De vedholdende blå øjne fiskede læsere fra magasin og avisforsiderne, anmelderne sendte fem Steppeulve i Bisse retning og koncertgæster nød store og dramatiske koncerter.
På den anden side af den massive opmærksomhed og med et nyt album i støbeskeen er det en tænksom Thorbjørn Radisch Bredkjær, der slænger sig foran diktafonen i VEGA.
Tankerne krøller sig sammen og folder sig ud i adstadigt tempo som Enghavevejs middagstrafik, der opmærksomt bliver fulgt under det meste af interviewet.
Han synes på trods af den meget målbare succes, hvis man gør den op i anmelderstjerner, hjerter og statuetter ikke selv, at han er brudt igennem endnu.
”Jeg er brudt igennem på Vesterbro måske. Og dele af København. Jeg er ikke brudt igennem i Greve eller Esbjerg. Hele provinsen kan man vist roligt sige, at jeg ikke er brudt igennem, men det betyder ikke, at jeg ikke kan lide at komme derud og kippe med flaget og jeg bliver enormt taknemmelig for de mennesker, der kommer.”
Inden Thorbjørn blev til Bisse spillede han i orkestret Spillemændene og havde en helt andet ide om, hvordan et gennembrud ville udfolde sig.
”Som ung havde jeg tit tanker om, at NU sker det. Nu kommer det. Også før jeg gik solo. Hver gang jeg har rundet en milepæl, har jeg forvekslet det med en stjerneportal. Da jeg spillede på Roskilde Festival første gang med mit gamle band, da vi blev signet til et pladeselskab og fik gode anmeldelser. Da jeg gik solo og fik gode anmeldelser. Da jeg spillede til Kronprinseparrets Kulturpris på DR1 i primetime en lørdag aften. Da jeg blev råspillet på P6. Da jeg var på forsiden af Politiken. Da vi udsolgte Store Vega sidste år.
Hver gang har jeg tænkt:
"Nu sker det. Nu bryder jeg igennem." Men det sker aldrig. Det har aldrig været overnight. Jeg tror, at man lærer, at det var en god aften. Folk var virkelig glade, men det betyder ikke, at hele verden elsker dig eller at fra nu af, så kører det bare.”
Den hyper-produktive musiker forsøger også at lære, hvordan kreativiteten får det rigtige afløb. 2017 blev oven på medieopmærksomheden ekstra kaotisk, fordi Bisse for andet år træk arbejdede på to forskellige album samtidigt.
Det bliver man efter hans eget udsagn ”fucking skør af”, men han medgiver også selv, at han ikke ville kunne fungere uden den uforstilte umiddelbarhed, der kommer af ikke at have plan eller skemalagt noget. Umiddelbarheden går også igen i Bisses koncerter, hvor kostumer og rekvisitter er en stor del showet. Han er meget bevidst om at give publikum en grund til at se op på scenen. At de har en grund til at se op til ham.
”Jeg kan godt lide at tage rollen på mig som forkynder, midtpunkt, taler, præst eller orakel. Folk stimler sammen foran scenen for at se, hvad det er, han vil fortælle os i dag. Den tanke kan jeg godt lide. Det er en meget smuk gestus at gå til koncert og lade sig overdøve og overvælde af et medmenneske, der har lånt et podie som skammel og en mikrofon som megafon, for at forkynde sine skøre syner og følelsesfulde historier.
Men folk kommer jo også for at lade sig blive revet med af musikken, og bissebanden er jo musikalsk en meget sprudlende og spruttende og medrivende oplevelse. Ingen af os på scenen kan lide at afvikle et show – det er sådan noget en afvikler skal gøre. Som kunstner og musiker skal der altid være en spænding og usikkerhed, når vi spiller. Hvis den ikke er der, så kan forkynderen forkynde nok så meget, men Gud er bare ikke i huset."
Den seneste Bisse-koncert i Store VEGA var alt andet og mere end en gennemspilning af sangene. Scenen bugnede med mennesker, to trommesæt, en blæsersektion, en strygerkvartet og et efterskolekor.
Den nuværende tour, Fuldt Flor Tour, bliver ifølge musikeren mere destilleret, men med en tilføjelse fra videoen til den nye single ”Plexiglas”.
Plexiglas-boksen fra videoen er nemlig en del af scenografien. Sangen handler om et jeg, som er mere eller mindre besat af sig selv. Besat af at udleve sig selv uden at være klar over, at der er gået rundhyl i den.
”Det, der er med sådan en plexiglasboks, er, at du kan godt kigge ud til verden og tro, at du er en del af den. Men der er en væg, som gør, at du slet ikke er en del af virkeligheden. Det opdager du ikke nødvendigvis selv indtil, at du prøver at bryde ud i virkeligheden og faktisk tage del i den. Man dør, hvis man ikke kommer ud af boksen. På en måde er det en kritik af hiphop-kulturens bling-bling og selvdyrkelse, men det er også en opsang til mig selv."
Hiphop-kulturen serverer dog også ny inspiration for Thorbjørn Radisch Bredkjær. Æstetikken hos Soundcloud og mumble-rapperne fascinerer musikeren, og det samme gør den nuværende konge af moderne rap, Kendrick Lamar. Tanken om at gentage Kendrick Lamars succes i Royal Arena kilder Bisse alle de rigtige steder, men det øgede fokus og livet bag tonede ruder appellerer ikke.
”Jeg kan godt forstå, at man så vælger det liv, hvor man lukker boksen helt til for at beskytte sig selv. Det er den anden del af historien. Det kan være, det bliver min "Plexiglas 2". Men det er jo vilkåret for Kendrick Lamar. Det må på mange måder være et mareridt.”
Så måske er det meget fedt bare at slå igennem i Esbjerg?
Svaret bliver anført af et lydløst grin og et skævt smil: ”Jeg vil gerne bryde igennem i Esbjerg!”
Hør om de tre ting, der er vigtige for Bisse lige nu i videoen nedenfor.
