Ofte stillede spørgsmål
{{faq.Name}}

{{faq.Name}}

{{faq.Answer}}


Den 15. februar inviterer VEGA|ARTS den finske kunstner Teo Ala-Ruona til at overtage gulvet i Lille VEGA for at udfordre såvel liveformat som kønsstereotyper med sin nye performance
Lacuna.

Teo Ala-Ruona er en finsk performance- og billedkunstner. Med kroppen som medie og materiale praktiserer Ala-Ruona performanceværker, hvor han gennem spekulativ fortælling kan transformere sig. I sine værker dedikerer han sig til at tilbyde mere komplekse måder at forstå queer seksualitet og transkønnede kroppe på, samt at skabe et kollektivt rum, hvor der er plads til narrativer og oplevelser ud over normen.

Lacuna beskriver han som en autofiktiv horror-fortælling, der sammensætter hjemsøgte oplevelser til en verbal og musikalsk besværgelse. Værket er sidste del af en performance-trilogi, der består af Toxinosexofuturecummings (2019), My Flesh Is In Tension And I Eat It (2020) og Lacuna (2021).

Lacuna er kun oplevet live få gange i Finland, hvormed denne kommende performance i VEGA bliver værkets internationale debut, der efterfølges af en performance ved Institute of Contemporary Art i London den 18. Februar.


Lacuna – et møde med kroppens erindring

Lacuna er historien om en krop, der husker. I Lacuna søger Ala-Ruona gennem kropslige narrativer at åbne for de minder, traumer og billeder den hjemsøges af, i et forsøg på at finde sig til rette i sin egen krop.

Lacuna har fundet stor inspiration i horrorgenren, ikke bare i lyduniverset, men også i de metoder Ala-Ruona tager i brug gennem sin performende krop. Ved at åbne op for dét de fleste ellers finder grusomt, forhandler Ala-Ruona mellem kroppen, og de historier, minder og traumer den holder inde.

"En af grundene til, at body horror er så interessant for mig, har at gøre med transkønnethed og det faktum, at i samfundet generelt bliver det at ændre på en krop, og især en kønsbestemt krop, set som skræmmende og rædselsvækkende og opfattet som noget forkert og som noget, der ikke må ske."

Han fortæller, at han fra barnsben har fundet stor fascination ved horror, i sameksistens med frygten. Ala-Ruona leder dog ikke efter chok-faktorer. Og selvom han ser noget ekstremt smukt i mørke og undergang, besidder Lacuna også opløftende elementer, der særligt udtrykkes visuelt og koreografisk.


“Lydlandskabelse”

For Ala-Ruona bruges performance-genren som en form for verdenskonstruktion, hvor lydlandskabet derfor bliver et stærkt element, der kan påvirke og ændre det rum performancen skaber. I tilblivelsen af Lacuna, vidste Ala-Ruona derfor fra start, at han ville lave et samarbejde med en komponist og lyddesigner. Det var her, Tuukka Haaparkorpi kom ind i projektet. Med en fælles interesse for den lydlandskabelse, der kan skabes i metalgenren, formede sig det horror-lydunivers, der definerer Lacuna.

"Jeg tror, at Tuukka og jeg prøvede at tænke på lydlandskaber, der kunne hjælpe mig med at åbne min krop, men også lyd, så vi prøvede at finde lydlandskaber og lyd, der ville komme ud af kroppen og på en eller anden måde kunne give en følelse af, at der var nogen inde i mig."

Udover de elektroniske kompositioner i projektet eksperimenteres der også med vokaliseringer. For Ala-Ruona er stemmen en forlængelse af at bruge sin krop som materiale og en central del af han og Tuukka Haaparkorpis lydlandskabelse. Vokalerne finder ligeledes sin inspiration fra metalgenren, hvor performeren i Lacuna kan opleves screame og growle.

"Screaming og growling er for mig en handling af frihed, tror jeg ... Det handler mere om frigørelse end om at holde noget tilbage, derfor er der for mig også nogle smukke aspekter ved horror-æstetikken.”


Når kroppen fortæller

Gennemgående for Ala-Ruonas kunstneriske praksis er at bruge sin krop som materiale og metode. Ved at bruge sin egen krop, bliver det en måde at forstå, hvordan kroppen også bliver en arena for omskiftelighed ved at udnytte de muligheder og potentialer, den performende krop besidder.

“Jeg ønsker i særlig grad, at værket skal være tilgængeligt for mange mennesker og ikke kun handle om mig selv. Det er nok her, fiktionen spiller en vigtig rolle; at jeg gennem fiktionen på en måde kan afprøve roller, positioner og forestillede kroppe på scenen, som ikke er der som sådan."

For Ala-Ruona er det vigtigt at understrege, at selvom han bruger sin egen krop i sin performance, betragter han det kropslige narrativ mere som udgangspunkt for en kollektiv hukommelse.

"Jeg kan godt lide at behandle øjeblikke eller situationer i performancen som en slags ændret tilstand eller virkelighed af en slags, ikke nødvendigvis parallel virkelighed, men måske mere som et slags rum, der har sin egen politik, citater og muligheder."

Det er netop i den kollektive hukommelse og i sammenspillet med publikum, at Ala-Ruona oplever, at hans performance kulminerer. For ham, er det netop magien ved live-oplevelsen, der ændrer performancen fra gang til gang. Han anser Lacuna som værende en ofring til publikum, en invitation til at skabe og indgå i et rum med performeren, hvor der sammen kan fortælles og opleves en fortælling både kropsligt og kollektivt.

Køb
15 Andre arrangementer

VEGA|ARTS: Teo Ala-Ruona: Lacuna

onsdag — Lille VEGA15. feb.