Værket As We Improvise We Disappear er blevet til i et samarbejde med kunstner Geoff McFetridge, VEGA og Tuborg. Originalen hænger i VEGA, og motivet er blevet opført på en 19-meter høj husgavl på Vesterbrogade. Det har været begge parters ønske at skabe et værk, der kunne transformere den intime og flygtige oplevelse af en live-koncert til et permanent kunstværk.
Geoff Mcfetridge bor og arbejder til dagligt i Los Angeles. Som helt ung kunstner i 1990’erne var han en del af Beautiful Losers – en samling af kreative og kunstnere, der var inspireret af do-it-yourself æstetikken i skateboard, graffiti og undergrundsmusik. McFetridge skater hver morgen i forsøget på at fejle så meget som muligt som opvarmning til sit virke som kunstner og grafisk designer. Vægmaleriet er hans første i Europa.
Vi mødte ham i hans studio i Los Angeles til en snak om tankerne bag og tilblivelsen af As We Improvise We Disappear.
"I sin arbejdsprocess udelader McFetridge konsekvent mere end han inkluderer."
Hvad var inspirationen til værket til VEGA?
VEGA og Tuborg henvendte sig med et meget løst brief. Det skulle handle om musik, og om det fællesskab musikken skaber. Resten var egentlig op til mig.
En af de ting jeg selv husker fra at være en dreng og spille i band med mine venner, var de her små elektriske stød, vi hele tiden fik, når der var en overgang i en forstærker eller nogle ledninger blev filtret sammen. Der er smuk samhørighed i den erindring. Et fællesskab som VEGA og jeg følte er en vigtig del af musik og ikke mindst live-musik.
Den ide vi endte med forestiller to guitariser, der er forbundet af et virvar af ledninger.
Motivet er meget stramt komponeret, og så roder ledningerne rundt i midten. Jeg har aldrig før tegnet så meget kaos, men det er så fint et billede på fællesskab og samtaler og improvisation og ikke-lineære samarbejde. Formerne er på samme tid perfekte og uperfekte.
Jeg tænker på det som et billede eller nærmet et logo for fællesskab.
Hvad er udfordringen ved at lave noget i så stor skala?
Min metode er forskellig fra fx graffitimaleren, der ser væggen som et lærred og komponerer direkte tilden store flade. Jeg arbejder i den lille skala, og så blæser vi det op i størrelse.
Generelt kan man sige at der faktisk ikke er så mange udfordringer. Når man blæser noget op i stor skala, ser det i reglen bare fedt ud. Så for mig er den store skala mest bare en gave. Jeg elsker at lave et meget simpelt motiv med masser afkonsekvens, og så blæse det op på en stor flade.
Men jeg synes det er spændende, at den store skala i dette tilfælde tilføjede en ekstra dimension. Der sker en ting, når man er tæt på, og en helt anden ting, når man er langt fra.Værket og oplevelsen forandrer sig alt efter perspektivet.
Det var et særligt benspænd i forhold til ’As We Improvise We Dissapear’ eftersom den nederste halvdel af væggen bliver skygget for af en modstående bygning. Først når man kommer helt tæt på opdager man, at der er endnu en musiker. Det skaber en dynamik i fortællingen.
Har du en egentlig metode i dit arbejde?
Jeg arbejder med reduktion og enkelthed. At skære alt støj fra og skabe helt skarpe billeder.
Det er enkeltheden, der skaber kompositionen og holder billedet i balance.Det er mit ”regelsæt” for mit arbejde.
Intet blev overladt til tilfældighederne, da maleriet skulle overføres til gavlen. Her ses de præcise farveangivelser, som skulle gengives nøjagtigt i den store skala.
Hvorfor valgte du at lave værket set i fugleperspektiv?
Fugleperspektivet kom til mig for fire år siden. Det første motiv jeg tegnede var faktisk mig selv. Jeg tog nogle billeder af mig selv gennem et hul i loftet set direkte ovenfra. Og så malede jeg det – grundlæggende mig selv set fra oven. Men det var ikke det, jeg var uden efter. Jeg begyndte at skrælle detaljerne af, og det første motiv jeg lykkedes med, var en gruppekrammer set direkte ovenfra. Det var alle disse cirkulære hoveder forbundet af arme, ikke andet.
Jeg er vildt interesseret i formen på en forstærker set ovenfra. Men jeg har absolut ingen interesse i at afbillede en forstærker set forfra med alle knapperne og detaljerne. Set ovenfra er det bare en sort firkant, men vi forstår det alligevel.
Er det en slags filosofi?
Det kan man måske godt kalde det. I VEGA-billedet er guitaren næsten ikke en guitar. Der er ingen knapper, ingen strenge, ingen håndtag. Der er bare en form og et knæk, og et nik med hovedet fra guitaristen – og så forstår man, at det er en guitar. Der er mere udeladt, end der er inkluderet.
”Jeg arbejder med reduktion og enkelthed. At skære alt støj fra og skabe helt skarpe billeder. Det er enkeltheden, der skaber kompositionen og holder billedet i balance. Det er mit regelsæt for mit arbejde.”
Hvad er dit forhold til København?
Jeg elsker København, og jeg er kommet der gennem mange år, når jeg har udstillet.Jeg ejer ikke en regnjakke – jeg bor jo i Los Angeles – og det regner og blæser meget i København, men på trods er det bare så fed og sjov en by. Jeg elsker at leje en cykel og cykle rundt i byen. Jeg synes der er en slags west-coast stemning i byen. København er mere som L.A. end som NYC, mere som Barcelona end som Paris. Det er meget afslappet på en cool måde, og meget inspirerende.
Hvordan er du inspireret af musik i dit arbejde?
En af de smukke ting ved at tegne er, at man kan lytte til musik, mens man arbejder. Når jeg skriver, bliver jeg altid ramt af, hvor stille en aktivitet det er. Jeg tegner hele tiden, og jeg lytter til musik hele tiden. Det er en af de skønne ting ved at være en tegner. Jeg lytter til alt muligt – mine interesser kommer i bølger. Musik er en indflydelse i mit arbejde, men ikke en direkte indflydelse. Det er svært at tale om musik. Godt jeg er en tegner og opgaven var at tegne musik.
