Historien om Built to Spill er en fortælling om et introvert indieband fra Idaho, der med deres eminente, musikalske eksperimenter slog hul igennem til mastodontiske Warners Bros' lydmur, opnåede massiv hype blandt anmeldere, men aldrig opnåede det store kommercielle gennembrud, som stod skrevet så klart i karriere-horoskopet.
Ikke desto mindre leverede frontmand Doug Martsch og co. i tæt samarbejde med den legendariske producer Phil Ek tre genredefinerende album i løbet af 90'erne, der har sat et tydeligt aftryk på indierocken i det nordvestlige USA og fik på ny den hvide indie-røg til at stige fra skorstenene i musik-Vatikanet Seattle.
Bands som Modest Mouse og Death Cab For Cutie har været dybt inspirerede af Built to Spills guitarfunderede popsange, og Benjamin Gibbard har til musikmagasinet Esquire bramfrit fortalt, hvor forgabt han var i deres lyd:
Built to Spill blev dannet i 1992 af sangskriveren fra det hedengangne band Treepeople, Doug Martsch. I 1997 blev bassist Brett Netson og trommeslager Ralf Youtz indlemmet som permanente medlemmer i projektet. I en alder af blot 29 år havde Doug Martsch opbygget en imponerende diskografi med tre album fra Treepeople, yderligere tre med Halo Benders (et samarbejde med Beat Happening frontmanden og K Records guruen Calvin Johnson) og tre udgivelser med Built to Spill.
Efter udgivelsen af albummet There´s Nothing Wrong with Love i 1993 fik bandet tilkæmpet sig en aftale med pladeselskabet Warner Bros., der i post-Nirvana-æraen fortsat satsede og hungrede efter at finde det næste, store, alternative indieband.
Pengene fra aftalen brugte Martsch til at flytte sin kæreste og søn fra deres mobilehome til et lille hus i Boise med et hjemmebygget studie. Det særlige ved aftalen var, at bandet fik fuld selvbestemmelse til at gøre, hvad de havde lyst til, og selvom Martsch var skeptisk omkring kontrakten besluttede han sig for at blive en del af det store ”maskineri”. I et interview med musikmagasinet Consequence of Sound fortæller han:
Bandets første album udgivet på Warner Bros. var det mesterlige space-prog album Perfect From Now On. Det solgte beskedne 43.000 kopier over to år, og bandet sparede både roadies samt boede på samme værelse, når de var på turné, da de var overbeviste om, at eventyret var ved vejs ende. Martsch har bl.a. udtalt:” We know it’s not going to last. We know we’re not going to make it big.”
Men pladeselskabet havde fortsat tiltro til Martschs uforudsigelige og eklektiske sangskrivning, og i 1999 udkom albummet, der skulle blive bandets største succes til dato.
Keep It Like a Secret er trioens fjerde album, der udkom i 1999. Indspilningerne begyndte to år forinden i Bear Creek Studios i Woodinville, Washington. De fortsatte sammen med deres faste producer Phil Ek deres larger-then-life kompositioner samtidig med, at de kogte numrene ned til potente og atmosfæriske popsange.
Bandet gik nye veje, hvor der i den grad blev skrået ind til benet i et meget poppet univers af elektriske guitarer og underskønne high-pitch vokaler. Albummet er en opvisning i eminente guitarfigurer, der med lige dele melodiøsitet og pondus maler et farverigt, komplekst musikalsk landskab.
Martsch har en unik evne til at drage tydelige referencer til rockhistoriens store koryfæer, men formår samtidigt at indkredse de velkendte elementer i sit eget, særegne univers. Rolling Stone skrev bl.a. i forbindelse med udgivelsen:
“There are traces of Lou Reed and the hyperwriting of ’66 Bob Dylan in Secret‘s lyric mix of run-on, conversational syntax and curveball wordplay (“I can’t be your apologist very long/I’m surprised that you’d want to carry that on/Count your blemishes, you can’t, they’re all gone” — “Carry the Zero”).”
Keep it Like A Secret blev bandets mest populære album til dato og nåede en 120. plads på Billboard-liste, men de nåede aldrig indierockens højeste tinder. Til gengæld formåede bandet at puste til en næsten udslukket ild i Seattles musikalske undergrund. Magasinet AV Music skrev i forbindelse med jubilæet for albummet:
