Det er som at komme hjem til Nordjylland igen. Den måde, Simon og Thomas Alstrup siger “bette” i stedet for “lille”, når de taler om afstanden mellem dem på scenen og publikum i salen. Den skal helst være så “bette som mulig”. Selv lyden af cigaretterne, der bliver tændt med jævne mellemrum i den anden ende af telefonforbindelsen, lugter lidt af den hjemlige hygge, Jonah Blacksmith har gjort til deres varemærke på de danske og udenlandske scener.
Gamle lamper, tæpper og et orgel, der ganske vist er alt for bøvlet at slæbe med rundt på turné, men som ikke desto mindre hører sig til. Det er blevet en del af Thy-bandets musikalske DNA, på linje med deres ambitiøse fortolkning af den danske folk-tradition og Thomas Alstrups vildtvoksende fuldskæg.
“Det vigtigste for os er, at afstanden mellem os og publikum er så bette som muligt. At have dem tæt på os. Uanset hvilke sange, vi ender med at spille, skal man føle sig inviteret indenfor - og vi håber også, at folk har lyst til at være med på den præmis. Det kan godt være, at vi spiller større steder nu, men det er ikke anderledes nu, end tidligere,” fortæller forsanger Simon Alstrup.
Vokset op i en familie af folkemusikere og spillemænd
Mantraet om, at en Jonah Blacksmith-koncert skal være et intim, hjertevarm og personlig oplevelse for både band og publikum, har brødrene taget med sig fra deres barndom i Thy. De er vokset op i en familie af folkemusikere og spillemænd, og allerede fra barnsben begyndte Simon og Thomas at spille med deres bedsteforældre for den vindblæste landsdels forsamlingshuse, harmonika festivaler, plejehjem og hvem, der ellers gad lytte. Det gav dem en unik musikalitet - men også en forståelse for, hvad folkmusikken først og fremmest handler om i deres verden, fortæller Simon Alstrup.
“For hvad er det egentlig, der er vigtigt, når man spiller musik? Det er jo dem, du spiller sammen med. At man føler, at man har en glæde ved at spille musik sammen. Det er nærmest lige så vigtigt som kontakten med publikum - at vi har det sjovt med at spille med hinanden. Meget af det musik, vi har spillet, har jo været for musikkens skyld.”
Broderskabet er helligt
Men med en længere turné i foråret og flere festivalkoncerter i sommer, kan det være nærliggende at tro, at kammeratskabet i det syv-mand-store band også kan komme under pres. At det slet og ret er for stor en mundfuld for to nordvestjyske brødre - uanset hvor rolige og samspillede, de end måtte være - at holde venskabet intakt, når ambitionerne med musikken er store, og turnéplanen er pakket.
“Vi gør meget ud af at tale om, hvordan vi får det her til at lykkes som brødre og som band. Vores største mission med Jonah Blacksmith er, at Simon og jeg bliver ved med at synes, det er sjovt at lave musik sammen. Skulle vi så vælge at gøre en turné kortere, for at undgå, at der går rutine i den, så gør vi det,” fortæller Thomas Alstrup.
“Selvfølgelig kan man være træt nogle aftener, men husk på, at i dette orkester er vi ene gode venner på tværs. Det ville så svært for os at skulle tage eksempelvis en anden trommeslager med, for vi kender hinanden, vi kan trække hinanden op. Og så udfordrer vi musikken. Det er ikke det samme, vi spiller hver aften. Vi står ikke med et backtrack, som betyder, at vi absolut SKAL spille sangene på en bestemt måde, og det, tænker jeg at, betyder, at det bliver nemmere at holde ud at spille i lang tid,” tilføjer Simon.
En lyd med højt til himlen
Selvom opvæksten i Thys folkemusikalske landskab er blevet en vigtig del af fortællingen om Jonah Blacksmith, har Simon og Thomas sværere ved at sætte fingeren på, hvor i brødrenes sange, den nordvestjyske baggrund kan høres. Og om man egentlig kan høre lyden af Thy i Jonah Blacksmiths musik.
“Der, hvor vi kommer fra, er der noget længere mellem husene, end der er i København. Så vores musik kan godt være stort, der må gerne være god plads, og det kan nok godt høres. Vores sangskrivning - især på de to første plader - er skrevet ud fra et folkmæssigt standpunkt. Men derfra har vi været meget bevidste om, at vi ikke skal låse os fast i stilarten. Der må gerne være højt til loftet,” fortæller Simon.
