Folkrock-sangeren fra Missouri startede sin musikalske karriere som korsanger for Bonnie Prince Billy. I 2012 mødte den amerikanske musikbranche den karismatiske Angel med det elegante ordspil og de tankevækkende lyriske uppercuts, da hun udgav hun sit debutalbum Half Way Home.
Nu fire album inde i sin velanmeldte karriere, står hun som en lysende, evigt transformerende stjerne på den amerikanske indie-himmel. Angel Olsen er fra sin spæde, musikalske start gået sine helt egne veje som sangskriver. Fra det nedbarberede debutalbum til de mere rock-eksperimenterende og skramlede opfølgere Burn Your Fire For No Witness og MyWoman til det seneste maksimalistiske mesterværk All Mirrors.
En magisk forbundethed
Angel Olsen begyndte på All Mirrors i et lille studie i den søvnige provinsby Anacortes i Washington, hvor Phil Elverum (Mount Eerie) har slået sine folder. Olsen leverede endnu en musikalsk grønlændervending, og hvad der skulle havde været en samling, nedbarberede solosange, blev afløst af bombastiske strygere, melotron og tunge synthflader. Med hjælp fra sin faste samarbejdspartner John Congleton, multiinstrumentalisten Jherek Bischoff og komponist Ben Babbitt skabte Olsen et særegent album, der besidder en magisk forbundenhed mellem for- og nutid.
Albummet er blevet overdynget med roser og stjerner fra den internationale anmelderstab. Olsen har med All Mirrors transformeret sig fra en indadvendt historiefortæller til en funklende sangskriver, der omskriver sjælens formdyk til smukke, lyriske strofer.
All Mirrors er spækket med smukke sange, som den dybtfølte ballade ”Spring”, hvor hun endevender det håbløse i at finde et endegyldigt svar på tilværelsens op- og nedture. På nummeret ”Summer” galoperer trommerne Olsens lyrik mod nye horisonter, og på det strygertunge ”What it is” bliver der kaldt til handling hos en tidligere elsker. Musikmagasinet NME skrev om de forunderlige sange:
Angel Olsen rammer med albummet plet på den lyriske målskive endnu en gang. Få kan som hende, uden omsvøb, skrive om den kærlighed, der gør ondt, men som man holder fast i med næb og klør.
Olsens kærlighedssange kommer altid med antydningen af, at evig, uforanderlig kærlighed er umulig. Men hvor hun på de tidligere udgivelser begræder de stik kærligheden bringer, er All Mirrors en stille selvundersøgelse og selvransagelse i skyggen af et endt forhold. Olsen har i en pressemeddelelse fortalt:
”The album isn’t necessarily a feminist manifesto, but it does sometimes deal with themes surrounding the complicated mess of being a woman. I’m definitely using scenes that I’ve replayed in my head, in the same way that I might write a script and manipulate a memory to get it to fit. But I think it’s important that people can interpret things the way that they want to.”
All Mirrors er en kærlighedsfortælling om en person, der finder sig selv på den anden side af den komplicerede tosomhed.
Et dyk ned på bunden af selvet
Da hun udgav My Woman i 2016, så det ud til, at hun havde nået toppen af de musikalske tinder. Men halvvejs gennem verdensturneen begyndte hun at drikke og tabe sig. Et grimt brud var årsagen til destruktionen. Hun følte sig isoleret og afskåret fra, de folk, hun havde tæt på sig. I et interview med Pitchfork har hun fortalt: “It was like the ground was crumbling underneath me, and I was trying to re-find my place.”
I marts 2018 satte Olsen bandets turneren på pause og begyndte på sin første af tre solo-ture i USA, hvor hun spillede sange fra sine første udgivelser. Det var her, hun fik tid til at tænke over næste træk i karrieren. Hun ønskede at vende tilbage de mere umiddelbare skriveprocesser, som præger debuten og opfølgeren. Dermed var kimen lagt til de første solo-grundspor i det i lille studie.
Det var sammenbruddet i 2016, der fik Olsen til at forstå, hvor frakoblet hun var blevet fra sig selv. Og på det fremragende album dykker hun ned på bunden af selvet. Det er en spejling af menneskelige relationer. Soundvenue skrev i deres anmeldelse:
