Ofte stillede spørgsmål
{{faq.Name}}

{{faq.Name}}

{{faq.Answer}}


Når man taler om dansk rap, er det naturligt at tale om en tid før og efter Sivas. Armeret med attitude, autotune og et ordforråd, der kunne gøre Malk De Koijn misundelige, har Sivas fuldstændig raffineret billedet af, hvad en dansk rapper er. Den flodbølge af ny stil, som han repræsenterer, oversvømmede hver en radiostation, club og bilstereo. Det krævede blot en sang, før hele landet fik paranoia.

Siavash Memaran-Torbati er født i Iran og voksede op i det sociale boligbyggeri i Brøndby Strand. Allerede som helt ung, havde han indspillet rap og fået en slags kultstatus. I årene før hans store gennembrud, boblede hans navn derfor i undergrunden.

Fra gratis reklame til skelsættende gennembrud
Ligesom amerikanske 50 Cent før ham og franske MHD efter, slog Sivas i 2011-12 sit navn fast med gademusik, der blev distribueret udenom systemet. Her var det tydeligt, at han eksperimenterede med en helt anden lyd, end den traditionelle i dansk rap. Der var i stedet både inspiration fra de amerikanske sydstater og franske forbindelser.

Serien af tracks blev samlet kendt under betegnelsen “Gratis Reklame”, og numre som “Savner De Dage” og “Gøpenhavn” er i dag sagnomspundne gadeklassikere. Ligesom pusherprincippet, hvor første gang er gratis, skulle det dog vise sig, at brugerne kom til at betale ved kasse 1 for den gratis reklame.

Allerede fra første tone af “D.A.U.D.A.”, lyder det som om, man er ved at blive trukket ind i en Mercedes med oprullede, tonede ruder, der er så fuld af røg og bas fra systemet, at man besvimer. Sivas’ officielle debut fra 2013 blev et af de mest skelsættende numre i nyere musikhistorie.

Nedbarberet kriminel nydelse
Lyden på “D.A.U.D.A.” er minimalistisk, nedbarberet, men også melodiøs og hypnotisk. På en gang faretruende og lokkende. Det Reza Forghan, der har produceret. Han bliver gennem årene Sivas’ faste producer i et musikalske parløb. Han bruger ikke bare de konventionelle instrumenter, også Sivas’ stemme bliver mekanisk manipuleret med autotune, så hans vokal fylder hele lydbilledet ud.


"For den uopmærksomme virker hans tekster så umiddelbare, men hvis du dykker ned i det, er alting virkelig raffineret.” Pede B



Sproget i “D.A.U.D.A.” er dog lige så vigtigt som lyden. Sivas er chauffør på nummeret med Gilli som shotgun. Fra forsæderne beskriver de livet i gaderne, fyldt med lige dele nydelse og kriminalitet. Man må jo yde, før man kan nyde. Ordene og formuleringerne, de bruger, er hentet fra drengene på gaden.

Alene linjen “Vores system spiller højer', dit nabolag får para-noia” er pakket med dobbeltbetydninger. Det er både bilstereoen i sangen og lytterens musikanlæg, som Sivas refererer til. Og nabolaget, der får para-noia, er både et ordspil på at være paranoid i almindelig forstand og syg efter penge, eller para som det hedder på tyrkisk.

Da han senere i sangen fortæller, at de “Sipper fransk cognac, drømmer om Parash Obama”er det ikke præsidentdrømme, men derimod slang for sorte penge, han beskriver. Det er de sproglige omskrivninger eller – undskyld udtrykket – parafraser, der gør, man hele tiden spidser ører, når man lytter til Sivas.


Gaderappens Malk De Koijn
Rapperen Pede B, er udover at være trefoldig MC’s Fight Night-mester også en af de mest produktive rimskrivere herhjemme. Selvom han musikalsk tilhører den tidligere generation i dansk rap, er han samme årgang som Sivas:1984. Pede B er er ikke sen til at beskrive sin jævnaldrende kollegas kvaliteter, som meget raffinerede og på højde med genrens tidlige mestre:

“Sivas vigtigste bidrag til dansk rap er hans legesyge opfindsomhed med ord. Fra det mere ligetil, han introducerede, til det næsten Malk De Koijn-agtige. For den uopmærksomme virker hans tekster så umiddelbare, men hvis du dykker ned i det, er alting virkelig raffineret.”

Pede B fremhæver et par linjer fra netop “D.A.U.D.A.” som særligt gode:

"Før var det Postmand Per, nu det ikk kun postmand, der pakker Før var det taxa, nu det ikke kun taxa, man blaffer.”


Her spiller Sivas på dobbeltbetydningerne i at “pakke”, som både kan være at bære våben og distribuere narko. Og hvem er mere oplagt til at pakke og omdele en gode gamle Postmand Per?

Moden veteran med ikonisk fremtræden
Efter sit gennembrud har Sivas brugt sine senere udgivelser på at forfine både det musikalske og sproglige udtryk. Som en moden veteran, satte han sig i beskuerens rolle. Efter han inspirerede en hel generation til at rappe om at jagte penge, var han selv den første til at træde et skridt tilbage fra gadeplan.

Netop derfor bar hans første albumudgivelse fra 2016 også titlen Familie Før Para, der understreger modningsprocessen. Når han rappede om, at han ville være “Godfather”, sagde han også, at det ikke er “Godt for dig”, så de to linjer nærmest smeltede sammen til et formanende mantra.

Elegant ambassadør for alsidighed
Det er efterhånden en årrække siden gaderappen gjorde sit indtog efter Sivas og gutterne sparkede døren ind. Stilen er blevet transformeret med såvel mellemøstlige rytmer som afrobeat og sydamerikansk baile funk. Og Sivas har flirtet med alle lydene.


På sidste års album Ultra fandtes sågar et disconummer, dog stadig med Sivas’ umiskendelige top-autotunede kendingssound. På den facon placerede han sig endegyldigt på tronen som en elegant ambassadør for gaderappens alsidighed. Den udvikling har Pede B også lagt mærke til, og han regner med, det vil fortsætte.

Han fortæller: “Jeg tror, uden at vide det med sikkerhed, at Sivas er i gang med at finde et helt nyt udtryk. Hans sidste udspil viste, at han gerne vil eksperimentere mere, og det tror jeg vi kommer til at se endnu mere til i fremtiden.”

Noget tyder på Pede B har ret. Efter Ultra har Sivas udgivet sin hidtidigt største salgsmæssige succes, singlen “Oui”, der har ligget nummer 1 på hitlisterne i ugevis. Herpå får han besøg af ikke blot gode gamle Gilli, men også det nye stjerneskud, sværvægteren Node, der lægger omkvædet på det inciterende track.

Tilbage i føresædet
Netop Node spiller også med Sivas til koncerten i Store VEGA den 27. april, og hans bombastiske, melodiske stil er en lækker modpol til Sivas’ kølige, kontrollerede flow. At Sivas ikke har misset et trin, er tydeligt i den overlegne tekst, hvor han er tilbage i førersædet som på sit gennembrudshit:

“Jeg' ligeglad med risiko / Trykker bar' speederen i bund, og vi rykker bare... vroom!”

Det kører stadig for Sivas... D.A.U.D.A.



Arkiv
27 Hiphop

Sivas & NODE

lørdag — Store VEGA27. apr.