visa Vulture”, der udkom lige inden det britiske parlamentsvalg i 2017, revser de den daværende premierminister Theresa May for at styre landet mod Brexit og afgrunden. På Youtube skrev de om nummeret:

“We would like to take this opportunity to humiliate and debase her frankly evil political record even further with this, the world’s worst love song.”



Highlife-eksperimenter og mental slingrekurs i pink

Efter at have turneret nonstop, vendte det udbrændte band tilbage til London i 2019. Guitarist Sean Coyle Smith var blevet træt af at spille guitar, og Charlie Steen var mentalt nedslidt. Smith flyttede ind i et gammelt plejehjem i Peckham, malede væggene pink og gik i gang med selvransagelsen.

Han fandt senere ud af, at pink ofte bliver brugt på psykiatriske institutioner, da man formoder, at det kan undertrykke vold og vrede, hvilket blev både albummets titel og omdrejningspunktet i de dybsindige sange fra Steen. På Drunk Tank Pinkendevender han eksistentielle spørgsmål og forsøger at finde ro og balance i verden.

Samtidig gik Smith i gang med at undersøge nye stemninger i nigeriansk og congolesisk hi-lifemusik, samtdyrke 80´ernes eksperimenterende bands som TalkTalk og Talking Heads.

Med det nye album viser kvintetten en helt anden side af deres enorme talent. Lyrisk er de stadig samfundsbevidste og fuldt ud åbne om den angst, de oplever, men musikalsk læner desig op af koryfæer som Talking Heads, Television, Gang of Four og XTC med deres spraglede temposkift og skærende, dansable guitarriffs. Albummet er blevet rost til skyerne og Informations musikanmelder, Ralf Christensen, skrev bla.:

Den sydlondonske kvintet Shame har krisehåndteret sig til en vitalistisk og polyfonisk postpunkperle af et album. Dermed har de forædlet den rasende energikilde, som de finder i den friktion, som tidens neoliberalisme, gentrificering, narcissisme og materialisme tilbyder.”


Køb
29 Rock

Shame

fredag — Lille VEGA29. okt.



Fontaines D.C. - Irsk arbejderpoesi og The Pogues

De irske kollegaer i Fontaines D.C. har også fundet ind til en potent kerne af oprørske eksperimenter.

Medlemmerne i Fontaines D.C. mødte hinanden på universitetet i Dublin. Med en fælles passion for poesi, The Pogues og postrock, begyndte de fem, unge mænd deres musikalske rejse. To år efter udgav de det vildt fabulerende, larmende og sprudlende debutalbum, Dogrel, der er en fælles betegnelse for irsk arbejderklassepoesi. Albummet er er en serie af poetiske øjebliksbilleder fra Dublins gader, der bearbejder temaer om forbrugerkultur, lokal gentrificering og kapitalisme.


Med deres andet studiealbum, A Hero´s Death fra sidste år, bliver mainstream kulturens plastik skalafmonteret. Du skal sætte dig selv fri og dykke ned i den burleske undergrund, tordner forsanger Gian Chatten på nummeret med den postpunkede titel “Televised Mind”: "Swipe your thoughts from Broadway / Turn ideals to cabaret.”

Bandet omfavner både lyrisk og i musikken beruselsen, der ifølge bandet findes mellem modsætningerne. Gian Chattens lyrik afviser det trivielle liv, men forherliger hverken de anarkistiske frihedsidealer eller neo-kapitalismens væsen, der ifølge bandet industrialiserer vores kroppe. Information skrev:

Fontaines D.C. leder efter en ny mening i det ærlige arbejde, de selvstændige holdninger og det i disse tider så udfordrede fællesskab. De ved ikke bedre, ville kynikerne sige. Denne anmelder hælder til at sige, at der er tanker og dyder, der tåler at blive generindret af de voksne.


Køb
02 Alternativ rock

Fontaines D.C.

lørdag — Store VEGA02. apr.