På drengeværelset i den lille flække Swift Current i Canada sad den 13-årige Colter Wall og spillede udødelige klassikere af AC/DC, Black Sabbath og Led Zeppelin på sin nyindkøbte guitar. Men det var mødet med Bob Dylans smertelige, breakup folksang ”Dont Think Twice, It´s All Right” to år senere, der inspirerede den unge folkaspirant til at gå i gang med at skrive sange.
Colter Wall begyndte ved siden af studierne på University of Saskatchewan at indspille demoer og i 2015 udgav han sin debutep, Imaginary Appalachia, sammen med produceren Jason Plump. Studiet blev droppet og lige siden har Colter Wall befundet sig på de støvede landeveje, som en ensom cowboy i legendernes fodspor.
Colter Walls selvbetitlede debutalbum fra 2017 ramte anmelderne lige i hjertekulen med elleve hjemsøgende kærlighedssange og mord ballader. På nummeret ”Kate McCannon” fortæller Wall den sørgelige historie om en ægtemands drab på sin hustru. Sangskriveren perfektionerer fortællingerne om det levede liv, med alle dens op- og nedture. Sangene er svøbt i et blødt uldtæppe af twangy-guitarer, en askefyldt-whisky-vokal og afdæmpede trommerytmer og perkussion.
Musikken er blevet brugt i blockbusters som Hell or High Water og Three Billboards Outside Ebbing, Missouri. Året efter blev han signet på Rick Rubins American Songs, og selveste Steve Earle har været ude og lovprise sangskriverens unikke talent:
Albummet er et ydmygt kip med stetson-hatten til de countrylegender, der tilbage i 70´erne og 80´erne brød med den finpolerede og stramt producerede Nashville Sound som den legendariske producer Chet Atkins repræsenterede.
Dengang var genren var en lidt ufarlig affære, der tog lytteren med på en blød hillbilly-tur gennem et vellydende lydbillede, og hvor teksterne oftest svævede på en sky af fryd og gammen. Navne som Patsy Cline og Jim Reeves var bl.a. i folden hos Nashville-produceren.
I løbet af 70´erne opstod en bevægelse, der tog afsæt i sub-genren honky tonk og rockabilly, hvor rock og folkrytmer bliver vævet sammen med country instrumentering og indadskuende lyrik. Bevægelsen tog hurtigt fart efter Waylon Jennings og Willie Nelson var i stand til at sikre deres egne optagelsesrettigheder og begyndte at eksperimentere med lyd og lyrik. Mange af outlaw-musikerne havde prøvet kræfter med etiketkarrieren i Nashville.
En kold nat efter et halv, sløjt show på det legendariske spillested Tootsie´s Orchid Lounge, blev det for meget for Willie Nelson, der nedtrykt, fuld og frustreret lagde sig midt på gaden Lower Broadway, og ventede på at blive kørt over af en bil, inden han hoppede ind og færdiggjorde aftenen.
Ordet outlaw beskriver mere en livsfilosofi frem for en særlig lyd. Outlaw country blev en metafor for en livsstil. En livslang-turne fra by til by, på kanten af loven og med en god promille i blodet af den hjemmebryggede moonshine. Genren var en afstandstagen til det etablerede, den ville frigøre sig fra konventionerne og dykke ned på bunden af eksistensen.
Efter en brand på Nelsons svinefarm flyttede han til Austin, hvor han sammen med bl.a Waylon Jennings og Kris Kristoffersen blev bannerfører for en hær af langhårede hippier og rednecks, der gjorde byen til det autonome, musikalske modsvar til Nashville.
I Jennings sang fra 1974 ”Are You Sure Hank Done It This Way?” harcellerede legenden mod Nashvilles-countrypoppens manglende evne til at mene noget. Der var intet på spil i de sukkersøde produktioner, og der var der var brug for forandring. Jennings synger om countrystjernernes overfladiske, dekadente livsstil og deres manglende, musikalske opfindsomhed:
Tilbage til Colter Wall. I en hytte i skoven, vest for Nashville, var den unge sangskriver i gang med at lægge de sidste spor på, hvad der skulle blive opfølgeren til debutalbummet fra 2017. Albummet har fået titlen Songs of The Plains og udkom sidste år. I hytten sad også den grammyvindende producer Dave Cobb, der har arbejdet sammen med store stjerner som Jason Isbell, Sturgill Simpson og Chris Stapleton. Wall har til musikmagasinet Nosiey fortalt, hvordan naturen har været med til at forme sangskriverens lyrik:
Song of The Plains emmer af historier om den ensomme mand, der ønsker at leve og dø det sted han elsker. Det er minder om gamle trubadurer, spøgelser og de brede, vestlige vidder. De lange, øde strækninger gennem den canadiske vildmark har sat sig som en evig kilde i blækpennen mellem Walls fingre.
