Han ledte publikum gemmen svedige fælleskrål og dundrende olietønde-beats. Da olietønderne blev sendt i hi på ubestemt tid i 2013, begyndte sangskriveren langsomt at stykke et soloprojekt sammen under eget fornavn.
Tidligere i et kort afbræk fra Kaizers Orchestra i 2005 udsendte han soloalbummet Francis’ LonelyNights. Hvor de 12 sange dengang var skrevet på en akustisk guitar og legede med det engelske sprog, er det nye soloprojekt skrevet på norsk og med en fyldig instrumentering.
Albummet Artisten & Marlene er netop udkommet, og de 15 sange kunne ikke være skrevet på andet end modersmålet denne gang.
”Jeg havde lyst til at gøre det, jeg gør bedst, og det er at skrive tekster og synge på norsk. Der har jeg min styrke og signatur. Den type musik, som jeg har lavet nu på Artisten & Marlene, er en fortsættelse af min stil i stedet for at lave helt om på min stil. Francis’ Lonely Nights var en helt anden tid og et helt andet behov”, fortæller Janove Ottesen.
Den karismatiske forsanger har aldrig haft noget problem med at komme ud over scenekanten, og der bliver heller ikke holdt noget tilbage som soloartist.
”Jeg elsker de store følelser og store bevægelser. Spektakulære sange og koncerter. Jeg vil hellere det end være en forsigtigt singer/songwriter, der er ensom, trist og melankolsk med sin guitar på scenen. Det er jeg færdig med – jeg vil have det modsat. Jeg vil stå på barrikaderne, hænge i taget og spille til fest."
Hvis man tidligere har nydt Janoves Ottesens evner til at skrive sange fyldt med snørklede karakterer og deres dramatiske liv, går man ikke forgæves på Artisten & Marlene.
Ottesen har skrevet et kærlighedsdrama om balletdanserne Artisten og Marlene, der kæmper for at få hinanden. Inspirationen udsprang af en dokumentar om den talentfulde russiske balletdanser Rudolf Nureyev. Men der har også sneget sig overvejelser ind fra sangerens eget liv. Set på den anden side af en intens bandkarriere.
”Albummet handler om balancen mellem kunsten, kærligheden og ambitionen. Hvad man vil i livet. Jeg brugte refleksioner fra mit eget liv som artist, der har familie, kærligheden, ambitioner og mine mål. Det er meget mere voksent end for 20 år siden."
Den sidste sætning bliver leveret med et grin, og selvom der er flere af de mere ”voksne” overvejelser med i Ottesens nye univers, betyder det ikke, at der er skruet ned for de karakteristiske energiudladninger på scenen, og som en ægte entertainer værdsætter han sit publikum.
”Det handler om meget mere end at sige ’Hej, hej. Kan I alle sammen klappe nu og hoppe op og ned’. Det er en større sammenholds-feeling. De bedste øjeblikke er magiske på den måde. Man føler virkelig, at man er sammen med nogle mennesker om at opleve en stemning i et rum, som man skaber sammen. Det er fantastisk. Hvis artisten viser, hvem han er, viser publikum, hvem de er."
Den karismatiske nordmand står stærkt under eget navn, selv når dramaet spidser til og festen stampes i gang.
