Ofte stillede spørgsmål
{{faq.Name}}

{{faq.Name}}

{{faq.Answer}}

Kira Skovs nye album startede som hendes personlige overlevelsesprojekt

I februar sidste år bremsede Kira Skovs liv med tragediestyrke, da hun mistede sin mand Nicolai Munch-Hansen til en pludselig død. Det ubærlige tab og den uhåndgribelige sorg fyldte i en periode alt, men ægteparrets fællessprog, musikken, blev langsomt en måde for Kira Skov at give sorgen en form på. Hun begyndte at skrive nye sange, hvor hun kunne forsætte samtalerne med sin mand.

"Nicolai og jeg mødtes via musikken, og det var sådan, vi blev forelskede i hinanden. Vi havde et meget stærkt fælles sprog i musikken, og derfor har det også været en oplevelse af, at jeg har kunne kommunikere med ham fortsat. I en eller anden forstand fordi jeg kunne høre ham i musikken. Så det er også en slags hyldest til ham. Min kærlighed til ham.”

På trods af at sangene tager udgangspunkt i Kira Skovs personlige sorg, omslutter de et universelt tema, som vi alle har eller får et forhold til. Tre af de nye sange blev afprøvet i løbet af efteråret, da sangerinden var på tour med Nikolaj Hess. Gaffa anmeldte en af koncerterne til fem stjerner og beskrev de nye sange som ubærligt smukke. Læs anmeldelsen her.

En stemme mellem to verdener

Kira Skov skrev flere sange til det nye album som duetter, hvor hun forestillede sig de todelte sange som en kontinuerlig dialog mellem hende og Nicolai Munch-Hansen. I hendes hoved befandt han sig blot i en anden verden. Et sted udenfor krop og form. Længslen efter kontakt er tydelig i begge sider af duetterne, og Kira Skov føler, at det giver hendes mand en stemme på hendes nye plade. Hun ser også en form for skønhed, håb og lethed i det nye album, fordi det formår at favne de mange store følelser, der farver hendes livssituation lige nu.

Da det kommende album blev indspillet i slutningen af 2017, fokuserede sangerinden sammen med et hold af musikere på at gøre lydbilledet intimt, så det centrerede sig omkring de personlige fortællinger. Kira Skov valgte endnu en gang at indspille sammen med den mangeårige samarbejdspartner, produceren John Parish (PJ Harvey, Sparklehorse, Tracy Chapman m.fl.). De to arbejdede blandt andet også sammen på sangerindens meget roste udgivelse, When We Were Gentle. Det nye album er uden titel, men er sat til at udkomme i marts.

Med sparsom instrumentering og et intimt lydbillede kommer du som lytter helt tæt Kira Skovs sorg og tab på den kommende plade. Derudover er grænsen mellem sangerinden som privatperson og som kunstner nærmest ikkeeksisterende.

”Den grænse er ligesom ophævet kan man sige. Især i det her værk. Det er selvfølgelig mig og min historie og min historie med Nicolai, som folk får et indblik i, men samtidigt er det et universelt tema, som jeg tror vedkommer alle. Det, at vi dør en dag, og det at miste. Men jeg tror, det er sundt at blive konfronteret med det og det er noget, som kan bruges af mange mennesker. Altså at der er nogen, som sætter ord, billeder og lyd på.”


Genkendelse i kunsten


I sin proces har sangerinden fundet svar og hjælp i andres værker. For eksempel Naja Maria Aidts bog Har døden taget noget fra dig så giv det tilbage, som har hjulpet Kira Skov rigtigt meget. Musikaliteten i Aidts bog tiltalte hende, og musikeren og forfatteren har efterfølgende startet et venskab, hvor Naja Maria Aidt har sendt litteratur til Kira Skov, der har inspireret flere af teksterne. Men tabet har også ændret musikerens forhold til nogle sange, som for eksempel Billie Holidays sang ”Gloomy Sunday”. Det nummer har Kira Skov ofte sunget, men efter Nicolai Munch-Hansens død har den fået en helt ny betydning for hende.

Selvom Kira Skov stadig står midt i ilden af sin sorg, var koncerterne hun spillede med Nikolaj Hess i efteråret en helende oplevelse gennem nærheden og intimiteten med publikum. For musikken har i hendes over 20-årige lange karriere været en måde at skabe ro midt i det kaos, som livet er.

”Jo mere musik jeg har lavet, jo mere harmonisk er mit liv blevet. At jeg så er blevet kastet ud i nogle livskriser, og nu står i mit livs tragedie, det var ikke noget, som jeg selv kunne have forudset eller jeg har opsøgt. Det er noget, der er sket. Og der er musikken for mig en måde at gøre noget på.”


I denne video fortæller Kira Skov mere om, hvordan musikken fik noget meningsfuldt ud af en meningsløse situation.

Mere om Kira Skov