Grænsedragningerne, der blev pålagt tuaregerne af Frankrig gjorde, at minoriteten blev afskåret fra infrastruktur såsom sundhed, uddannelse og vand. Det tvang folk i eksil i nabolandende og forårsagede kaos i Mali.
Det er i en algerisk flygtningelejr i 1960´erne, at historien om det legendariske ørkenblues-band Tinariwen starter. Bandets medlemmer havde undsluppet forfølgelse efter Tuareg-oprøret i 1962-1964, og under Saharas stjernebesatte nattehimmel begyndte de unge tuareger at spille de længselsfulde toner og besynge ønsket om frihed til folket.
I væbnet kamp med elektriske guitarer
Guitarist og sangskriver Ibrahim Ag Alhabib var vidne til krigens grusomheder på tætteste hold, da hans far blev dræbt under urolighederne i starten af 60'erne. Han blev i en ung alder fascineret af guitaren og lavede sin egen ud af gamle zinkdåser, en pind og en cykelbremse. Senere fik han lov til at låne landsbyens eneste guitar af en ældre tuareg, der også lærte ham de tekniske færdigheder. Det var Alhabibs møde med den elektriske guitar og den traumatiske opvækst, der lagde kimen til, hvad der skulle blive Tinariwen.
De unge drenge i bandet mødte hinanden, da de var ganske unge. Vennerne tog ofte på tur ud i ørkenen, hvor de lavede bål, drak te og spillede sange for hinanden. Folk kaldte dem ”Kel Tinariwen”, som oversat betyder ”drengene fra ørkenen”.
Tinariwen begyndte at skrive tekster om de socialpolitiske udfordringer i Mali. De indspillede dem på kassettebånd og uddelte dem gratis til de, som var interesserede. Deres ørkenblues begyndte at sprede sig som sandkorn i vinden og blev et talerør for minoritetens problemer.
Algerisk rai, nigeriansk rock og en flok legesyge beduiner
Tinariwen lyder som ingen andre med deres sammensmeltning af nigeriansk rockmusik, algerisk rai og amerikansk blues. Med hypnotisk guitarspil og trommernes konstante poly-rytmik skaber bandet potente protestsange, som besynger kampen for frihed. Eftersom konflikten fortsætter i Mali med uformindsket styrke, har Tinariwen været nødsaget til at indspille deres nye plade Elwan i eksil i henholdsvis Californien og Marokko.
Følelserne og stemningerne på Elwan peger i vidt forskellige retninger med numre som ”Tiwayyen”, der blæser skrattende psych-guitarer ud over ørkenen og leder tankerne tilbage til rockpionerer som The Grateful Dead og Led Zeppelin. Nummeret ”Ténéré Táqqál” er med dens klagende sang en hymne til deres elskede hjemland, og blues-drønet ”Nánnufláy” maler nattehimlen blå med udpinte, skæve toner.
Jamsessions med verdensstjerner
Tinariwen blander genrer med eksperimenterede improvisations-sessions. De har samarbejdet med anerkendte, rockmusikere som Kurt Vile, Mark Lanegan, Kyp Malone fra TV on The Radio og den alsidige guitarist fra Wilco, Nels Cline.
Bandet har altid skrevet deres sange sammen og inviterer jævnligt gæsteartister med i processen. Sangene starter som en brainstorm opbygget omkring et simpelt beat og riff.
Med hjælp fra den franske musikgruppe Lo'Jo fik Tinariwen i 2001 hul igennem til den vestlige verden og spillede store shows på WOMAD og Roskilde Festival. Samme år udgav de deres første album uden for Nordafrika. Artister som Bono, Thom Yorke og Chris Martin blev fans af deres støvede, hypnotiske lyd, og i 2011 modtog bandet en grammy for det anmelderroste album Tassili.
Mens militante islamiske grupper som Ansar Dine vinder terræn i Mail og forbyder ”satans” musik, fortsætter Tinariwen ufortrødent deres indædte kamp med at fravriste sig diktaturets lænker og lade friheden spille over de golde, nordafrikanske vidder.
