Med disse fire digitale showcase giver vi mulighed dig for at opleve VEGAs Udvalgte 2021: Angående Mig, Barbro, Jeuru og Ydegirl,når de skruer op for deres magiske sange.
VEGAs Udvalgte er vores årlige talentflagskib, hvor vi sætter fokus på de navne, vi forventer os noget særligt af, og som vores bookere mener, er det sted i deres karriere, hvor de nu er klar til at præge koncertscenerne i de kommende år. VEGAs Udvalgte er håndplukkede af vores bookere, fordi vi mener, de fire artister i kraft af deres store talent og potentiale fortjener et særligt spotlys fra VEGA.
VEGAs Udvalgte tiltrækker hvert år nysgerrige koncertgæster og folk fra den danske og internationale musikbranche, der kommer for at høre disse showcase-koncerter.
Angående Mig præsenterer her sit kompromisløse og helt særlige univers bestående af kraftfulde og temperamentsfyldte musikalske udladninger. Her hører vi singlerne "Vrede kvinder" og "Menneske", hvor hendes dansksprogede tekst sammenfatter de forskellige genrer og sindsstemninger på fineste vis. Med nærvær og et frygtløst opgør med musikalske normer, formår Angående Mig at holde lytteren og seerens fulde opmærksomhed, indtil den sidste tone klinger af.
Barbro - Skrøbelige ballader til pophjertet
Med sine smukke melodilinjer og ærlige lyrik skaber Barbro et skrøbeligt musikalsk rum. Det intime udtryk er bygget op af klaver, guitar, violin og kontrabas, der tilføjer en ekstra dimension til både de følsomme ballader samt de større kompositioner. Barbros minimalistiske opbygning og rene lyd gør, at hendes smukke og fængslende vokal står frem i spotlyset og skaber en direkte forbindelse til lytteren.
Jeuru - Knasende sprød R&B fra Queens
Med singlerne "King Malik" og "Couldn't Be" manifesterer amerikansk-fødte Jeuru sit kæmpe stjernepotentiale. Jeuru introducerer her midt på Store VEGAs gulv mørke, melankolske lydlandskaber, der samtidig formår at være enormt fængende og fyldt med hitpotentiale. Den eminente og soulfyldte vokal bakkes op af en karismatisk scenepersonlighed, der fuldender hans helstøbte, sprøde R&B-univers.
YDEGIRL - Nordiske baroksange og syntetiske dagbøger
Her præsenterer YDEGIRL et genrebrydende lydbillede, der veksler elegant mellem genrer som folk, R&B og klassisk kompositionsmusik. Med afsæt i nordiske fornemmelser giver hun associationer til en anden tid, men formår stadig at fremstå utrolig aktuel. Hver tone bliver sunget med en enorm indlevelse og autenticitet, som giver teksterne endnu større gennemslagskraft.