Venner, der, inden de knapt var nået flytte-hjemmefra-alderen, flyttede ind i en tourbus og kløvede den internationale musikscene på deres skarpe og punkede rock. Et gennemsnit på 130 koncerter om året betyder også masser af tid brugt på at rejse, på at være i transit og på at være ét sted, men alligevel ikke.
Da bandet lander i Store VEGA til dette interview, er det med en mentalt pakket tourbus, som dagen efter starter Europatour i Portugal.
Forsanger Elias Bender Rønnenfelt sammenligner det konstante tourliv med at være en sømand, som konstant rykker sig geografisk, og tanken om at være et sted i længere tid ad gangen, kan give en lyst til at rykke sig endnu mere.
Trommeslager Dan Kjær Nielsen og bassist Jakob Tvilling Pless skifter samtidigt siddestilling i deres stole efter den beskrivelse. Stilstand, musikalsk eller fysisk, virker ikke helt som en mulighed.
Dan Kjær Nielsen: ”Det er en konstant rastløshed, man kan få og tage med hjem. Men udsigten til at skulle afsted igen på et tidspunkt, kan godt få mig til at slappe af og tænke fedt!”
Guitarist, Johan Suurballe Wieth: ”Hele det her år er jeg kommet hjem med den viden om, at jeg er hjemme, men hvis det er helt ad helvede til at være hjemme, så skal jeg alligevel afsted igen.”
Elias Bender Rønnenfelt (EBR): ”Ro på du bliver sendt afsted igen.”
Johan Suurballe Wieth (JSW): ”Du ryger ud igen.”
Dan Kjær Nielsen (DKN): ”Der er ingen grund til panik.”
JSW: ”Du skal nok få lov.”
De fire bandmedlemmer har kendt hinanden længe nok til at være langt forbi noget, der kan beskrives som fasttømret. De glider ind og ud af samtalen, giver plads og svarer i forlængelse af hinanden. Iceage er bundet sammen af et helt specielt bånd. Et bånd der er blevet forstærket af ti års intens karriere, og som også gør det muligt at opretholde deres heftige turneaktivitet.
JSW: ”Der er nok ikke mange, som turnerer i den grad vi gør, hvor der, når de er kommet hjem fra en tour, går ca. en dag, og så ringer man til hinanden og mødes. Vi tilbringer ikke kun tid med hinanden, når vi spiller musik. Vi tilbringer det meste af tiden sammen også, når vi ikke er på tour.”
Jakob Tvilling Pless (JTP): ”Det er ikke kun forretning.”
EBR: ”Det er ikke kun bandet, vi har som fælleskab. Det er en åndssvagt stor del af vores liv, som kører omkring hinanden.”
Venskaberne opstod lang tid før, at musikken kom til. Johan Suurballe Wieth og Dan Kjær Nielsen har kendt hinanden siden de var fem år. Elias Bender Rønnenfelt og Jakob Tvilling Pless fuldendte konstellationen i elleve/tolvårs-alderen. Kedsomhed drev de unge teenagere til at samle instrumenter op og lave musik. Succes var aldrig et parameter for musikken. Den skulle være et sted, bandet kunne genkende sig selv.
EBR: ”Jeg tror også, det er en dårlig grobund at starte noget på, hvis dét man gerne vil opnå, er en motor for, at man gør det. Så tror jeg ikke, at man kommer med noget, som er specielt ærligt. Har specielt meget hjerte. Jeg tror, at der var en ubevidst nødvendighed for at lave noget, der talte til os selv, fordi der ikke var noget andet, der talte til os. Kulturelt. Det tror jeg ikke, at vi kunne have formuleret dengang, men set i bakspejlet tror jeg ikke, at vi kunne identificere os med noget, der var derude, så er man ligesom nødt til at skabe det selv.”
Det Iceage skabte var et nybrud i den danske rockundergrund, da debutalbummet, New Brigade, udkom i 2011. Det havde en klart defineret lyd og en fuldstændig kompromisløs og uforudselige tilgang til punk rock. De blev udråbt som pionerer for en blomstrende DIY-scene centreret omkring spillestedet Mayhem i Københavns nordvest-kvarter.
Krakeleringerne på den danske musikscene blev bemærket i både ind- og udland, hvor musikanmelderne selvantændte af begejstring over lyden på New Brigade.
Den seneste erobring for brigaden er deres fjerde album, Beyondless (maj, 2018), som endnu engang cementerede kvartettetens eminente evne til at skrive tidsløse og ekspressive rocksange. De ti sange på Beyondless er svøbt i en dramatisk storslåethed, som understøttes af blæs og strygere.
Albummet har også fået selskab af to singler ”Balm of Gilead” og ”Broken Hours” på trods af, at bandet siden marts hele tiden har været et flydende sted mellem ude og hjemme. Men det er måske også at foretrække, når man som Iceage afskyer alt, hvad der kunne minde om en komfortzone og ser muligheden for fejl som vigtigt.
EBR: ”Jeg synes det er ret essentielt for os, at vi er i stand til at fejle, fordi der er nødt til at være en eller anden form for risiko for, at det også kan blive fantastisk en gang i mellem. Heldigvis har vores bundniveau for katastrofe hævet sig lidt med årene."
DKN: ”Jeg tror, det er rigtigt, at det er godt at skulle kæmpe lidt for det. Så kommer man nogle gange til at kæmpe sindssygt hårdt, og det er det, som kan gøre, at det overskrider det, at man bare går ud og gør sin ting.”
EBR: ”Det er også derfor, vi er nødt til at blive i en løbende udvikling for, hvis man finder en eller anden komfortzone, så tror jeg, det er starten på døden af det, man laver. Men hvis man altid kan skabe sådan et lille element af usikker grund for sig selv, så kan du på et tidspunkt indtage territoriet og så rykke videre. Det er den måde, at det er spændende for os at være i et band på."
