Da Jenny Rossander for fire år siden sidst landede i en af VEGAs sofaer, for at give et interview, var hun midt i, hvad hun selv refererer til som kaos-perioden. Her på den anden side i 2019 er hun sig selv, men alligevel en helt anden. Hendes indtagende energi bobler stadig løs, og de ærlige svar bor stadig først i talerækken. Der er intet forstilt over Rossander aka. Lydmor, som slænger sig veltilpas i enhver situation som møder hende.
”Det er virkelig rart at være mig lige nu. Jeg har ikke ret meget at klage over. Jeg fik en meget, meget sød kæreste for to år siden. Han er virkelig dejlig og virkelig optur. Han forstår mit liv, og jeg forstår hans. Det lyder fucking weird, når man siger det, men jeg er faktisk ret lykkelig.”
Den sidste sætning bliver halvhvisket med et smil på læben. Kaos-perioden var kulminationen på et velanmeldt album, der tog hende verden rundt på tour. Tilføj dertil et breakup, adresse på en venindes sofa og en økonomi, som ikke var stabil, og du får et liv, som bevæger sig fra en kontrast til den næste.
”Alt var sådan helt kaos. Jeg havde internationale affærer. At møde nogen i Paris og Bangkok. Jeg skruede bare op på max på alt og var også på grund af det også psyko heartbroken og psyko forvirret. Og jeg anede ikke, hvad jeg lavede.”
Men i forsommeren 2015 var kaosset brugbart som en måde at fastholde en intensitet på, som drev sangerinden videre. Og Lydmor fastholdt intensiteten. Karrieren eskalerede ufortrødent, og hun følte ikke, at der var tid til at få styr på livet. Samtidigt slugte kaosset lige så langsomt kontakten til hendes kreativitet. Men det var ikke noget, hun talte om i interviews dengang, selvom hun er nærmest tøjleløst ærlig. Det tog dog også lang tid for sangerinden at indse fuldstændig.
”Jeg begyndte ikke at respektere mig selv som kunstner. Det var en blanding af den situation, jeg stod i, og at jeg ikke arbejdede specielt kunstnerisk på det tidspunkt. Jeg havde ikke en vision. Og det blev et problem. Det begyndte at fylde meget og gå op for mig lige så stille. Meget af det prøvede jeg at skubbe væk og tænkte ’Sådan har alle kunstnere det’.”
Sangerinden fortsatte med at spille koncerter og nød det kærlige rum, som hendes relation til publikum skaber. Men følelserne og tvivlen gnavede stadig videre og fik hende til sidst at indse, at gjorde hun ikke noget, ville projektet Lydmor kun kunne bevæge sig én vej.
”Jeg følte, at når jeg ikke havde udviklet nok på min kunst, så at sige, var jeg nået dertil, hvor jeg kunne nå. Jeg var ret sikker på, at det her kommer bare til at gå lige så stille ned ad. For nu har jeg været ny. Folk har synes, at Lydmor var nyt og spændende, men jeg synes ikke, at kvaliteten var høj nok. Og hvis kvaliteten ikke er høj nok, så bliver det bare lige så stille dalen ned mod musiklærer i Vanløse.”
Den sidste sætning bliver leveret med en let latter for jagten på kunstnerisk kvalitet endte med at katapultere Jenny Rossander ud i Shanghais neonmørke i 2016. Hun tog afsted uden nogen plan for, hvornår hun ville vende tilbage eller, hvad der skulle ske. Gennem seks hårde og ensomme måneder udforskede hun den overvældende metropol. Samtaler med fremmede mennesker satte hendes kreative-kvartlivskrise på spidsen, og hun talte pludselig om filosofi, kvantefysik, tid og rum på barer.
Shanghai summede videre i hende, da hun kom hjem og blev til albummet I Told You I'd Tell Them Our Story (2018). Rejsen og den efterfølgende tid lærte hende at stole på sine kreative valg og beslutninger. Og ignorere den lille stemme i underbevidstheden, som gerne vil have, at alle kan lide én og, det man laver.
”Det er vi jo alle sammen fucking slaver af. Man kan træne sig selv i at ignorere det (underbevidstheden red.), og så bliver det bare virkelig sjovt at lave ting. Det er der, jeg er nu, hvor jeg har det virkelig grineren. Jeg har lyst til at lave alt muligt shit, og jeg kommer også til at lave alt muligt shit derinde. ”
Tommeltotten peger mod Store VEGAs scene, og shit i en Lydmor-kontekst betyder, at du som publikum ikke helt kan være sikker på, hvad koncertoplevelsen bringer. Rossander har efter Shanghai inviteret et mere performativt element ind i sine liveshows.
Hun er blandt andet gået på scenen til Gaffa Prisen sidste år kun iført neonfarvet kropsmaling under en visuel intro af kontroversielle citater hentet fra danske artikler om kvinder og kvindelige musikere.
Til uddelingen af Steppeulv-prisen i år optrådte hun med fire performere, der trak i bånd, som var klipset fast på hendes dragt. Publikum blev inviteret til også at hive i trådene som en kommentar til, hvem der trækker i trådene i musikbranchen.
Den nye legende tilgang til liveshowet har fået tiltrukket flere fans, og ifølge sangerinden giver det god mening, for hvem er interesseret i at kede sig?
”Jeg tror, der er mange i musik, der lider af den forfærdelige opfattelse, at for at noget skal være populært skal det være lidt kedeligt. Det er fordi, de tænder for P3 og så keder de sig. Og der er ingen mennesker på den her planet, som gider noget, hvis det er kedeligt. Der er ikke nogen, der går efter at kede sig. Folk vil gerne have det spændende. Folk vil have det vildt. Folk vil gerne have noget syret. Se på hvor mange, der ser Game of Thrones. De vil gerne have det bizart.”
Da vi snakkede sammen i 2015, citerede vi Jenny Rossander for, at hun hellere ville være fucked end at kede sig samt, at hun troede, at hun var afhængig af stimuli. Hun overvejede faktisk at kalde den foregående plade Y for Stimuli. Dog endte hun med Y, fordi associationerne til stoffer stod i kø med en titel som Stimuli. Og det var ikke den slags sanseindtryk, som hun mente. Behovet for udefrakommende indtryk er stadig stærkt, men der hvor hun er nu, er der plads til de vilde oplevelser.
”Jeg har fundet en måde at være i et liv, hvor det ligesom rummer det uden, at det behøver at være usundt. Skruet ned for kaos. Man kan sagtens have de vilde oplevelser uden, at det behøver at være ude af kontrol. Det er en kæmpe lektion, for der var på et tidspunkt, hvor jeg troede det skulle være kaos for, at det var vildt. Men det behøver det ikke nødvendigvis.”
I 2015 have Jenny Rossander netop skrevet sidste ord i sin bog Sliding Feet First Into the Sea. Hun brugte blandt andet siderne til at bearbejde kaosset omkring sig. Bogen er aldrig blevet udgivet, og får snart selskab af endnu én i skrivebordsskuffen. Sangerinden skriver mest for sig selv, men timerne foran tastaturet udvikler hende også som musiker. For selvom hun er blevet bedre til at følge sin kreative intuition og stole på sine valg, kan hun ikke helt ignorere, at der altid sidder en modtager af det, hun laver derude. Der er P3, Gaffa, Soundvenue, publikum, Spotify etc. Hun glemmer dem dog lidt foran tastaturet.
slet
”Jeg føler mig enormt fri, når jeg skriver. Det er meget godt at være inde i det space, for så kan jeg øve mig på den, og når jeg vender jeg tilbage til musikken, så kan jeg huske, hvordan det føles. Den der følelse af frihed er lidt ligesom at gå i fitness kreativt. Jeg straffer nogle jern.”
Latteren følger endnu en gang Jenny Rossanders ord. Den glider op og bliver til et øjesmil, som stadig sidder der, når hun overvejer, om hun ville have gjort noget anderledes i kaos-perioden.
”Det var fucking hårdt, men jeg havde brug for at komme helt ud til kanten og kigge ned. Ellers havde jeg gjort det på et andet tidspunkt. Så nej, jeg fortryder ikke noget. Alt det, der er sket, alt det jeg har gjort og alle de fejl jeg har lavet, har givet mig muligheden for at være der, hvor jeg er i dag. Og som sagt, så er jeg rimelig lykkelig, så jeg ville ikke røre ved noget som helst af det.”
