Han er taget fra forstaden til storbyen og fra undergrunden til de højere luftlag. Undervejs er han trasket i Onkel Dannys fodspor og er blevet helstøbt artist med noget på hjerte. Han er under konstant udvikling og indbegrebet af nyskabelse på den danske musikscene. Men hvor får slumromantikeren det fra?
Spol tilbage til årtusindskiftet. Unge Emil Kruse er egentlig født i Indre By, men er endt i forstaden 2821 Vangede, samme postnummer som Dan Turéll voksede op, det som han beskriver i Vangede Billeder, inden den gamle Karma Cowboy rykkede videre.
“Vi kalder Vangede Danmarks Barcelona,” griner Emil Kruse. “Vi er en selvstændig stat på kanten af Gentofte. Det er herude vi har lossepladsen og sindssygeanstalten, men også et sammentømret lokalmiljø med stærk arbejderånd.”
Og det er i Vangede, at Emil møder hiphop-musikken, nærmest i fysisk form, da en ny dreng træder ind i folkeskoleklassen. Han er klædt i baggy jeans i størrelse 3XL og har en fitted cap på hovedet. Det er Larry Thomte, som Emil senere skal blive partner med i grime-duoen Sleng.
“Han havde en vild energi. Vi kastede os over at lave hiphop-musik sammen, næsten med det samme. Da vi så opdager grime, er det som om noget klikker. Det er vildt og nyt. Først lytter vi til Dizzee Rascal, Wiley og Kano fra London, men da Stanley Most kommer frem, finder vi ud af, at vi også kan gøre det på dansk.”
Mere poesi og melodi
Efter at have smagt på musikindustrien med Sleng, søgte Emil Kruse tilbage til sine rødder som hiphopproducer under navnet Aesthetic. Først flirtede han med klassisk boombap, men efterhånden bevægede han sig over i et mere melodiøst og poetisk univers. Han havde jo trods alt fået poesien med i rygsækken fra Vangede. Det var nu ikke Onkel Dannys versefødder han fulgte efter, i stedet var det følsomme canadiske toner, der inspirerede ham.
“Jeg har altid været inspireret af storbyen, skyskrabere, slum og alt det der. Jeg opdager så en producer, der hedder Kaytranada og bliver suget helt ind i hans lyd. Det er en fed vibe, jeg kan se mig selv i. Pludselig står jeg med en helt ny lyd, hvor jeg kan synge om ensomhed og dagdrømme, men stadig på en fed måde.”
Erstatter Drake som krammebamse
Hermed er vejen lagt for Emil Kruse som solokunstner. Hans debut Slumromantiker fra 2016 rammer en poetisk nerve. Tag et nummer, som “Hvorhen” hvor han kombinerer sine rim-skills fra hiphop-opdragelsen med den nyvundne inderlighed:
“Skal jeg bare følge med?
Eller er det bare mig, der skal køle ned
Bare sådan lidt hen ad vejen, vi kan følges ad
Væk fra alle barrierer, vi kan føle fred
For jeg føler kun, at du giver mit humør glæd’
Sæt den ene høretelefon i øret: Du skal høre med
Sæt dig på det førersæde, hvor du kan køre med
Hen til et sløret sted
Hvor vi kan glemme bekymringer”
Slumromantiker høster fejende flotte anmeldelser. Udover de mange stjerner, er der sågar en af kritikerne, der siger hun er villig til at udskifte Drake med Emil Kruse som “krammebamse”. Det er vist det tætteste, man kommer på en blåstempling.
Op i de højere luftlag
I årene efter har Emil Kruse forfulgt og forfinet sit musikalske udtryk. Ep’en I dine blå kom i 2017, og samtidig er han fortsat med at producere for andre kunstnere. Dels hiphop-kunstnere fra den undergrund han selv kommer fra, men også fx Benjamin Hav, der efter Benal har kigget efter nye musikalske legekammerater. Det blev til nogle produktioner på Benjamins solodebut, men også til fællesnummeret Air Tonight.
“Benjamin er jo nærmest som en musikalsk onkel for mig. Selvom han ikke er så meget ældre, er han bare en vild kunstner, der ikke er bange for at gå sine egne veje. Da jeg sendte ham beatet til “Air Tonight” sendte han mig faktisk en version tilbage, hvor han rappede på hele nummeret fra start til slut.
Der måtte jeg træde i karakter som producer og ligesom fortælle min mentor, hvilke dele han skulle bruge. Da vi så skulle lave et omkvæd, nynnede jeg for sjov “in the aaaaair toniiight,” og så sagde han selvfølgelig gravalvorligt, at det var det den skulle hedde.”
Singlen med den bouncende, boblende house-groove blev Emil Kruses største kommercielle succes. 4,5 millioner streams og en P3s Uundgåelig senere stod han pludselig i primetime i X-Factor. Man kan roligt sige, at “Air Tonight” tog ham op til de højere luftlag.
La’ festen gå
Det er på alle måder en Emil Kruse, der står på karrierens bølgetop. Den nyeste singlen “La Det Gå” fulgte smukt op på viben fra “Air Tonight” og slår tonen an for ep’en Side A, der er udkom den 3. april. Her er sange i et positivt groove, men han varslede samtidigt at Side B ville indeholde noget helt andet.
I november udgav han anden halvdel, der har resulteret i debutalbummet, December. På Side B dykker Emil ned i de mere tilbagelænede, kølige produktioner, som lytteren kender ham for.
Med December sammenblander han festlig klubrap med mere eftertænksomme og drømme lydlandskaber, hvilket skaber et eklektiske mangefacetterede album.
På den måde balancerer Emil stadig det udadreagerende med det indadvendte. Han er festens midtpunkt og sky på samme tid. Han lover dog, at når han kommer til at spille i VEGA, så slipper han fanden løs.