Ringer navnet Jonathan Wilson ikke en klokke? Måske kender du ham alligevel. Som producer, musiker og sangskriver har han hjulpet alt fra Father John Misty til Roger Waters. Som solokunstner er han i en liga for sig og mødes af beundring for sin ekstreme integritet og musikalitet. Han besøgte for nylig VEGA for at fortælle lidt om, hvad der er sket siden han gav koncert her for to år siden. Med sig havde han sin guitar og gav to smagsprøver på sit nye album Dixie Blur, som vi optog.
Når Jonathan Wilson går på scenen i VEGA den 31. marts 2020 er det på datoen to år siden, han sidst besøgte huset, hvor han gav en udsolgt koncert i forbindelse med udgivelsen af albummet Rare Birds.
I de to år der er gået i mellem, har han spillet adskillige koncerter både i USA, Australien og Europa i eget navn. Han har turneret med Roger Waters, samt skrevet og indspillet et nyt album. Det har dog været en flytning, der har optaget de fleste af hans vågne timer. Jonathan Wilson købte sidste år i januar et hus i bakkerne ved Los Angeles-forstaden Topanga.
Han er en notorisk samler af analogt gear og effekter og har med årene fået bygget sig en samling af udstyr og instrumenter, der med hans egne ord fylder helt vildt.
”Det var på tide at rykke til et større sted og studie. Jeg havde brug for at udvide,” fortæller han og uddyber: ”Efter ni år det samme sted var det på tide at flytte. Det hus jeg boede i før, var min gode ven Connor Oberst fra Bright Eyes’ hus. Det har været et virkelig godt sted for mig at være, men det var tid til, at jeg købte mit eget. Studiet er ikke blevet færdigt endnu. Vi er stadig i gang med at bygge det hele op og lægge gulve og bygge vægge, men det er så fucking smukt der. Det ligger midt i skoven, og når du bevæger dig udenfor om morgenen, kan du se prærieulve og pumaer.”
Det er netop i det fraflyttede studie, at Wilson har hjulpet musikere og venner som Josh Tillman (Father John Misty) og Conor Oberst med deres album i rollen som producer og sangskriver. Det er også her, at han gennem ni måneder indspillede sit forrige album Rare Birds, der globalt høstede anmelderapplaus og inviterede nye fans af hans halvfjerdserinspirerede æstetik indenfor. Danske Politiken kvitterede blandt andet med fuld plade med seks anmelderhjerter og kaldte ham Brian Wilsons arvtager.
Musikeres musiker
Rækken af prominente samarbejdspartnere, som han har hjulpet med at forløse deres albumdrømme enten som sangskriver, producer eller musiker overskygger næsten det faktum, at Jonathan Wilson selv står bag nogle af det sidste årtis mest roste albums indenfor den alternative rock.
Roger Waters fik i forbindelse med udgivelsen af sit album Is This The Life We Really Want en hjælpende hånd med guitar og keys af Wilson, ligesom han senere var inviteret med på hans globale US+THEM tour som guitarist og musical director for bandet. Wilsons liste af samarbejder er alenlang og tæller blandt andet ansete musikalske legekammerater som Elvis Costello, Lucinda Williams, Bonnie Prince Billy, Jenny Wilson, Lana Del Rey, Florence & The Machine og føromtalte Father John Misty samt Conor Oberst.
År tilbage samlede han adskillige musikere til ugentlige jam-sessions i Laurel Canyon og fik en anseelig mængde credit for at genoplive viben fra halvfjerdsernes storhedstid, hvor musikken flød i lind strøm i de bløde bakker ved Californiens kyst. I dag er han videre, men stadig med den samlende og samarbejdende tilgang til at udvikle sin egen og andre musikeres lyd.
You should go down to Nashville, man!
Det var country-stjernen Steve Earle, der med et drevent “You should go down to Nashville, man!” fik ham i en ny retning musikalsk. Earle foreslog ham at prøve byen i Tennessee af, som afsæt for at indspille sine nye sange. En by der egentlig ikke havde været på radaren for Jonathan Wilson for indspilninger, selvom han havde besøgt byen mange gange også i sin opvækst i North Carolina.
”Efter et show i Colorado chattede jeg med Steve Earle om mit nye album, og hvad jeg skulle med det. Han foreslog mig at tage til Nashville. Jeg havde egentlig aldrig tænkt på det. Jeg har selvfølgelig været der og set lidt af musikscenen der, men jeg har aldrig udforsket den selv,” fortæller han om, hvorfor han endte med for en tid at forlade sit hjem i Californien og prøve sig selv af i en af countrymusikkens vel nok mest sagnomspundne byer. ”Da vi havde haft den snak, vendte jeg den næste dag tilbage til tanken og tænkte, det var en god ide at bruge et Nashville session-band til optagelserne. Jeg endte med at have seks dage med bandet og tre-fire dage med mig selv for at færdiggøre det hele. Det var radikalt anderledes end det sidste album, som jeg arbejdede alene på i ni måneder.”
Nashville-bandet, der brugte de seks intensive dage i samme rum som ham, bestod af nogle af byens ypperste musikere og inkluderede Dennis Crouch på bas, Russ Pahl på pedal steel og Mark O’Connor på violin, der lagde betagende melodilinjer på albummet.
Hastigheden albummet blev indspillet i forærede ham samtidig titlen til albummet; Dixie Blur. De seks dage i studiet står tilbage i hans erindring som en tåge, men har manifesteret sig fysisk i et album, der lyder mindre som L.A. og mere som Nashville, end hvad Wilson før har stået for. Det er dog et album, der umiskendeligt er ham trods sit nye setup, hvor musikken opstod i studiet blandt musikerne, der eksperimenterede sig frem samtidigt. "Når seks-syv mennesker spiller samtidig, bliver det til én ting."
Nede i syden
Den første single, der blev sluppet fra Dixie Blur er ”69 Corvette”, som han skrev på et hotelværelse i Letland under sin tour med Roger Waters i 2018. Jonathan Wilson fandt sig selv i en tilstand, hvor han egentlig følte sig langt væk fra alt det han kendte og savnede sin familie, sit barndomshjem i North Carolina og sine rødder. I sangen synger han "I still think of Carolina, I miss the family. I miss that feeling. I miss home." En smuk ballade, der delvist handler om hans far, der med Wilsons egne ord er en heftig mand.
”Han er jo en galning, der er kølet ned nu,” fortæller han grinende om sin far, der i Wilsons ungdomsår ikke gik af vejen for en god fest og særligt gerne i sin elskede Corvette. ”Dengang var han fucking vild. Han kunne køre ud for at hente en sixpack og så sætte den mellem benene og drøne rundt med mig. Klar på fest.”
Det er første gang, at Jonathan Wilson eksplicit bruger sin barndomserindringer i sin musik. Det var ikke planen, at det skulle være sådan. Materialet opstod bare i det hotelværelse.
”Jeg kommer fra en typisk small town i syden. Den ligger ikke så langt fra Nashville – det er egentlig bare en tur ned ad vejen. At tage tilbage til Nashville under indspilningerne og tage favntag med country, bluegrass og old school americana var ikke så langt væk mentalt.” Wilson har trods melankolien ingen planer om at forlade Los Angeles og sit liv der.
”Jeg føler mig virkelig som en del af Californien nu. Jeg gjorde alt, hvad jeg kunne som teenager for at komme til Californien og gøre det til mit sted – hvilket det er blevet nu. Det er fantastisk at tage til syden på besøg, men jeg er ikke sikker på jeg kunne bo der. You are still in fucking Trump country.”
