Den unge sangerinde fra den lille flække i det nordøstlige hjørne af Texas havde jo både alderen og udseendet med sig, da hun som 19-årig kom til Nashville, og med lidt slid, slæb og musikalsk silikone kunne pladeselskabet sagtens have klemt Kacey ind i dette hitlistevenlige sweet spot mellem idolfikserede teenagere og deres købestærke, konservative middelklasse-mødre, som har været countrymusikkens velsmurte og pålidelige pengemaskine i efterhånden mange år.
Men Kacey Musgraves selv havde en helt anden plan, og den indebar i lige så høj grad John Steinbecks ikoniske førstehåndsberetninger fra underklassens evindelige røvtur, som den indebar Taylor Swifts nuttede tirader fra teenagekærlighedens ditto. Så i stedet for at gå den ellers så succesrige countrypopdarling i hælene, gik Kacey Musgraves sin egen vej. Og den har hun fulgt lige siden.
Set med profittens briller er det et af countrymusikkens moderne mirakler, at sangerinden er blevet den stjerne, hun er i dag. Bevares, at ligne og synge som en Disney-prinsesse goes a long way i Nashville, men hun har samtidig også truffet flere kunstneriske valg undervejs, der alle har været et gedigent spark i konventionerne - med den spidse ende af cowboystøvlerne - på en countrymusik-industri, der er yderst varsom med at udfordre sit publikum i nogen unødvendig grad.
På den ene side er der Musgraves sange, som ofte rummer en tydelig undertone af klassisk honky tonk fra countryens romantiske guldalder i 60’erne. Hun kan sin Loretta Lynn, sin Dolly og Emmylou Harris, og hun kan sin såkaldte high lonesome, countrymusikkens sørgmodige klang. Men det er efterhånden årtier siden, nogen har grint hele vejen til banken af at lyde som folk gjorde gamle dage.
På den anden side er der... lad os bare kalde det nosserne til at synge om andet end fest, farver og fredag aften. Som eksempelvis om homoseksualitet og retten til at kysse både drenge og piger på "Follow Your Arrow", og tilværelsens fugtramte håbløshed i den lokale trailerpark på "Merry Go ‘Round". Anmelderne har kaldt Kacey Musgraves' musikalske mod for et tiltrængt paradigmeskift i countrymusikken, mens andre har ment, at en sang som "Follow Your Arrow" var et regulært angreb på kristendommen.
Den slags ballade er som sådan ikke nogen sjældenhed i Nashville, og ligesom den famøse radiokonsulent Keith Hill, der få år senere udtalte, at kvinder i country var som tomater i salat (noget, der groft sagt skulle doseres nøje), har det blot medvirket til, at Kacey Musgraves rolle som rebel med både sag og sange stod endnu mere tydeligt.
Men selv om du ikke skal mange minutter ind i de to første plader, før det står klart, at Kaceys inspirationer og ligesindede tælles blandt traditionalisterne i udkanten af Nashville og den nederste del af hitlisterne, og ikke blandt popprinsesserne i toppen, har hun alligevel haft publikum med sig hele vejen. Samt ikke mindst Grammy-juryen, der i 2013 kårede Same Trailer Different Park til årets country album, hvilket i øvrigt bare var én ud af mange priser.
I dag fristes man til at sige, at branchen har accepteret, at Kacey Musgraves er som Kacey Musgraves nu engang er, og derfor har besluttet sig for at lede videre efter en anden ny Taylor Swift til samlingen. Det betyder dog på ikke, at Kacey Musgraves af den årsag har parkeret de musikalske ambitioner, og lysten til at blæse højt og flot på fordomme og forventninger.
Hendes aktuelle og anmelderroste album Golden Hour, der stilmæssigt er svøbt ind i disco og 70’ernes californiske Cosmic American Music, er resultatet af en større omrokering af holdet omkring sangerinden, fra manager, sangskrivere, producere, ja sågar kæreste. Nogle anmeldere har kaldt det for lyden af en helt ny Musgraves, andre har stillet spørgsmål ved, om det overhovedet kan kaldes country.
Og midt i det hele står Kacey Musgraves. Men hun er nok allerede nået så langt videre ud af sin egen vej, at hun ikke har hørt kritikken.
