Ofte stillede spørgsmål
{{faq.Name}}

{{faq.Name}}

{{faq.Answer}}

Den 4. maj 2018 slog alverdens rock-anmeldere øjnene op til, hvad der skulle blive et af årets absolut største album-højdepunkter på den internationale rockscene. Iceage har med Beyondless leveret deres mest melodiske og maksimalistiske udtryk til dato. Vi dykker her ned i bandets musikalske univers, der består af lige dele mørke og lys.

Barndomsvennerne i Iceage er notorisk kendt for at gå deres egne veje. Siden deres spæde start på undergrundsscenerne i Københavns har bandet med deres fanden i voldske og hyper-energiske udtryk kastet kaskader af tonstunge guitariffs, smertelig lyrik og zero-fucks-attitude ud til offentlighedens store applaus. Den karismatiske frontmand Elias Bender Rønnenfelt fortalte i et interview med VEGA, hvordan de konstant forsøger at udfordre deres musikalske udtryk:


”(…) hvis man finder en eller anden komfortzone, så tror jeg, det er starten på døden af det, man laver. Men hvis man altid kan skabe sådan et lille element af usikker grund for sig selv, så kan du på et tidspunkt indtage territoriet og så rykke videre.”



På debuten New Brigade fra 2011 dyrkede kvartetten den no-wave inspireret post-punk. Lige siden er de gået i nye retninger, hvor de bl.a. har udforsket elementer fra jazz, rockabilly og country. Med Beyondless åbner bandet på ny op for en lyd, der sender highfives til Nick Caves tidlige eksperimenter i The Birthday Party og Bobby Gilliespies arbejde med Primal Scream.

”Iceage have spent a decade inching towards a twisted glamor: a sullen band fronted by a Draculian poet, constantly experimenting, carrying forth the clangoring drama of post-punk innovators such as Rowland S. Howard in The Birthday Party and These Immortal Souls,” skrev Pitchfork.

Guitarernes distortede tilstedeværelse hænger fra væg til væg i det andægtige lydbillede, der også bliver præget af strygere og blæsere. Soundvenue skrev om bandets arbejde med at inddrage de nye elementer:


”Beyondless´ finder nu ikke kun sin styrke ved at gå til stålet – et obskønt symfonisk lag af stryg og blæs ciselerer sangenes flossede kanter, så det af og til føles helt harmonisk at være i selskab med.”



At skubbe musikken ud på gyngende grund

Albummets titel er taget fra albumlukkeren Beyondless, der handler om en hård periode i forsangerens liv i New York. Rønnenfelt skriver bl.a.: ”I was going to stray, to the backwoods and boondocks / be a bullet that ricochets, hits its target then recoils away.”

Det tog Iceage fire år at nå frem til Beyondless. Bandet var efter lang tids tuneren og tre album inde i deres karriere løbet tør for kreativ brændsel. Albummet er vokset ud af en lang periode med trial and error. Bandet kasserede et utal af sange, fordi de ikke var et mentalt sted, hvor de var i stand til at lave det værk de gerne ville. I et interview med Gaffa forklarer Elias, hvordan bandet arbejdede med at skubbe musikken ud på gyngende grund:

”Men samtidig har den også vist sig som den eneste udvikling vi kunne have taget, tilføjer Elias. – Hver gang vi laver noget, vil vi gerne skubbe det et sted hen, hvor vi bliver nødt til at konfrontere et uudforsket territorium. Hvor vi bliver nødt til at tage nogle chancer, der får os selv til at befinde os på gyngende grund. Vi prøver hele tiden at udfordre, hvad vi kan slippe af sted med. Der er ingen af os, der er interesserede i at lave en plade, vi har lavet før.”




Faverige blomster og Samuel Beckett

Man skulle ikke tro, at den hardcore, punkede attitude ville tillade en scene fyldt med farverige blomster, men da kvartetten tilbage i maj spillede i Tokyo, leverede de en uforglemmelig koncert totalt tildækket i blomster, som var en del af kunstneren Makoto Azumas farverige installation.

Blomsterhavet virkede som en passende scene for bandet, der består af lige dele mørke og lys. Det er dualismen mellem det skønne og det uskønne. Intet er som du forventer det i Iceages musikalske univers, hvor lyrikken er spækket med smukke, litterære referencer bl.a. til surrealisten Samuel Beckett.


”Fremmedgørelse og rodløshed er en del af punkens DNA og vil formentlig blive ved med at være det. Men i glimt formår Iceage på Beyondless at bygge bro mellem det fremmedgørende og skrøbeligt intime, som i den fremragende og ligefrem inderlige “Take It All”.” Skrev Gaffa i deres anmeldelse.



Punklegenden Richard Hell skrev et hyldende essay omkring udgivelsen, hvori han lovpriser bandets unikke talent og bl.a. kalder dem fanebærer for samtidens punkkultur:

“I can totally imagine myself as a kid lying in my close door room in the dark, listening to this band and getting what I need, the way a band can make a person feel seen and bring confidence, sometimes even represent an ideal.”

Hell mener, at Iceage sender kærkomne trykbølger, i en tid hvor punken og den alternative musik styrtbløder. De er den vitalitet musikken har haft brug for i sin overlevelse. Den 1. marts sender kvartetten de vitale trykbølger afsted i Store VEGA. Find billetter til koncerten her!