Den radiovenlige blanding af dansable electropopbeats, jordnære folk-tekster samt overraskende elementer af vuggende reggae-rytmer sendte den tyske duo Milky Chance bragende ind på verdenshitlisterne i 2013. Det er vanskeligt at placere musikken i en specifik genre, men netop denne usædvanlige sammensætning åbner Milky Chance op for et bredt publikum.
Trods deres øjeblikkelige status som virale stjerner ved udgivelsen af debutsinglen ”Stolen Dance” i 2013 har de to barndomsvenner Clemens Rehbein og Philip Dausch beholdt benene solidt plantet på den tyske jord. Hjembyen Kassel er ikke blevet skiftet ud med en pulserende storby, og duoens opfølger til debutalbummet blev indspillet i et hjemmebygget studie.
Vi er dykket ned i Milky Chances bagkatalog og har fundet tre singler, som definerer duoens brogede lyd.
Milky Chance fik noget uventet et globalt hit, da de udsendte deres første single for snart 5 år siden. Det var dog ikke et hit, som blev skabt fra den ene dag til den anden. Forsanger Clemens Rehbein har udtalt, at det tog ham omtrent tre år at færdiggøre teksten. Resultatet var tilsyneladende værd at vente på, for singlen strøg til tops på hitlisterne i mere end 20 forskellige lande og cementerede duoen som et af de mest lovende nye, europæiske navne.
I ”Stolen Dance” afveksles der mellem en guitarrytme og et mere tempofyldt omkvæd, der med garanti vil få dig til at vrikke foden i takt med melodien. En tilbagelænet vokallyd fuldender singlen som et perfekt soundtrack til en doven sommerdag.
Singlen ”Down By The River” følger i fodsporene på forgængeren “Stolen Dance” med en behagelig vibe, der svæver på grænsen til dansevenlig. Den raspende vokal fører sangens handling frem i Milky Chances særprægede folktronicaunivers.
Floden, der er tale om i den fængende sang, er floden Fulda nær Kassel. Selvom omdrejningspunktet for sangen er oplevelser Rehbein selv har oplevet i området omkring floden, konkretiserer han aldrig sine tekster for meget. For ham handler sangskrivningsprocessen mere om at male et billede end at fortælle en historie, og det er vigtigt at lytteren selv får lov til at fortolke sangen.
Milky Chances uhøjtidelige tilgang til deres succes har gjort, at de tog sig tid til at fordybe sig i musikken, da opfølgeren til debutpladen Sadnecessary skulle laves. Tre år skulle der gå, før de sendte førstesinglen fra Blossom på gaden.
Lyden er stadig den karakteristiske, livlige sammensmeltning af genrer, om end en smule mere reflekterende og melankolsk end på det forrige album. Netop refleksion er også hovedemne for ”Cocoon”, som er skrevet i en periode hvor Rehbein og Dausch forsøgte at finde ro efter deres medvind med Sadnecessary.