Ofte stillede spørgsmål
{{faq.Name}}

{{faq.Name}}

{{faq.Answer}}

Skandinaviens alternative popdronning forhører sit eget traume på albummet, EXORCISM

Da Jenny Wilson efter en 4-årig pause annoncerede, at der var ny musik på vej, lukkede hun med singlen ”Rapin” og en pressemeddelelse lyttere og fans ind i sit personlige trauma.
To år tidligere blev sangerinden voldtaget, og det nye album, EXORCISM, er en snapshot samling af følelser og minder centreret om overgrebet.

Som musiker vendte hun sig mod kunsten for at tage det tilbage, som blev frataget hende med vold. Videoen til førstesinglen ”Rapin” er en surrealistisk og brutal animering af sangerindens oplevelser. Som beskuer kan man fortabe sig i de mange detaljer, men det er kun indtil man bliver konfronteret med de fire sekunder, hvor man ser overgrebet.

Jenny Wilson har selv betragtet sin voldtægt fra alle tænkelige niveauer og vinkler. Privat og professionelt. At tage fat i hændelsen og se på den har hjulpet sangerinden til at forstå, hvad der egentlig skete den aften. Og musikken har været redskabet hun kunne kigge med.

“Jeg er virkelig glad for, at jeg har det her redskab (musik red.). Et redskab til at gennemarbejde mit liv med og få noget fantastisk ud af det. At arbejde med noget du elsker, tror jeg også hjælper. At turde at grave ned i noget, som du er bange for. Det er udfordrende, men jeg synes, det hjælper.”

Efter voldtægten tog det sangerinden omkring seks måneder før, hun var i stand til at få noget ud af hændelsen. Hun vidste, at det ville blive nødvendigt at skrive om voldtægten for at slippe den, da den ellers ville bosætte sig et sted bag hendes solar plexus. Mens hun arbejdede EXORCISM frem, var det et klart mål for hende at både lyden og musikken skulle være meget fysisk.

”Fysisk i den forstand, at du faktisk kan danse til musikken. Du mærker den og bevæger din krop. Hvis jeg sammenligner den her proces med mine andre album, var den her overhovedet ikke intellektuel. Den kommer fra min kerne. Det gjorde også processen mere skræmmende, rå og nøgen. Først tænkte jeg ’Åh, shit’ – det her er den forkerte retning at gå. Måske skal jeg beskytte mig selv mere og ikke fortælle alt, men i sidste ende var det den eneste måde at gøre det på for mig.”

Tidligere har Jenny Wilson samlet billeder i massevis som inspiration til et nyt album. Hun pløjede sig gennem digtsamlinger for at finde det rigtige ordforråd og den rigtige tone. Men denne gang kunne hun række uden for sig selv efter inspirationen. Inspirationen var nødt til at komme fra kernen, et fortættet lille sted, som på det tidspunkt var ødelagt.

Frygten for at tackle emner som overgreb og voldtægt lammede først sangerinden og en tanke-malstrøm af overvejelser fyldte hende. Ville hun være i stand til at bære det? Skulle hun nu være en talsperson, som kom med politiske udtalelser og havde holdninger? Det ville være en nærliggende tanke i slipstrømmen af #MeToo-bevægelsen. Men det er ikke noget Jenny Wilson vil.

”Det eneste jeg vil, er at være den her meget lille person, som har brug for at udtrykke mit personlige, lille helvede. Og få noget fantastisk ud af det. Jeg vidste, at jeg var nødt til at gå ind i albummet 100% og ikke lave en obskur ting. Jeg vidste, at jeg var nødt til at lave det…”

Jenny Wilson giver luften et smil og et fistbump med sin knytnæve.

”…og det tog mig et stykke tid at træffe beslutningen fordi, jeg vidste, at jeg ville blive nødt til at snakke om voldtægten. Jeg ville være nødt til at snakke om det offentligt. Men jeg vil gerne holde det på et niveau, hvor jeg kun snakker om mit liv. Og min kunst.”


For at kunne tale om oplevelsen i sine tekster greb Jenny Wilson fat i et instrument, hun ikke tidligere har brugt. En stemmeforvrænger. Det kræver mod at stille sig op på en scene og synge og hun havde brug for et andet rum, hvor hendes tekster kunne bo uden at trække mørket med sig. Hendes indre lydnørd havde det sjovt med at eksperimentere med de forskellige muligheder forvrængeren gav, mens hun fokuserede på at udforske denne hyper-elektroniske verden, som hun skabte på EXORCISM.

”Jeg vil gerne, at man kan danse og bruge musikken fysisk. Ligesom bare argh!!” Luften får endnu et slag. Denne gang af Supermand-slagsen og Jenny Wilsons udtryksfulde ansigt lader uforstilt musikalsk glæde favne skrøbeligheden.


”Musikken er jo kanon, og jeg tænker, at når jeg kommer her og spiller, så ønsker jeg virkelig, at folk kommer op på scenen og danser med mig, hvis de har lyst. Men det er det, som er så fantastisk med kunst, at du kan tage noget, der gør så ondt og selvom det stadig gør ondt, kan du få noget flot ud af det. Nu er jeg bare indstillet på, hvor vildt herligt og cool det bliver at spille live. For det er det bedste jeg ved."

Mere om Jenny Wilson