Den svenske sangskriver Molly Nilsson startede sin kreative løbebane med at skrive tegneserier. En dag lånte hun en kammerats synthesizer, og kort tid efter blev blyanter og tusser skiftet ud med indspilningsudstyr og instrumenter. I musikken fandt Molly Nilsson et kreativt rum, hvor fantasien kunne få frit løb, og hvor hun kunne lukke sig helt inde. I et interview med The Guardian har hun fortalt:
Den fritløbende fantasi er ifølge hende blev forstærket af en barndom, hvor hun måtte kæmpe for opmærksomhed. I skolen var de 28 piger og tre drenge, og drengene løb oftest med opmærksomheden. Samtidig savnede den unge sangerinde kvindelige stemmer, hun kunne relatere til. Derfor startede hun med at skrive sine egne sange.
Nilsson flyttede som spirende musiker til Berlin, hvor hun ved siden af indspilningerne arbejdede som garderobepige på den mytiske og verdensberømte klub Berghain. Hun spinkede og sparede for at indsamle penge til, hvad der skulle blive hjemmestudiet Lighthouse. Berlin er blevet hendes faste base. Selvom flytningen dertil mere var af nød end af lyst, har hun fundet et sted, hvor hun kan eksperimentere med sin kunst.
“I came here, because I couldn’t find anywhere to live in my hometown. Berlin’s a great place to try things out, because you’ll never be the weirdest creative person here, but as far as the arts scene goes, it isn’t really that special anymore,” har Molly Nilsson fortalt til Loud & Quiet.
Nilsson har brugt en årrække på at forfine sine sange. Ni udgivelser inde i karrieren og med eget pladeselskab har undergrundsmusikeren skabt et stort internationalt følge, der hylder hendes insisteren på at gå egne veje.
Hendes intense og nærværende sceneshow tegner det perfekte billede af Nilsson som artist. Hun er alene om foretagendet, hvor hun producerer musikken, booker alle sine turneer og udgiver sine egne album.
Og Molly Nilsson er helt sin egen! Hun har gradvist har bevæget sig tættere på den kommercielle pladebranche, men uden at give køb på sin kreative visioner og integritet. I et interview med The Guardian har hun fortalt:
Ensomhedens kreative åre
Hun har fortalt til The Guardian om ensomheden, som et instrument til at være kreativ. For ligeså skræmmende den kan være, ligeså spirituelt givende kan den også være. Den giver rum til eftertænksomhed og tid til at drømme:
“I know that a lot of people are afraid of loneliness, and I don’t understand, because it’s nothing,” fortæller hun. “When you genuinely feel lonely, you can look at the situation and say: What if I just turn this around, and this is nice? And what if I’m just there for myself instead? I think that’s why I became a songwriter: it enabled me to do what I love the most, which is daydreaming.”
Molly Nilsson musikalske onemanshow er indspundet i dagdrømmeri, der konstant bevæger sig nye steder hen. Albummet Sólo Paraíso fra 2014 tog hende til Argentina, hvor indtrykkene blev kanaliseret ud i en ode til Buenos Aires og dem, der befolker byen.
Det er på de eftertænksomme ture, at dagsdrømmeren indsamler inspiration. Tilbage i Lighthouse-studiet forvandler hun dem til kølige synthpop-sange, der med lige dele lys og mørke fortæller om tingenes tilstand og menneskets evige udvikling.
Ensomheden er også politisk, ifølge den karismatiske sangskriver. Børn bliver flasket op i et resultatorienteret samfund, hvor alt skal have en mening. Vi skal konstant udrette ting, og det frarøver folk muligheden for at dagdrømme og give sig hen:
”We’re deprived of a lot of dreaming. Because that space is always filled up – think of the speed of news and how we don’t really get to digest things.”
