Det er svært at sætte ord på, hvorfor hans sange bor på toppen af hitlisterne. Hvorfor de bliver belønnet med priser og masser af roser i hjemlandet Norge.
Måske er det fordi, de er en ren godtepose af tekster, som en af begrundelserne lød, da han vandt Årets Tekstforfatter ved Spellemanprisen i 2016. Eller fordi Sana i sidste sæson af den populære ungdomsserie, SKAM for første gang tillader sig selv at være sårbar til soundtracket af hans single ”Håber du har plass".
Efter at have interviewet Cezinando på årets Roskilde Festival, da han har spillet Apollo, er en mere indlysende årsag, at nordmanden besidder en overvældende følsomhed. Den gennemsyrer både tekster og produktioner, men der er også en smittende selvtillid og ingen-pis-attitude. Det virker ikke som om, der er noget filter mellem den tidligere balletdanser og omverdenen. Hverken når han går på scenen eller stiller op til interview.
Den ukontrollerbare glæde, som fik ham til løbe tilbage på scenen to gange efter koncerten var slut og ned til publikum, er stadig tilstede flere timer senere, da han snakker med os. Eller han forsøger på det, for der skal også lige deles krammer, roser og tilråb med fans, der kommer forbi. Generelt er det ret fedt at være Cezinando lige nu.
”At få lov til at rejse rundt i hele Norge og store dele af Skandinavien og vise det frem, som jeg har arbejdet med i mange år af mit liv, som på en måde er det største i mit liv generelt og at få lov til at være på platforme som Roskilde. Det er enormt stort for mig at vise det frem, som jeg har lavet."
Og der er meget at vise frem. Kristoffer Cezinando Karlsen har lavet musik under sit portugisiske mellemnavn siden han var 16 år. Han debuterede med ep’en Cez for 4 Prez og fulgte dernæst op med albummet framtid:sanntid, der begge portrætterede en selvironisk teenage-rappers liv.
Med udgivelsen af albummet Barn av Europa og særligt det seneste album Noen ganger og andre har Cezinando fuldført transformationen fra selvironisk rapper til en langt mere rendyrket og sårbar popstjerne. Hvor han tidligere havde en mere selvironisk og humoristisk tilgang til sit univers og udseende, sørger han nu for ikke at gemme sig bag noget. Så lytteren forstår, at han mener alt, hvad der kommer ud over scenekanten.
Når han skriver sange, fokuserer han på at være oprigtig og give noget af sig selv.
”Jeg har ikke nogen grundfilosofi i det, jeg arbejder med. Jeg er mere optaget af bevægelsen i hele kunstnerskabet. Jeg tænker på kunstnerskabet i sin helhed, hvordan jeg kan se tilbage på ting jeg har gjort og arbejdet med det. Det er spændende. Når man beskæftiger sig med populærmusik, så sætter man nogle spor, som varer længe, hvis man rammer rigtigt. Så kan man bruge de referencepunkter, der sidder i folk og arbejde videre derfra. Det synes jeg er meget sjovt.”
Skiftet fra et urbant til et mere poppet univers skete ret naturligt for Cezinando. Sammen med Ole Torjus Hofvind, der producerede Noen ganger og andre, legede han sig gennem et halvt år frem til, hvordan albummet skulle lyde.
Den unge nordmand nyder nemlig at være et levende og lærende menneske. At han har muligheden for at lave fejl og have muligheden for at rette op på det. Lige nu sætter Cezinando dog ikke mange dansetrin forkert. Hans ærlige blanding af pop, rap og trap skruer helt op for følelsernes WiFi, og signalet er stærkt.
