Dylan LeBlanc slog igennem allerede som 20-årig med et helt tydeligt talent, og med sin sårbare stemme har han markeret sig som en helt særlig sangskriver. Hans lunefulde lydbillede har vækket opmærksomhed fra koryfæer som Bruce Springsteen og kæler for fans af Ryan Adams.
Den unge sangskriver forfatter fængslende sange, hvor stemmen er sjælfyld, og guitaren genlyder af musikalsk indsigt. Vi har håndplukket tre livesessions, der smukt demonstrerer den røgfyldte, folksy americana bestøvet med country, som LeBlanc skaber.
LeBlanc sprang op på den musikalske radar med pladen Paupers Field, hvor ”Emma Hartley” er en af de 12 bittersøde sange. Det var en af de mest interessante debuter fra en ung, ensom amerikansk mand siden Ryan Adams' klassiker Heartbreaker. I denne session sidder den unge ordsmed helt alene med sin hjemsøgende guitar, der giver dig et sug i maven, mens lyrikken får selv de mindste hår til at rejse sig.
Den galoperende succes fik amerikaneren til at drukne sig selv i et hav af sprut og mistillid til egne evner. Udmattet og medtaget af det vilde liv tog den 23-årige musiker hjem til Muscle Shoals, Alabama, for at skrive et nyt liv til sig selv. Det medførte det tredje album Cautionary Tales, hvorpå han selv har komponeret alle stryge-arrangementerne selv, hvilket kan høres i denne smukke session.
I begyndelsen af juni blev det fjerde album Renegade sluppet fri. Albummet er blevet indspillet på 10 dage og er skabt i samarbejde med LeBlancs velspillende backingband The Pollies, der både bidrager til det atmosfæriske lydbillede i sessionen og til koncerten i VEGA til august. Med Renegade går LeBlanc i en ny musikalsk retning og søger mod et mere rocket udtryk sammen med den Grammy-vindende producer Dave Cobb (Chris Stapleton, Sturgill Simpson og Jason Isbell).